Togulykke: Alle otte ofre identificeret
Alle de pårørende er underrettet.
Retsmedicinerne har nu identificeret de otte afdøde personer, der blev fundet i toget, som onsdag morgen forulykkede på lavbroen over Storebælt.
Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Derudover oplyser politiet, at alle ofrene er danske statsborgere, og at ingen af de omkomne er i familie med hinanden.
Pårørende er underrettet
Politiet ønsker ikke at give yderligere oplysninger om de omkomne, men oplyser, at de pårørende er underrettet.
Søsteren til en af de dræbte har fortalt, at hendes bror er en af de otte omkomne.
Der er tale om en 30-årig mand fra Nordjylland, der var bosat i Grønland.
På grund af den voldsomme ulykke har transportfirmaet DB Cargo indstillet al kørsel med den type godstog, der transporterer tomme ølkasser.
Onsdag omkring middagstid gav Havarikommissionen dens indledende analyse af ulykken. Indtil videre lyder vurderingen, at en lastbiltrailer er årsag til ulykken, da den blæste af godstoget og ramte InterCityLyn-tog 210.
De omkomne er:
- En 28-årig kvinde fra det østlige Fyn
- En 51-årig mand fra det nordlige Fyn
- En 30-årig mand fra Aarhus
- En 45-årig kvinde fra Odense
- En 60-årig kvinde fra Odense
- En 27-årig kvinde fra det centrale Fyn
- En 59-årig kvinde fra Storkøbenhavn
- En 30-årig mand fra Nordjylland, der var bosat i Grønland
Derudover kan Odense Universitetshospital oplyse, at der fredag morgen fortsat er én passager fra togulykken indlagt. Dermed er 15 af de 16 tilskadekomne nu udskrevet.
Politi afventer undersøgelse
Havarikommissionen gransker blandt andet de såkaldt sorte bokse på togene, fortæller havariundersøger Bo Haaning til Ritzau.
- De sorte bokse er en af brikkerne i det puslespil, vi skal samle. Eksempelvis hvor stærkt togene kørte, lyder det fra havariundersøgeren.
- Det giver også en lang række andre oplysninger, som i sig selv måske ikke har betydning for den konkrete ulykke. Men det har betydning for, at man eventuelt kan sige, at systemerne fungerer, som de skal, siger Bo Haaning.
Det er endnu ikke muligt for Fyns Politi at konstatere, om ulykken kan få strafferetlige konsekvenser for de involverede parter.
Politiet vil afvente resultatet af den undersøgelse, som Havarikommissionen har igangsat. Ifølge Havarikommissionen kan undersøgelserne tage adskillige måneder eller helt op til et år.