Forladt af sine børn - de tror, Gud vil dræbe hende i en stor krig
Hun opdrog sine børn til at forkaste frafaldne. Nu er hun selv frafalden og kæmper for, at børnene accepterer hendes valg.
Maria Alexander sad overfor sine to yngste børn ved spisebordet og skulle til at spise aftensmad.
I dét hun skulle til at tage den første bid, brød hendes 13-årige søn ind.
- Må vi bede bordbøn?
- Det må I gerne, men jeg har ikke lyst til at være med, svarede Maria Alexander.
- Men mor, hvorfor tror du ikke på Gud mere?, spurgte hendes 11-årige datter.
Maria Alexander havde få måneder tidligere truffet et valg, som hendes børn havde svært ved acceptere. Gang på gang bragte de det op, når de var hos deres mor. Hun ville ikke længere følge Guds ord.
- Det betyder jo, at du kommer til at dø. Du kommer til at dø i Harmagedon, sagde sønnen.
Sådan husker Maria Alexander dialogen omkring spisebordet en forårsdag i 2015.
Det blev ikke den hyggelige aften, hun havde håbet på. Den endte i et skænderi, og hun brød sammen. Hun kaldte sine børn hjernevaskede. Forsøgte at få dem til at forstå verden, som hun så den nu.
Kort efter blev børnene hentet af deres far. Der gik et år, før Maria Alexander så dem igen.
Maria Alexander er 47 år gammel. Hun tilbragte de første 43 år at sit liv i den verdensomspændende religiøse organisation Jehovas Vidner.
Dette er Maria Alexanders historie, som hun husker sit liv før, under og efter bruddet med Jehovas Vidner.
Frygten for Guds vrede
Som datter af en såkaldt ældste, et ledende medlem af menigheden, voksede Maria Alexander op i et hjem i Ishøj, som hun selv betegner som trygt og godt. Men hendes liv var ikke som de fleste andre jævnaldrenes.
Som barn måtte hun ikke have klassekammerater med hjem for at lege, medmindre kammeraterne først deltog i bibelstudier.
Jo ældre hun blev, jo mere fyldte religionen. Når hun kom hjem fra skole, stod fritiden oftest på bibelstudier, frivilligt arbejde og møder i menigheden.
Fødselsdage, jul og mange andre højtider var bandlyst, og Jehovas Vidner styrede i høj grad, hvilke film, bøger og anden underholdning, hun måtte bruge tid på.
Maria Alexender betragtede sine ikke-troende klassekammerater som stakler. Uden den rette tro ville de ikke komme i paradis og leve et evigt liv. Det var hun overbevist om.
Selv om hun oftest var glad, var det også en opvækst med permanent dårlig samvittighed og skyldfølelse, for blot en forkert tanke eller handling medførte en frygt for guds straf af både sig selv og sin familie.
En straf, der ville komme i den store krig, Harmagedon, som ifølge Jehovas Vidner vil opstå i hele verden, hvor Gud vil dræbe alle mennesker, der imod bedre vidende nægter at underkaste sig biblens ord.
Maria Alexander tvivlede aldrig - pånær en kort periode i teenagealderen - på dette verdenssyn.
Nyt job blev en øjenåbner
Som 18-årig blev Maria Alexander gift med en ambitiøs mand, der hurtigt steg i graderne inden for Jehovas Vidner. Han blev såkaldt menighedstjener og senere ældste. Sammen fik de tre børn, og Maria Alexander var glad for det liv, hun havde.
Hun arbejdede i de første mange år i rengøringsbranchen, men i sine midt-tredivere fik hun job i en kommune.
Kollegaerne på det nye job var ikke en del af Jehovas Vidner, og det blev hendes første rigtige møde med omverdenen i sit voksne liv. Hun begyndte at reflektere over sin egen opfattelse af verden.
Tvivlen kom snigende. For hvordan kunne det være, at Gud ville straffe disse søde og gode mennesker? Slå dem ihjel? Det var ikke den barmhjertige Gud, hun kendte.
Årene gik, og hun blev venner med flere mennesker uden for Jehovas Vidner. Når hun spurgte sin mand eller andre i menigheden, kunne de ikke give hende et meningsfyldt svar på, hvordan Gud kunne finde på at straffe disse mennesker.
Tvivlen blev altoverskyggende, men hun vidste, hvad det kunne betyde, hvis hun forlod sin religion. Hun udviklede, hvad hun selv betegner som panikangst. Alt på hendes krop strittede imod, når hun tog til møder i menigheden.
Ordene klingede hult. De passede ikke med virkeligheden. Det gav ikke mening mere. Men kunne hun leve med konsekvenserne?
