Flere danskere tages i fusk - sådan prøver vi at snyde forsikringen
Risikovilligheden er stor hos dem, der prøver at snyde. En mand lagde sig for eksempel ud foran et tog for at få benet kørt af.
Forsikringsselskaberne fanger langt flere danskere i svindel. På blot et år er antallet af svindelsager steget med 21 procent.
Stigningen skyldes især, at forsikringsselskaberne i højere grad afsætter ressourcer til at undersøge de anmeldelser, de får ind.
Tryg har blandt andet hyret tidligere politiefterforskere til at tjekke, om der bliver fusket med forsikringen. Størsteparten er tidligere politifolk med en bred erfaring inden for efterforskning af tyveri, bedrageri og anden kriminalitet.
En af dem er J. Esbensen. Af sikkerhedshensyn ønsker han ikke at få hele sit navn frem. (TV 2 er bekendt med hans fulde navn og identitet, red.)
Det undersøger de
Efter et langt arbejdsliv i politiet fik J. Esbensen lyst til at prøve noget andet. Det blev i Trygs efterforskningsgruppe, hvor han er ansat til at spotte mistænkelige skadesanmeldelser.
- Vi kigger blandt andet på kundebilledet. Om vedkommende har mange lignende skader, om de har været hos os længe eller lige er skiftet over og har en masse skader. Vi har også fokus på den dokumentation, vi modtager. Det kan for eksempel være, hvis der ikke står samme navn på bilagene, som kunden hedder, fortæller J. Esbensen.
Efterforskningsenheden har også antennerne ude i forhold til bestemte skadestyper. Det kan for eksempel være, hvis to biler er stødt sammen midt om natten på en øde vej, hvor der ikke har været andre til stede, fortæller J. Esbensen til TV 2.
- Men vi er også opmærksomme på bestemte skadestyper på særlige tidspunkter af året. For eksempel ser vi flere skader, hvor folk smadrer eller mister deres telefon, når der lige er kommet en ny iPhone på markedet.
Fik kørt sit ben af for erstatning
Folk er uhyre kreative og risikovillige, når det kommer til at få udbetalt erstatning fra forsikringsselskaberne. J. Esbensen har oplevet, at en kunde skar sin finger af med en rundsav for at få penge fra forsikringen. Sagen har været omtalt i medierne, og Tryg var involveret, fordi manden kort før ulykken havde tegnet ulykkesforsikringer i 16 forskellige selskaber.
- Vi har også haft en sag med en mand, der lagde sig ud på togskinnerne og fik kørt sit ene ben af for at få erstatning. Han havde tegnet forsikringer i en hel række selskaber og stod til at få udbetalt 12 millioner kroner, hvis ikke hans svindelnummer var blevet opdaget. Det viser, hvor risikovillige nogle personer kan være for at få udbetalt erstatning, fortæller J. Esbensen.
I Tryg alene blev der i 2018 afdækket svindel for 120 millioner kroner. Det er en stigning på 70 procent i forhold til i 2015.
- Når vi opdager flere tilfælde af forsikringssvindel, er det primært fordi, vi har opnormeret og ansat flere typer som mig. Desuden er vores skadehandlere og taksatorer blevet uddannet bedre og er mere opmærksomme på svindel, forklarer J. Esbensen.
Alle samfundslag snyder
Han mener ikke, at man kan tale om en klassisk svindler. Det er unge, gamle, rige og fattige.
- Vi ser forsikringssvindel i alle samfundslag. Vi ser også dem, der bor i de dyre villaer i Hellerup, der skriver 250.000 kroner ekstra på ved et indbrud. Så det er alle lige fra direktøren til den hjemløse, lyder det fra efterforskeren hos Tryg.
Før i tiden har der været en tendens til, at det var mere socialt accepteret at snyde sit forsikringsselskab, siger Tanja Frederiksen, kommunikationschef hos Tryg, til TV 2:
- Det hænger måske sammen med, at det ikke er alle, der bruger deres forsikring særligt ofte. Hvis de så en sjælden gang får brug for den, er der formentlig nogen, der mener, det er ok at skrive lidt ekstra på anmeldelsen, så de føler, de får noget igen for deres penge.
- Heldigvis ser vi, at det er ved at ændre sig. Det er ikke længere noget, man sidder og praler med ved familiemiddagene. Det er vigtigt at huske, at man overtræder loven.
Selvom forsikringsselskaberne opdager langt mere svindel, er det kun toppen af isbjerget, lyder det fra underdirektør Hans Reymann-Carlsen fra Forsikring & Pension.
- Internationale undersøgelser peger på, at op mod ti procent af de samlede erstatningsudbetalinger går til svindel - svarende til godt fire milliarder kroner i Danmark, siger han til Berlingske.