Samfund

Politisk flertal vil se på ændring af omstridt gebyr

Cristina Møller måtte betale næsten en tredjedel af sin erstatning tilbage i gebyr.

En række af Folketingets partier vil nu se på, om reglerne for egetbidrag på patienterstatninger skal laves om, skriver Ritzau.

Det sker, efter TV 2 lørdag kunne fortælle om Cristina Møller, der skulle betale næsten en tredjedel af sin erstatning efter en fejloperation - 23.752 kroner - tilbage til staten i gebyr.

Gebyret, som var på 7.300 kroner, er i år blevet sat op til 7.625 kroner.

Dansk Folkeparti (DF), Enhedslisten (EL),  SF og Socialdemokraterne, som ellers alle var med, da alle Folketingets partier i 2017 vedtog gebyrreglerne, er klar til at se på om de skal laves om.

- Vi indgår gerne i drøftelser for at se, om der er andre muligheder. Det havde været ideelt at have fundet en løsning, hvor regionerne, som står for sundhedsvæsenet, havde afholdt det (udgifterne, red.) inden for deres egen ramme, frem for at det skulle finansieres på den måde, siger DF's Sundhedsordfører Karina Adsbøl til Ritzau.

- Vi er altid klar til at tage en snak om det igen, for det var absolut ikke et forslag, der var groet i vores baghave, siger SF's sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen.

S lover ikke ændringer

Socialdemokraterne er også klar til at se på reglerne, men lover ikke ændringer.

- Vi vil evaluere hele lovgivningen, og vi vil naturligvis huske det, vi gav udtryk for, da vi behandlede loven og vedtog den. Det var at sige, at her bliver vi nødt til at se på, om der kan findes de millioner kroner, vi ikke kunne finde i fællesskab. Om vi kan finde dem med et nyt rødt flertal, siger Flemming Møller Mortensen, sundhedsordfører for Socialdemokraterne.

Enhedslisten tilkendegav lørdag i TV 2 News, at partiet også gerne vil se på reglerne igen.

- Vi vil gerne se på, om man kan få det ændret. Jeg så hellere, at man fandt midlerne igennem finanslovsaftalen. Altså, at pengene kommer fra staten fremfor Danske Regioner. Selvom det muligvis er regionerne, som bærer ansvaret, så er det ikke rimeligt, at patienterne på sygehusene skal betale for ekstraudgifterne,lød det fra sundhedsordfører Peder Hvelplund.

Regeringsparti også klar til at ændre regler

Også regeringspartiet Liberal Alliance (LA) er klar til at ændre reglerne om gebyr - hvis tallene viser, at staten har fået overskud på den nye gebyr-regel.

- Der var store problemer med, at erstatninger udbetalt til patienter blev krævet tilbage flere år efter, selv om de var modtaget i god tro. Det var en katastrofe for mange patienter, da de allerede havde brugt pengene til at indrette livet, så de bedre kunne leve med det handicap eller skade, som de havde pådraget sig som følge af fejlbehandling i det danske sundhedssystem. Det syntes jeg ikke på nogen måde var rimeligt. Og det blev ændret, skriver LA's sundhedsordfører May-Britt Kattrup i en mail til TV 2.

- Samtidig fjernede man så bagatelgrænsen på de 10.000 og alle kan få erstatning uanset beløbet, men med en egenbetaling på de 7.625 kr. Dette for at finansiere, at ingen fremover ville kunne blive tilbagekrævet udbetalt erstatning. Hvis det er blevet til en overskudsforretning for staten, bør det ændres. Det er under ingen omstændigheder rimeligt, skriver hun.