Frygtløs dansker missionerer, hvor de aldrig har set et hvidt menneske før
Knud Knudsen har i 19 år været missionær i Afrika. Her har han blandt andet mødt indfødte, der aldrig har set en hvid mand før.
Knud Knudsen tog gassen af den lille påhængsmotor, og jollen tøffede forsigtigt ind på bredden. Han satte fødderne ned i det varme sand og begav sig på vej.
Den danske missionær kendte de fleste beboede områder, der stødte op til Tanganyikasøen i Tanzania. Men nu var han på vej ud til en øde landsby, hvor de aldrig havde set et hvidt menneske før.
Den lille landsby lå for enden af en smal grusvej, der endte blindt mellem to bjerge. En på disse kanter helt almindelig landsby med primitive huse og ditto levevilkår.
Indbyggerne var nysgerrige, men også reserverede. Hvordan skulle de forholde sig til den her knap to meter høje, hvide mand med viltert fuldskæg, stålindfattede briller og brun læderhat? Børnene virkede nærmest skræmte, som havde de set en ånd.
- Det tog noget tid før de indså, at den hvide farve ikke smittede af, fortæller Knud Knudsen og viser, hvordan børnene havde gnedet på hans hånd for at få den hvide farve til at forsvinde.
Ung missionær dræbt af isoleret stamme
Det er nu 19 år siden, at Knud Knudsen tog til Tanzania for at missionere og arbejde med opbygningen af lokale børnehjem og skoler i de områder, der støder op til Tanganyikasøen.
For tiden er han hjemme i Danmark, og TV 2 møder ham i hans nøjsomme lejlighed i Christiansfeld. Til en samtale om tro, livets tilfældigheder og vigtigheden af at sprede Guds ord – om det så koster livet.
For en måneds tid siden siden blev den unge amerikanske missionær John Allan Chau skudt og dræbt med pile af indfødte på øen North Sentinel Island i Den Bengalske Bugt.
- Han har nok hørt om den her stamme, der levede helt isoleret. Det har grebet ham, og han har følt en trang til at bringe dem budskabet om Jesus. Også med livet som indsats. Jeg har den samme følelse, jeg er også alene og har ikke nogen at tage hensyn til, siger den danske missionær.
Født og opvokset i Tanzania
Knud Elmo Knudsen er født og opvokset i Tanzania af forældre, der var missionærer for den lille frikirke Brødremenigheden. Da lille Knud var syv år rejste familien hjem til Danmark, hvor det længe lå i kortene, at Knud skulle være missionær ligesom sin far.
I stedet valgte han at uddanne sig til lærer, blev gift med Agnes og fik døtrene Sissel og Iben. Fritiden blev brugt i Brødremenigheden, hvor Knud blandt andet var aktiv i ældsterådet.
I foråret 1998 døde Knuds kone af kræft, og da Sissel og Iben var flyttet hjemmefra, besluttede Knud sig for at realisere en gammel drøm. Han solgte familiens villa og købte et gammelt byhus, som han kunne nørkle med at sætte i stand.
Hans livs efterår var med andre ord planlagt.
Men i julen 1998 overhørte Knud en samtale, der skulle ændre hans liv for altid. Under et julearrangement i Brødremenigheden diskuterede missionssekretæren og præsten en ledig stilling som missionær i Kipili i Tanzania.
- En vild idé sprang frem i mit hoved. Kunne det være noget for mig? Jeg var fri til at gøre, hvad jeg ville, siger Knud Knudsen.
- Jeg var nødt til at tage i håndtaget
Tanken kunne ikke slippe, og det meste af natten brugte Knud på at spekulere. Var det i virkeligheden hans skæbne, at han skulle være missionær i en alder af 48 år? Jo mere han tænkte over det, jo mere overbevist blev han.
- Jeg var nødt til at tage i håndtaget for at se, hvad der var på den anden side af døren. Trangen var for stor til at lade være, forklarer Knud Knudsen.
Næste morgen tog han fat i missionssekretæren og præsten og sagde, at han var klar til at tage jobbet som missionær i Tanzania.
