Presselogen

Mascha Vang deler skideballe ud i Presselogen

Bloggeren Mascha Vang langede hårdt ud efter Politikens chefredaktør i søndagens udgave af Presselogen.

- Myndighederne bør knalde Mascha Vang, Lakserytteren og andre fordækte influencere. 

Sådan skrev Politikens chefredaktør, Christian Jensen i en leder lørdag i sidste uge. Men det har han slet ikke belæg for, mener bloggeren Mascha Vang, som fortæller, at hun overholder loven. 

- Jeg synes simpelthen ikke, det er rigtigt. Han nævner mit navn i en overskrift sammen med ordet "fordækt". Han mener mig, og det skulle han have sat sig ind i. Jeg kan ikke tage ansvar for, hvad andre mennesker gør. Jeg skal ikke nævnes i en overskrift sammen med ordet "fordækt", sagde hun i TV 2 NEWS' program Presselogen.

Den kritik lyttede Christian Jensen til:

- Fair nok, og den overskrift går til stålet, lød svaret.

Kritik af markedsføringslov er problemet

Men det er slet ikke det egentlige problem, mener han. Det er derimod Mascha Vangs kritik af markedsføringsloven samt den underskov af bloggere, som ikke overholder den. Loven kræver, at det angives tydeligt, hvis der er "kommercielle hensigter" med for eksempel blogindlæg eller billeder på Instagram.

Det betyder, at influencere og andre klart skal oplyse, hvis de for eksempel laver et indlæg om en bog, de har modtaget. Det samme er dog ikke tilfældet for en avis, der laver anmeldelser.

- Mascha Vang problematiserer i en artikel i Politiken markedsføringsloven og siger, at den er problemet. Men som udgangspunkt er markedsføringsloven til for at beskytte børn og unge mod at få annoncer ind ad bagdøren. Og hvis man problematiserer markedsføringsloven, er det at skyde det forkerte sted hen, påpegede Christian Jensen. 

- Jeg har intet imod, at bloggerne slår mønt på folk. De skal bare fortælle, at det er reklame. Så længe de fortæller, at det er betalt indhold, er det i orden. Problemet er, når de ikke gør det.

Se eller gense hele Presselogen på TV 2 PLAY