Samtalen, der ændrede alt
En lun sommeraften for lidt over seks år siden, sad Maria Alexander og hendes mand og nød et glas vin i deres hus i Faxe Ladeplads, mens ungerne legede på deres værelser.
Hun husker, at han prøvede at overtale hende til at komme tilbage til møderne i menigheden, som hun ikke havde været til i flere måneder.
- Jeg er ved at få øjnene op for, at der er noget galt her. Der er noget galt i den her organisation, sagde Maria Alexander.
Hendes mand mente, hun var blevet åndeligt svag. At hun ved at komme til møderne igen kunne genfinde kærligheden til Jehova.
- Ved du hvad? Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvem du elsker højest. Mig eller Jehova?, spurgte Maria Alexander.
Hun kendte godt svaret, men hun ville høre det fra hans egen mund. Svaret var Jehova.
- Så vil jeg godt have en skilsmisse, sagde hun.
Sådan husker Maria Alexander samtalen, der for hende blev et vendepunkt. Hun havde taget sin beslutning. Hun ville ikke længere være en del af Jehovas Vidner.
Hendes ældste søn lagde afstand til hende i samme øjeblik, han blev opmærksom på sin mors beslutning. Snart begyndte resten af familien også at vende hende ryggen.
Men hun var overbevist om, at hun fortsat kunne have kontakt til sine to yngste børn.
- Synes du, jeg er en ond mor?
Efter skilsmissen i 2014 flyttede Maria Alexander for sig selv i et lille hus i Faxe Ladeplads - nær eksmandens hus, så hun var tæt på sine børn.
Hun havde meldt klart ud til menigheden, at hun ikke længere var en del af Jehovas Vidner, men alligevel blev de ved med at opsøge hende.
En dag kom hendes to yngste børn hjem til hende efter at have været hos deres far i syv dage. De kom dansende ind ad døren og krammede deres mor. Ti minutter efter ringede det på døren.
Det var to habitklædte mænd. To ældste fra menigheden. De bad Maria Alexander om at komme tilbage til møderne. Advarede hende om, at hun ikke ville overleve Harmagedon.
Hun blev vred og smækkede døren i. De skulle ikke blande sig i hendes liv, tænkte hun. Da hun vendte sig om, så hun sin søn, der græd. Han havde overhørt samtalen med de ældste og rystede over hele kroppen.
- Mor, det er det, jeg har sagt. Du kommer til at dø i Harmagedon, husker Maria Alexander, at han sagde.
Hun krammede ham og sagde stille:
- Synes du, jeg er en ond mor?
- Nej.
- Tror du så, Jehova vil dræbe mig?
- Nej, men du tror jo ikke på Jehova mere.
- Hvis Jehova findes, så vil han ikke slå mig ihjel, sagde Maria Alexander.
De følgende to gange, hun fik børnene hjem, kom de ældste igen. Det stoppede først, da hun truede med at ringe til politiet.
Få måneder efter dømte et udvalg af ældste hende til udstødelse for at have været sammen med en anden mand.
Hun mistede al kontakt til familie og venner. Men hun var stålsat på at holde kontakten til sine børn.
Kræver svar fra de ældste
Efter aftenen ved spisebordet, der endte i skænderi, gik der et år, inden hun så sine børn igen. Ingen nægtede hende direkte at se dem - det var deres eget valg.
Ifølge hende kunne børnene ikke rumme, at deres mor havde valgt religionen fra til fordel for et liv i den verdslige verden.
Hun sendte dem sms'er stort set hver dag, men oftest kom der ikke svar. Når der gjorde, var børnene ikke interesserede i at tale med hende. Enkelte gange mødtes de, men det blev aldrig til mere.
Det var svært at acceptere, at børnene ikke længere ville være en del af hendes liv. Men hun havde stadig håbet om, at de en dag ville vende hjem.
Samtidig var hun vred og følte afmagt, for hun mente, at børnene var påvirket af Jehovas Vidner. At det var organisationen, de ældste, menigheden og hendes egen familie, der påvirkede børnene til at udstøde deres egen mor.
Hun krævede svar fra de ældste selv, og hun besluttede at tage ned i menigheden, hvor hun plejede at komme. Her håbede hun også at få et glimt af sine børn.
Udelukkelse er lig med kærlighed
Jehovas Vidner i Danmark og i resten af verden styres af det såkaldte Styrende Råd, der har base i New York. Herfra produceres materiale - både tekster, magasiner og film - der sendes ud til afdelingskontorerne i forskellige lande, der oversætter materialet til lokalsprogene.