- Begge var positivt stemte. Så det blev aftalt inden for en time, at jeg skulle være missionær, fortæller Knud Knudsen med begejstring.
Sådan blev det. Et halvt år efter den spontane idé tog Knud afsted til Kipili.
- Da jeg havde været derude i et år, skrev jeg til mine døtre, at de godt kunne sælge huset. Jeg vidste, jeg aldrig kom hjem til Danmark igen. Jeg havde fundet præcis min hylde, fortæller Knud Knudsen.
Ikke et kald, men en pligt
For Knud er det at missionere ikke et kald, det er en pligt. Han mener ikke, at han trækker sin tro ned over hovedet på andre folk.
- Jesus gik rundt og talte med folk, og jeg gør det samme. Jeg uddyber nogle af de ting, han har gjort, så folk kan forstå det i den kultur, de lever i, siger den danske missionær.
Ifølge Knud Knudsen tror alle afrikanere på, at der er en Gud. Men de kan ikke nå ham. For mellem Gud og mennesket er dæmonerne. Så i stedet for at være loyal over for Gud, er man loyal over for mørkets magter og dæmonerne. For at formilde dem.
- Så min rolle er, at fortælle dem, at Jesus er den vej, der kan føre dem væk fra dæmonerne, siger Knud Knudsen.
Hvis folk siger nej tak til det, du kommer med, hvordan reagerer du så?
- Vi snakker om det, men hvis de ikke vil snakke mere, så er det selvfølgelig i orden. Jeg kan ikke omvende folk.
Hvad giver det dig at missionere?
- Jeg opnår ikke en indre tilfredshed. Det er en pligt, jeg skal udføre. Ellers føler jeg, at jeg forspilder mit liv, siger Knud Knudsen.
Smidt ud af Tanzania
Efter nogle år i Tanzania bad den danske missionær biskoppen om lov til at udvide sin mission til Congo, men svaret kom aldrig.
En morgen tog han årene i egen hånd og sejlede over på den anden side af Tanganyikasøen. De blå bjerge i horisonten virkede dragende.
- Som missionær skal man jo derhen, hvor andre ikke har været før, siger Knud Knudsen.
Det blev begyndelsen til et nyt kapitel, og siden har missionæren fra Christiansfeld rejst rundt i både Tanzania, Burundi og Congo med Guds ord i bagagen.
Lige indtil en dag for halvandet år siden, hvor den danske missionær i løbet af få timer blev smidt ud af Tanzania. Han blev sat på det første fly hjem til Danmark og måtte efterlade alle sine ejendele i sit hus i Kipili.
Han var blevet en torn i øjet på de lokale myndigheder i det afrikanske land.
- Jeg var ikke korrupt, og det irriterede dem grænseløst. Hvis man ikke ligger under for andres magt, bliver man selv en magt. Og så måtte jeg bare ud, siger Knud Knudsen.
Knud Knudsen gik rettens vej, og i december i år faldt dommen ud til fordel for den danske missionær, der igen har fået indrejsetilladelse i Tanzania.
Ikke færdig med at missionere
Han regner med at vende tilbage til Afrika hurtigst muligt, og allerede i starten af det nye år skal han tilbage til Tanganyikasøen - denne gang på Congo-siden.
- Jeg er langt fra færdig med at missionere, men hvor det kommer til at ske, ved jeg ikke. Jeg tager én dag ad gangen, det har livet lært mig.
- Det der betyder noget er, at der er brug for mig derude, og det er der, siger Knud Knudsen og kigger ud af vinduet, hvor det danske vintervejr for alvor er ved at bide sig fast med rusk og regn.
I løbet af en måneds tid skifter Knud Knudsen endnu engang den danske vinter ud med Afrikas himmelstrøg. Han savner varmen og sejlturene på Tanganyikasøen. Og så er der stadig en masse sjæle, den danske missionær skal introducere til Jesus.
Video og billeder af Knud Knudsen i Tanzania er fra 2002, hvor TV 2-programmet 'Dags Dato' besøgte ham i Kipili.