Dronningen talte direkte til børnene - og om tidens moral
Vi skal passe på grådighed og vise hensyn, siger dronningen i dette års tale til danskerne.
Det er en af de mest solide danske nyhedstraditioner, at man nytårsaften samles for at se regentens nytårstale i tv.
Sådan har det faktisk været i 60 år, lige siden nytårstalen blev tv-transmitteret første gang i 1958.
Dronningen brugte i år sin nytårstale til en række venlige, men bestemte formaninger til danskerne.
I år benyttede dronningen lejligheden til at tale om grådighed, om manglen på hensyn i cyberspace og om at vise hensyn til klimaet.
Og så rettede hun en varm tak til danskerne for deres venlige medfølelse i forbindelse med prins Henriks død.
Dronningen valgte samtidigt at tale direkte til landets børn og unge:
- Der er sikkert nogle børn, som ser med i aften? Til jer vil jeg gerne sige et par ord: Det vigtigste er ikke, hvordan du ser ud, eller hvad du har opnået. Men hvem du er, og hvordan du er overfor andre: Dine venner og kammerater, sagde hun.
Grådighed
Tanken om grådighed og svigt hos de ansvarlige i samfundet gør dronningen ’trist’, fortalte hun:
- Derfor er det alvorligt, hvis nogle, som er en vigtig del af vores samfund, tager for let på deres ansvar og svigter deres forpligtelser. Er det noget vi genkender fra den seneste tid? Med betroede positioner følger et særligt ansvar og en særlig pligt, til at gøre sit bedste, der hvor man er sat. Det gør mig trist, hvis moralen skrider. Hvad bliver der så af almindelig anstændighed? Man skal kende forskel på dit og mit, på rigtigt eller forkert, sagde dronningen.
En anden advarsel gjaldt de unge og deres brug af sociale medier.
- Jeg frygter, at eftertanken og omtanken bliver glemt. Man er online hele tiden, men man glemmer, at der faktisk er et menneske i den anden ende. Det er så nemt at skrive en kommentar eller dele et billede på de sociale medier, som kan være krænkende og efterlade dybe spor. Sådan noget ryger ud i ’cyberspace’ og spreder sig som fluesværme, advarede dronningen.
Til gengæld noterede dronningen, at de unge har en vigtig stemme i debatten om klimaet og miljøet.
- Derfor skal vi lytte opmærksomt til de unge, når vi drøfter, hvordan vi kan undgå at udfordre balancen i naturen. Vi skal have omtanke for fremtiden, vi skal tænke os om i tide, lød dronningens opfordring.
Og så kunne dronningen naturligvis ikke forbigå, at årets nytårstale var den første hun måtte holde uden prins Henrik:
- Jeg kan ikke se tilbage på året, der er gået, uden at nævne prins Henriks død. 50 år fik vi sammen, to sønner har vi fået, otte børnebørn er kommet til, alt det og mere er blevet os givet. Den varme sympati, der er vist os, og den forståelse for prins Henriks indsats, som kom så smukt til udtryk, takkede hun.