Louisa Vesterager Jespersens er blevet bisat: - Tabet af jeres datter har ramt os alle
Flere end 400 personer var lørdag eftermiddag mødt op for at tage den sidste afsked med Louisa Vesterager Jespersen.
Louisa Vesterager Jespersen er lørdag blevet bisat fra Fonnesbæk Kirke i Ikast.
24-årige Louisa Vesterager Jespersen blev sammen med sin 28-årige norske veninde, Maren Ueland, 17. december fundet dræbt i deres telt på et plateau ved det marokkanske bjerg Toubkal, der er Nordafrikas højeste bjerg.
I en dødsannonce i Ugeavisen Grindsted tirsdag skrev hendes mor og søskende:
- Jeg længes efter at se dig. Jeg længes efter at høre din stemme. Døden tog dig fra mig, og tomrum er alt der er tilbage. Hvil i fred vores søde engel. Du vil altid være i vores hjerter.
- Jeg lover, at Louisa aldrig bliver glemt
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som deltog i bisættelsen, holdt under højtideligheden en tale, hvor han udtrykte sin medfølelse til Louisa Vesterager Jespersen forældre:
- Tabet af jeres datter har ramt os alle. På Danmarks og på regeringens vegne vil jeg udtrykke min dybeste medfølelse og love, at Louisa aldrig bliver glemt. Selv om sorgen er ubærlig, så må vi ikke bukke under. Vi skal huske hinanden på hvem vi er, hvad vi er rundet af og står for, lød det fra Lars Løkke Rasmussen.
Også borgmesteren i Ikast-Brande, Ib Boye Lauritsen (V), deltog i bisættelsen.
Han oplyste til TV 2, at han deltog i bisættelsen som den officielle repræsentant for lokalsamfundet.
- Vi kender alle til stygge ting, der foregår rundt om i verden, men det er sjældent, at det kommer så tæt på. For de unge mennesker her i byen er det en skolekammerat, en klassekammerat, en veninde.
Har kortlagt drabsmænds færden
Området, hvor de to kvinder blev fundet dræbt, ligger i Atlasbjergene - de to kvinder var på vandretur på egen hånd i den bjergrige region, der normalt betragtes som sikker for turister.
Kort efter nyheden om deres død kom det frem, at de lokale myndigheder efterforskede drabene som en kriminel handling, da ligene bar skader på halsregionerne forårsaget af en skarp genstand. Tre dage senere kom det frem, at drabene efterforskes som en terrorhandling.
De marokkanske myndigheder har ud fra identitetspapirer efterladt i et telt siden kunnet kortlække de formodede drabsmænds færden op til drabene på de to skandinaviske kvinde.
Og kortlægningen bekræfter billedet af en overlagt terrorhandling mod to tilfældige ofre.
Det viser sig nemlig ifølge efterforskningsleder Abdelhak Khiam, fra Marokkos særlige antiterrorenhed, at gerningsmændene først havde udset sig en britisk mand, men at gerningsmændene ifølge deres egen forklaring lod ham gå, fordi han sagde, at han var muslim. Og ved 19-tiden fik de øje på de to skandinaviske kvinder, der var ved at slå lejr for natten.
18. december om morgenen blev de to skandinaviske kvinder fundet dræbt af et turistpar fra Frankrig.
Gadesælger er formodet leder bag dobbeltdrab
De marokkanske myndigheder har identificeret den 25-årige gadesælger Abdessamad Ejjoud, som den formodede leder bag dobbeltdrabet.
Ifølge de marokkanske myndigheder skal han have begået forbrydelsen sammen med 27-årige Younes Ouaziyad og 33-årige Rachid Afatti.
I alt 22 personer er nu anholdt under mistanke for at være involveret i drabene på de to skandinaviske kvinder. Retsprocessen mod flere af de anholdte er allerede i gang.