Det gælder blandt andet de kendte blade 'Vågn op!' og 'Vagttårnet', der ofte deles ud på gaden og på borgeres privatadresser.
Materialet handler om, hvordan man ifølge Jehovas Vidner bør leve og dækker stort set alle aspekter af livet.
Når medlemmerne mødes i deres menighed, fortæller de hinanden, hvad de har læst. En af de centrale pointer, er, at Jehovas Vidner ikke må omgås frafaldne - fordi de aktivt har fravalgt at følge Guds ord.
I forskellige tekster fra Jehovas Vidner, står der eksempelvis:
- "Selvom det kan være meget svært, må vi undgå at have unødvendig kontakt med et udelukket familiemedlem"
- "Udelukkelse er med til at beskytte menighedens renhed"
- "Familiemedlemmer kan vise deres kærlighed til menigheden og til overtræderen ved at respektere udelukkelsen"
- "Alle i menigheden kan vise principbetonet kærlighed ved at undgå at komme sammen med eller tale med den udelukkede. På den måde støtter de op om den tugt, som Jehova har givet ham gennem de ældste."
Regler som Maria Alexander selv blev oplært i og har givet videre til sine børn.
Hun bebrejdede derfor sig selv, at hendes børn ikke ønskede at have noget med hende at gøre. Men hun bebrejdede i høj grad også hele den organisation, der med hendes ord hjernevasker sine medlemmer.
Maria kræver svar
I efteråret 2018 satte Maria Alexander sig på en stol bagerst i den rigssal - Jehovas Vidners forsamlingshus - hun plejede at komme i nær Faxe. Det var første gang siden panikangsten fik hende til at blive væk fra møderne for mere end seks år siden.
Hun hilste på flere tidligere venner og bekendte, da hun kom ind. Venligt, men afmålt hilste de igen.
Mødet gik i gang. Skiftende talere gik op på scenen og læste op af udvalgte tekster.
Maria Alexanders hjerte bankede. Mest af vrede over, at hele menigheden sad og tog imod alt det, der blev sagt og læst op fra organisationens bøger. Men hun var også nervøs over den konfrontation, hun havde planlagt.
Til hendes skuffelse var børnene ikke at se nogen steder. Men eksmanden var der. Han ignorerede hende.
Da mødet var slut, gik Maria Alexander op til en ældre mand i gråt jakkesæt og stribet slips. Det var en af de ældste, der var med til at udstøde hende for knap fire år siden. Modvilligt gik han med til, at hun kunne stille nogle spørgsmål. Han virkede anspændt. De gik ind i et mindre værelse og lukkede døren.
- Og du siger, Maria?, sagde han med korslagte arme.
- Jeg har brug for at vide, om I opfordrer mine børn til ikke at have kontakt med mig?
- Nej, svarede den ældste.
- Det er sådan, som jeg opfatter det.
- Nej. Det har vi slet ikke noget med at gøre. Det blander vi os ikke i.
Der var ikke noget at komme efter.
Men det var ikke overraskende. Faktisk var Maria Alexander lettet. For selv om børnene ikke havde været til mødet, og den ældste ikke ville svare uddybende på hendes spørgsmål, så følte hun, at hun havde fået sat et punktum.
Hun var blevet bekræftet i, at hun havde taget det rigtige valg. Aldrig mere ville hun tilbage til den organisation, som hun følte, havde spildt 43 år af hendes liv.
Friheden står over alt andet
I dag nægter stort hele Maria Alexanders familie at se hende - både forældre og søster har vendt hende ryggen. Det samme gælder hendes tre børn. Siden den aften ved spisebordet for knap fire år siden, har hun kun set sine to yngste børn få gange. Sidste gang for to og et halvt år siden, fortæller hun.
Datteren er i dag 15 og den yngste søn 17 år. Hendes ældste søn er 26. Hun ved ikke meget om, hvad der sker i deres liv, men får engang imellem lidt at vide via sms, når børnene svarer hende.
Tabet af børnene er et dybt sår. Men Maria Alexander nægter at vende tilbage til Jehovas Vidner for at kunne være sammen med dem. Hun lever i dag et liv med sin kæreste i København og har fået opbygget et netværk af venner, som hun betragter som familie.
- Jeg skal ikke tilbage i det fængsel. Min frihed står over alt andet. Men jeg ville selvfølgelig gerne have mine børn med. Jeg tror, de en dag finder ud af, at den her verden uden for ikke er farlig, siger hun.
TV 2 har været i kontakt med Maria Alexanders eksmand samt hendes ældste søn. Ingen af dem ønsker at medvirke i artiklen.
Jehovas Vidner ønsker ikke at kommentere artiklen.