Samfund

DB Cargo må igen køre med særlige vogne

Siden myndighederne indførte forbud mod særlig type togvogne, har flere virksomheder igen fået lov at benytte dem - nu også DB Cargo.

DB Cargo, der var involveret i togulykken på Storebæltsbroen, har fået lov til igen at køre med sætte- og lommevogne.

Det oplyser Trafikstyrelsen til Ritzau. 

De danske transportmyndigheder forbød tirsdag 8. januar med øjeblikkelig virkning brug af sættevogne monteret på såkaldte lommevogne efter togulykken, der kostede otte personer livet.

Siden er forbuddet blevet ophævet for flere virksomheder - og nu også DB Cargo. 

DB Cargo har fået grønt lys, fordi det har indsendt dokumentation for, at der er styr på sikkerheden - herunder låsemekanismen. 

Genoptager kørslen fredag

DB Cargo genoptog allerede i mandags kørslen med øl over Storebælt. Transporten er dog foregået med en anden vogntype end den, der forårsagede ulykken på Storebæltsbroen 2. januar i år.

Men efter at have fået grønt lys fra Trafikstyrelsen, vil DB Cargo fredag genoptage godstogskørsel ved brug af lommevogne og sættevogne, oplyser transportvirksomheden.

- Vi er stadig dybt berørt af ulykken, og vi har arbejdet meget omhyggeligt med at gennemgå og dokumentere vores sikkerhedsproducerer, siger Silke Janser, der er direktør for DB Cargo Scandinavia, i en pressemeddelelse. 

Test viste fejl på låsesystem

En lommevogn er en særlig godsvogn, der kan transportere og holde en lastbiltrailer - såkaldte sættevogne - på plads.

Ved togulykken på Storebæt rev en sættevogn sig løs fra en lommevogn og ramte et modkørende passagertog. 

I dagene efter ulykken viste en test udført af Havarikommissionen, at der kunne være problemer i forhold til at låse sættevognene fast på de såkaldte lommevogne.

Det var på baggrund af dette, at myndighederne forbød al kørsel med kombinationen af sætte- og lommevognene på det danske jernbanenet.

I 2017 blev lige over 110.000 lastede enheder fragtet med tog i Danmark. Heraf udgjorde sættevogne cirka 40 procent af den samlede transport, viser tal fra Danmarks Statistik.

Hastighedsgrænser ændret

Trafikstyrelsen har efter ulykken skærpet reglerne for, hvor hurtigt godstog må køre, når det blæser. 

Derfor skal hastigheden for godstransport med vindfølsomme køretøjer sættes ned til 80 kilometer i timen, når vindstyrken når stiv kuling. Det svarer til 15 meter i sekundet.

Ved stormende kuling - 20 meter i sekundet - forbydes godstransport med vindfølsomme køretøjer. 

Ved storm - 25 meter i sekundet - er al godstransport forbudt. 

Tidligere skulle al godstrafik først nedsætte hastigheden til 80 kilometer i timen, hvis det blæste mere end 21 meter per sekund. 

2. januar 2019 blev otte dræbt og 16 såret i en togulykke på Storebæltsbroen. Få et overblik over ulykken her. Video: Thor Hedegaard & Thomas Lee Christensen