Samfund

Taxiselskaber sænker priserne: - Vi har ikke været dygtige nok

Taxichauffører er blevet verbalt overfaldet på grund af de høje julepriser, fortæller bestyrelsesformand.

Hvis man tog en hyrevogn henover julen, skulle man forberede sig på, at priserne var skruet godt op.

Men nu sænker to af Københavns største taxiselskaber, 4x35 og 4x27, priserne igen.

Hos 4x27, der tidligere hed Amager-Øbro, halverer man kundernes regning i slutningen af turen, mens Taxa 4x35 helt dropper de forhøjede jule- nytårstakster. Her skal kunderne 31. december og 1. januar blot betale de normale helligdagstakster, oplyser selskabet lørdag aften.

Nye regler gav højere priser

Det var en større liberalisering af den eksisterende taxilovgivning, der i år for første gang gav hyrevognene mulighed for at skrue op for prisen til jul og nytår.

Tidligere har prisen været dikteret af staten, men lovændringerne gjorde det muligt, at hæve startgebyret til 135 kroner og prisen pr. kørt kilometer til 25,50 kroner.

4x27 valgte at skrue så langt op for priserne, som de kunne inde for lovens rammer, mens Taxa 4x35 hævede deres starttakst fra 50 til 85 kroner og kilometerprisen fra 13 til 25,50 kroner.

Men det var en forkert beslutning, lyder det nu fra begge selskaber.

Taxiloven

Taxiloven, som trådte i kraft 1. januar 2018, foreskriver tre prislofter, som taxaselskaberne skal operere indenfor.

Takst 1

Arkiv.

Hverdagskørsel fra 6 til 18

Starttakst: 80 kroner per tur. 

Kilometertakst: 12 kroner per kilometer. 

Kilometertakst i storvogne: 18 kroner per kilometer. 

Tidstakst: 400 kroner i timen.

Foto: Linda Kastrup / Scanpix Denmark

Takst 2

Arkiv.

Aften- og nattekørsel fra 18 og 6 samt på helligdage

Starttakst: 90 kroner per tur. 

Kilometertakst: 17 kroner per kilometer. 

Kilometertakst i storvogne: 25,50 kroner per kilometer. 

Tidstakst: 450 kroner i timen.

Foto: Linda Kastrup / Scanpix Denmark

Takst 3

Arkiv.

Kørsel den 24. til 26. december, samt den 31. december og 1. januar.

Starttakst: 135 kroner per tur. 

Kilometertakst: 25,50 kroner per kilometer. 

Kilometertakst i storvogne: 38,25 kroner per kilometer. 

Tidstakst: 675 kroner i timen.

Foto: Mogens Flindt / Scanpix Danmark

- Det her er første gang, vi har fået lov til selv at skrue på priserne op til en højtid, og vi må bare erkende, at vi har fået skruet dem for højt op – så højt, at folk ikke har villet betale for det, siger Palle Christensen, bestyrelsesformand i Taxa 4x35, til TV 2.

Et lignende budskab kommer fra Thomas RB Petersen, der er direktør i 4x27:

- Kunderne har reageret med fødderne. Vi har oplevet at omsætningen er faldet meget kraftigt, og det har vi selvfølgelig været nødt til at reagere på.

Til TV 2 fortæller han, at de forhøjede priser udelukkende har været et problem i København for 4x27. I Frederikshavn, Aarhus, Struer og Odense hvor taxiselskabet også kører, har man ikke valgt at ændre på priserne nytårsaften.

Næsten 900 kroner for 13 kilometer

En af dem, der har måttet betale de forhøjede priser i juledagene, er Per Dyrland Arnoldi, der 25. december lagde et billede af sin taxiregning på Facebook. 879 kroner havde det kostet ham at blive kørt 12,7 kilometer hjem efter julemiddagen. 28 minutter havde turen taget, fremgår det af regningen.

Kast et blik på denne bon. 879 kr for 12,7 kilometer! Øh nej jeg anbefaler IKKE 4x35 Del gerne😡😡

Posted by Per Dyrlund Arnoldi on Tuesday, December 25, 2018

- Vi havde godt hørt om, at der kunne være forhøjede takster hen over jul og nytår. Alle har jo valgt at sætte priserne op i den anledning, men det her er for meget, sagde Per Dyrlund Arnoldi.

Det har givet problemer i bilerne, i pressen, alle mulige steder.

Palle Christensen, bestyrelsesformand, Taxa 4x35

Bestyrelsesformand: Vores fejl

Fra Palle Christensen, der er bestyrelsesformand i Taxa 4x35, lyder det, at det er kørselskontorene, der har ansvaret for de høje priser.

- Det er dem, der sætter prisen, og vi har ikke været dygtige nok, siger Christensen.

Også Thomas RB Petersen fra 4x27 indrømmer, at priserne blev sat for højt op.

- Vi har ramt forkert, det har vi måttet erkende efter det her, sagde taxidirektøren lørdag aften til TV 2.

Formålet med liberaliseringen af taxiloven var, at selskaberne skulle kunne konkurrere i højere grad og på flere parametre, end det tidligere har kunnet lade sig gøre. Man ville således i vidt omfang lade det være op til selskaberne selv at fastsætte prisen for en tur i jule- og nytårsdagene, men det er ikke lykkedes at ramme balancen mellem udbud og efterspørgsel, siger Petersen:

- Hvis priserne er for høje, er der ikke nok kunder at køre med, og hvis de er for lave, så tjener chaufførerne for lidt. Det er svært at vide, men det er den balance, hele branchen skal til at finde.

Chauffører overfuset

Det er ikke kun ledelsen hos de to taxiselskaber, der har opdaget kundernes utilfredshed med de forhøjede priser. Hos Taxa 4x35 er det også gået ud over chaufførerne, fortæller Palle Christensen:

- Det har givet problemer i bilerne, i pressen, alle mulige steder. Der er chauffører, der er blevet verbalt overfaldet af kunder fordi ’hvad er de for nogle gribbe?’. Det kan vi ikke stå på mål for, siger bestyrelsesformanden.

Han oplyser desuden, at chaufførerne ikke er blevet spurgt til råds i forhold til prissænkningerne, fordi der ikke har været mulighed for det endnu.

Foruden Taxa 4x35 og 4x27 hævede også Dantaxi 4x48 priserne til højtiderne. Det samme gjorde Taxa Syd, der dækker Fyn og Sydjylland.

Rettelse den 29.12: Der har tidligere stået i denne artikel, at Aarhus Taxa havde hævede priserne ved højtiderne. Det er ikke tilfældet.