Samfund

Pionér-astronaut: Ingen grund til at sende mennesker til Mars

Apollo 8 letter fra Cape Canaveral i Florida 21. december 1968.

I 1968 var Bill Anders en af astronauterne på den epokegørende Apollo 8-mission - godt et halvt år før den første månelanding.

I 1968 var Bill Anders en af astronauterne på Apollo 8. Det NASA-fartøj, der for 50 år siden markerede amerikansk sejr i rumkapløbet med Sovjetunionen - som Rusland hed dengang.

Nu står han frem i en jubilæums-udsendelse på britiske BBC og advarer mod det amerikanske rumfartsagenturs ambitiøse planer om at sende astronauter til Mars.

- Hvorfor er det nødvendigt? Hvad presser os til at tage til Mars? Jeg tror ikke, offentligheden er så interesserede i det, siger i dag 85-årige Bill Anders til BBC.

Vil bygge base på Mars

Han siger også, at han er stor tilhænger af alle de ubemandede missioner til Mars, 'især fordi de er meget billigere'.

I november i år landede det ubemandede NASA-fartøj Insight på Mars.

Den 21. december 1968 blev Bill Anders, Frank Boman og Jim Lovell sendt afsted fra Cape Canaveral i Florida i en Saturn V-raket, i det der var Apollo 8-missionen. De tre gennemførte 20 timer i kredsløb omkring månen, inden de vendte tilbage til Jorden. De landede i Stillehavet 27. december.

Apollo 11 nåede til månen

Syv måneder senere blev Apollo 11 sendt til månen med Neil Armstrong, Buzz Aldrin og Michael Collins. 21. juli 1969 betrådte Neil Armstrong som det første menneske nogensinde månens overflade.

Bill Anders mener ikke, NASA vil kunne nå de samme resultater nu som dengang.

- NASA ville ikke kunne komme til månen i dag. NASA er så forældet. De er blevet til et jobprogram. Mange af centrene er fortrinsvis interesseret i at blive ved med at have travlt, og du ser ikke offentligheden støtte dem af andre grunde, end at de lønner deres ansatte og får kongres-politikere genvalgt, siger Bill Anders.

Frank Boman, der også var med på Apollo 8-missionen, er ikke så kritisk, og han støtter NASA's bestræbelser på at sende astronauter til Mars.

- Jeg er ikke så kritisk over for NASA, som Bill er. Jeg tror fuldt og fast på, at vi behøver en solid udforskning af vores solsystem, og jeg tror, mennesket er en vigtig del af den udforskning, siger han.

Men han medgiver, at der er meget hype om at sende mennesker til Mars, og han kalder de planer, Tesla-stifteren Elon Musk og Amazon-bossen Jeff Bezos har om at sende private missioner til Mars i Space X-projektet, for 'nonsens'.

- Jeg synes, der er meget hype om Mars, som er rent vrøvl. Musk og Bezos, de taler om at sende kolonier til Mars, det er rent nonsens, siger Frank Boman.