K.B. Hallen evakueret midt under åbningsfest

16x9
Publikum blev gennet ud af KB-Hallen i aftes på grund af en følsom alarm. Foto: Torben Dybdahl, TV 2

Under K.B. Hallens genåbningskoncert blev publikum evakueret.

Midt under den første store koncert i den genåbnede K.B. Hallen i København torsdag aften blev hele salen evakueret og sendt ud i kulden.

Det viste sig dog at være falsk alarm i den ikoniske hal, der netop er genåbnet efter en ødelæggende brand.

- Det var en blind alarm. Vi kørte derud for at afstille den og er kørt hjem igen, oplyser vagtchef ved Hovedstadens Beredskab Michael Møller ved 23-tiden.

Han fortæller, at brandvæsnet kørte afsted mod hallen klokken 22.06.

Følsomme alarmer

De har erfaring med lignende fra tidligere åbninger af haller og centre.

- Der er ikke noget unormalt i, at når store, nye haller og centre åbner, så er der nogle alarmer, der er særligt følsomme.

- Så der er en opstartsfase, hvor vi ligger og kører ud til et par alarmer, og så danner vi os efterhånden et billede af det og retter ind på det, siger Michael Møller.

Brandvæsnet måtte rykke id til KB-Hallen i aftes, da en brandalarm gik. Det viste sig dog at være falsk alarm.
Brandvæsnet måtte rykke id til KB-Hallen i aftes, da en brandalarm gik. Det viste sig dog at være falsk alarm. Foto: Torben Dybdahl, TV 2

Evakueringen skulle være foregået ganske roligt, og vagtchefen vurderer, at der ikke skulle være noget i vejen for, at koncerten begynder igen.

Ekstra Bladet kunne kort efter alarmen berette, at det over højttalerne lød, at det var en brandalarm, som var gået. Alle blev ifølge avisen gennet udenfor - mange uden overtøj.

Udbrændte i 2011

Torsdagens åbningsfest kommer mere end syv år efter, at K.B. Hallen udbrændte.

Hallen blev formelt genåbnet 5. december 2018 med deltagelse af blandt andre kronprins Frederik og Frederiksbergs borgmester. Torsdagens fest beskrives på hallens hjemmeside som en minifestival.

Blandt de optrædende kunstnere er Hugo Helmig, Alex Vargas og Katinka.

Hallen udbrændte i september 2011, da et halogenspot antændte papkasser i hallen.

Branden var så kraftig, at den tykke, sorte røg kunne ses over hele København, og borgere på Frederiksberg blev bedt om at holde sig inden døre under branden.

Siden sin åbning i 1938 var hallen en ikonisk sports- og koncertscene.

Det var blandt andet her, at The Beatles i sommeren 1964 spillede deres eneste koncerter nogensinde i Danmark.