Lippert

Anders Matthesen: Børn taler ikke for groft - men de voksne er blevet sartere

Anders Matthesen mener ikke, at børns sprog er blevet grimmere. Ordene har ændret sig, men intentionerne bag er stadig gode, siger komikeren.

- Jeg flækker dit grimme pissefjæs, din søn af en fattig luder.

Ordene bliver råbt af 'Ternet Ninja' i Anders Matthesens film af samme navn, som er den mest sete danske animationsfilm nogensinde. 

Om Anders 'Anden' Matthesen

  • Født 6. juli 1974 på Østerbro, København.
  • Opvokset i Albertslund
  • Gift med Cemille Matthesen siden 2013
  • Bor i en villa på Frederiksberg i København sammen med hustruens to børn og sønnen Spencer, som parret har sammen.
  • På cv'et kan han skrive komiker, skuespiller, sanger/rapper, manuskriptforfatter, instruktør og forfatter.

Filmens sprog lægger sig samtidig tæt op ad det, som danske børn benytter sig af  - både i skolegården, over for lærerne i klasseværelset og træneren på fodboldbanen.

Og spørger man de danske forældre, er børnenes sprog blevet for groft. I en ny megafonmåling for TV 2 og TV 2's-regioner svarer 67 procent, at børnenes sprog er blevet grovere de seneste ti år. På flere af landets skoler har man endda indført workshops, der specifikt skal bekæmpe den grove tone

Forældrene har det største ansvar

Komikeren Anders Matthesen er dog ikke enig i, at tonen er blevet for grov. Han medgiver, at sproget har udviklet sig, men det er ikke et problem. Det er tværtimod os danskere, der er blevet for sarte, siger han, da han onsdag gæster talkshowet 'Lippert' på TV 2 News

- Vi har antenner og scannere ude efter ord, der kan udløse forargelse. Vi glemmer at lytte til musikken bagved noderne, siger han. 

- Udtrykkene fejler ikke noget. Problemet er, hvis man bevidst skyder dem efter andre mennesker for at såre dem. Det er forældrenes ansvar at lære ungerne, at det må man ikke. Hvad der ligger tilgængeligt af saftige ord, kan vi ikke gøre noget ved. De ligger der som noget, vi kan male og sætte farver på tilværelsen med. Det er forældrenes ansvar at lære børnene at beherske det, fortsætter han. 

Den grove tone

I en stikprøveundersøgelse har 63 lokalpolitikere fra hele Lorryland svaret på en række spørgsmål omkring i hvor høj grad de har oplevet personangreb i kraft af deres hverv som politikere.

Hele 32 af dem svarer, at de ofte oplever ubehagelig sprogbrug på sociale medier og 15 svarer, at de også har været udsat for personangreb og andre ubehageligheder i det offentlige rum. 

Sammen med TV 2 og de øvrige regionale TV2 Stationer ser vi i denne uge nærmere på, hvordan vi opfører os overfor hinanden i det offentlige rum og på de sociale medier. Og hvor grov og urimelig tonen kan være.

Børn krammer mere

Sproget i 'Ternet Ninja' afspejler den virkelighed, som Anders Matthesen oplever. Selv har han en søn på otte år og to bonusbørn, der er et par år ældre. Og han har da lånt et par af udtrykkene i filmen fra børnenes skolegård, siger han.

Jeg havde selv en vane med at spille sær som barn, og jeg synes, at børnene i dag er meget mere socialt kompetente

Anders Matthesen, komiker

Men selvom det måske lyder barskt at kalde et andet barn for "luder", er det ikke hans oplevelse, at ordene også afspejler sig i børnenes adfærd.

- Jeg tænker tværtimod, at hvis der er noget, som har ændret sig fra min barndom til nu, så er det, at børnene krammer hinanden mere. De er generelt mere høflige og nærværende og mindre tvære og utilnærmelige. Jeg havde selv en vane med at spille sær som barn, og jeg synes, at børnene i dag er meget mere socialt kompetente. 

Tal pænt

Børnene lægger med andre ord ikke den samme værdi i ordene som de voksne i TV 2's undersøgelse gør, mener komikeren. Hvis intentionerne er onde, er det straks en anden sag. Men generelt oplever han, at børn godt kan forstå, når de bryder en grænse og bruger ordene i en negativ kontekst. 

- Selvfølgelig er det problematisk, hvis et barn har sagt "din fucking lille Hitler-luder, dø i et hul, bøssesvin" og ment det. Men når vi snakker om hensyn, er det netop børn, der har bedst forståelse over for andre børn. Hvis man fortæller dem om en problemstilling eller et ømtåleligt emne, så synes jeg generelt, at den går rent ind. 

Jeg har meget snævre grænser for, hvordan jeg vil tale til andre mennesker eller gerne vil have, at andre skal tale til mig

Anders Matthesen, komiker

Spørgsmålet er dog, om Anders Matthesen selv har en grænse for, hvad hans egne børn - og andre - må sige til ham? Både ja og nej, lyder det:

- Jeg har ingen grænser for, hvad ord man må bruge. Men jeg har meget snævre grænser for, hvordan jeg vil tale til andre mennesker eller gerne vil have, at andre skal tale til mig. Jeg synes, man skal snakke pænt og imødekommende. Man skal ikke være ondskabsfulde over for hinanden.