Samfund

Frusterede kioskejere sprøjter varerne med usynlig DNA

Politiet støtter DNA-mærkningen, der gør det meget lettere at bevise, hvor stjålne varer stammer fra.

I dag gik sikkerhedsfolk i gang med at DNA-mærke varerne i en række 7-Eleven-butikker i de største danske byer.

Det skal være med til at stoppe butikstyverier og forhindre, at de stjålne varer efterfølgende bliver solgt videre i andre, mindre kiosker.

7-Eleven har nemlig oplevet, at populære - og dyre - varer som Nescafe, energidrik og chokolade helt organiseret bliver stjålet hos dem og senere solgt som hælervarer hos mindre, konkurrerende kiosker.

- Det er jo ærgerligt, at vi skal mærke varerne, men købmændene udtrykker stor frustration i forhold til dem. Det virker, som om det er bestillingsvarer, de kommer og stjæler i vores butikker, siger Martin Vestergaard, der er revisionschef i Reitan Convenience, der driver 7-Eleven i Danmark.

Eksempel i TV 2-dokumentar

I sidste måned satte TV 2 med fokus på problemet med butikstyverier med dokumentar-serien ’Hvor er Politiet’, hvor der blev vist et eksempel på netop denne trafik. TV 2 havde mærket en ladning Nescafe med DNA-væske og GPS-sendere i glassene. Partiet af Nescafe blev stjålet og dukkede senere op på hylderne i en københavnsk kiosk.

Det fik efterfølgende Fødevarestyrelsens Rejsehold til at foretage razziaer i københavnske kiosker, hvor de fandt varer, som kioskejeren ikke kunne gøre rede for - blandt andet varer, der var stjålet i 7-Eleven.

Sådan fungerer DNA-mærkning af genstande

Mærkningen fungerer ved, at en væske smøres på en genstand. Væsken indeholdeholder mikrodots, der danner en unik kode.

Ejeren registrerer så denne kode i en international database, så genstanden altid kan spores tilbage til ejeren.

Væsken er bestandig og usynlig for det blotte øje, men kan ses, når den belyses med ultraviolet lys.

Mærkningen gør det muligt med sikkerhed at bevise, at ting, der dukker op hos en tyv eller en hæler, er stjålne og hvor de stammer fra.

DNA-mærkning forhindrer ikke i sig selv tyveri, men skiltning om, at tingene er DNA-mærkede, har en dokumenteret præventiv effekt.

DNA-mærkningen giver varerne en unik kode, der kun er synlig, når den belyses med ultraviolet lys (se faktaboks, red.).

Varen kan desuden hurtigt kontrolleres med en alarm, der hyler, når den køres hen over en mærket vare, forklarer sikkerhedsekspert Henrik Olsen fra firmaet Unisecure, der i dag var ude og mærke varer i 7-Eleven:

- Butikken her har sin helt egen unikke DNA-kode. Og så skal disse varer jo ikke forefindes i en mindre kiosk. Og gør de det, så skal han jo forklare, hvordan de er dukket op i hans kiosk, siger Henrik Olsen.

Politiet bakker op

Politiet siger i dag, at det er en god ide at mærke sine varer på den måde.

De afskrækkende advarselsskilte er en del af strategien med at DNA-mærke varerne.

- Politiet bakker op om mærkning og sikring af butiksvarer, da de kan være med til at sænke antallet af butikstyverier. Det kan det, fordi vi ved, det kan have en forebyggende effekt. Ligesom det også gør det nemmere for myndighederne i forbindelse med for eksempel kontrolaktioner at dokumentere, at varerne er stjålet, siger vicepolitiinspektør Lars Mortensen fra politiets nationale efterforskningscenter NEC.

Hvis mærkningen viser sig at have en dokumenterbar effekt på butikstyverierne i de udvalgte butikker, så vil 7-Eleven indføre DNA-mærkning i alle 170 7-Eleven-butikker i Danmark.

- Det er da en falliterklæring. Men det er en nødvendighed, siger revisionschef Martin Vestergaard.

Dokumentarserien 'Hvor er Politiet?' består af tre programmer, som alle kan ses på TV 2 Play. Se 1. del her: