Test af togvogne hos DB Cargo afslører "et forholdsmæssigt for stort antal fejl"
Ved få kontroltjek blev der mandag fundet et "forholdsmæssigt for stort antal fejl" i låsemekanismen, fremgår det af et notat.
Der er store fejl forbundet med måden, hvorpå lastvognstrailere bliver fastgjort på godsvognene hos DB Cargo, som er den ansvarlige operatør for de godsvogne, der var impliceret i ulykken på Storebæltsbroen.
Det viser et dokument, som TV 2 er kommet i besiddelse af.
Mandag eftermiddag besøgte repræsentanter fra Deutsche Bahn, Havarikommissionen, Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, DSB og politiet således DB Cargo i Høje Taastrup for at teste den såkaldte 'låsepind', som er den pind på traileren, der klikker sig fast på godsvognen og dermed fastgør lasten. Også kaldet 'kongetappen'.
Første test afslørede fejl
Det gjorde de ved at placere en trailer på godsvognen, sikre denne og derefter løfte den for at tjekke, om den var låst fast.
Men allerede i første forsøg viste testen, at låsemekanismen slog fejl.
I notatet står blandt andet:
- Der blev kun udført én test, da denne viste sig ikke at være låst, da den blev løftet. Der var ingen forklaring på, hvorfor testene blev standset. Min formodning er, at der er tilstrækkeligt bevis for, at fastgørelsen ved skamlen på vognen er meget utilstrækkelig, og ved forholdsvis få kontroltjek er der fundet et forholdsmæssigt for stort antal fejl, der alle har betydet, at traileren ikke var korrekt fastgjort til skamlen.
Havarikommisionens mistanke bekræftet
Havarikommissionen og Trafikstyrelsen bekræfter testens resultat over for TV 2.
- Jeg kan bekræfte, at vi har overværet en test mandag aften, som har vist, at selvom vognene er læsset efter forskrifterne, så er der en risiko for, at de ikke er låst fast. Så det, vi oplevede, bekræfter den mistanke, vi havde, siger Bo Haaning, som er souschef ved Havarikommissionen.
Ifølge Bo Haaning indbefattede testen en række såkaldte 'lommevogne', som skulle have været i drift.
Vognene var af samme type som den, der forulykkede på Storebælt. De er af mærket 'Sdggmrs', oplyser han.
- Man kan endnu ikke sige, om der er tale om mislighold, eller om det er en generel konstruktionsfejl, siger Bo Hanning til TV 2.
Tvivlsomt, om advarsel virker
Det betyder, at den advarsel, som Trafikstyrelsen kom med i weekenden, hvor de advarer mod brug af netop lommevogne og opfordrer til grundige sikkerhedstjek, inden vognene sendes afsted, ikke er tilstrækkelig.
Det fremgår af dokumentet, TV 2 har fået indsigt i:
- Med ovenstående vil det være tvivlsomt, om TBST (Trafik- , Bygge- og Boligstyrelsens, red.) anbefaling udsendt i weekenden i det hele taget er virksom, da det heller ikke handler om, hvor meget der tjekkes ved fastgørelse, men om det i det hele taget er fastgjort. Dette kan ikke kontrolleres ved visuel inspektion, står der.
Netop 'låsepinden' er noget, som Havarikommissionen har haft stort fokus på i efterforskningen af ulykken på Storebæltsbroen, som 2. januar kostede otte mennesker livet og sårede 16.
En togulykke, der kaldes den værste i 30 år.
Ifølge Havarikommissionen er det for tidligt at sige, om problemerne med låsemekanikken er årsagen til ulykken på Storebælt:
- Jeg kan hverken sige, om det er den store brik i puslespillet eller den lille - eller nogen overhovedet. Det har vi ikke belæg for at sige endnu, siger Bo Haaning.
DB Cargo: Vi samarbejder
Jan Wildau, der er kommunikationsdirektør hos DB Cargo, bekræfter over for TV 2, at Havarikommissionen var forbi deres terminal i går.
Han fortæller, at han er i dialog med myndighederne, om hvordan DB Cargo skal agere:
- Det er klart, at vi er i dialog med myndighederne i forhold til opklaringsarbejdet og også i forhold til, hvordan vi agerer, og det er klart, at vi agerer i overensstemmelse med de europæisk sikkerhedsstandarder, som naturligvis også inkluder instruktionerne fra de danske myndigheder. Der er ingen tvivl om, at vores transportservices skal møde alle de sikkerhedsstandarder, der er, siger han.
Kort efter ulykken valgte DB Cargo at indstille kørslen med de såkaldte øltog fra Carlsberg, der kører med tom emballage fra Høje Taastrup til Fredericia.