Samfund

Storm giver problemer: Bymidte afspærret - flere biler ramt af væltet træ

- Få gerne jeres løse genstande i sikkerhed og pas på i vinden, advarer politiet.

Stormvejret over Danmark giver nu problemer mange steder i landet.

I Albertslund vest for København beder politiet folk om at holde sig væk fra Albertslund Centrum, som man har spærret af, da der er fare for nedfaldne tagplader. 

Væltede træer og nedfaldne tagsten

Og på Sydsjælland og Lolland-Falster, i Østjylland og Nordsjælland advarer myndighederne om nedfaldne grene og væltede træer. 

- Vinden tager til og vi modtager mange opkald vedrørende nedfaldne grene og væltede træer, skriver Østjyllands Politi på Twitter.

- Få gerne jeres løse genstande i sikkerhed og pas på i vinden. 

Broer fraråder kørsel

Den kraftige blæst betyder, at kørsel med lette fartøjer frarådes på flere broer.

Det gælder Øresundsbroen, Storebæltsbroen, Vejlefjordbroen og Farøbroerne. Det oplyser Vejdirektoratet.

Som varslet gennem hele dagen er der fortsat risiko for, at Storebæltsbroen må lukke for al biltrafik. Men da vinden er ved at aftage, forventer Storebæltsbroens trafikinformation nu, at det først kan ske en gang i nat fra klokken 01 og frem til onsdag morgen. 

Storm giver aflysninger til søs

Mens stormvejret raser, må færgerejsende væbne sig med tålmodighed. 

Flere færgeafgange er aflyste eller forsinkede på grund af den kraftige blæst, der flere steder er lige under orkanstyrke. 

Molslinjen Express har ligget og skal fortsat ligge i Rønne Havn hele nytårsdag. Færgen misser seks afgange nytårsdag, skriver Bornholms Tidende.

Også i Nordjylland skaber stormvejret problemer.

Allerede nytårsnat måtte Stena Saga opgive at komme fra Oslo til Frederikshavn. I stedet måtte færgen vende om og lægge til igen i Oslo, skriver TV 2 Nord.

Derudover kan rejsende spejde langt efter Color Lines færger i havnen i Hirtshals. Afgangene i aften fra Larvik til Hirtshals klokken 17.30 og 22.15 er begge aflyst. 

Storm kan isolere halvø fra Fyn

Ligeledes er flere afgange med Molslinjen mellem Sjælland og Jylland også aflyst.

De passagerer, der havde regnet med at skulle fra Jylland til Sjælland klokken 17.30, må vente. Der er også to aflysninger og en forsinkelse den anden vej. Det oplyser molslinjen.dk.

Der er også udfordringer mellem Fejø og Kragenæs, hvor færgen ligger stille, men ventes genoptaget med afgang fra Kragenæs klokken 20.00, melder Lolland Færgefart på sin hjemmeside.

Stormvejrets rasen skaber også forhøjet vandstand flere steder landet over og især ved Fyn.

Derfor forventer Assens Kommune, at det bliver nødvendigt at lukke for al trafik på den lange smalle dæmning, der fører trafik til og fra halvøen Helnæs onsdag. Det skriver TV 2 Fyn.