EU forbyder engangsplastik
Forbud mod engangsplastik er et ambitiøst tiltag, som Danmark støtter, siger miljøminister Jakob Ellemann-Jensen(V).
EU's nye plastikdirektiv er færdigforhandlet mellem medlemslandene, EU-Parlamentet og EU-Kommissionen.
Det nye direktiv betyder, at der snart bliver forbud mod at sælge tallerkener, bestik, sugerør og vatpinde af engangsplastik.
I løbet af foråret 2019 skal kompromiset formelt vedtages i Europa-Parlamentet og i Ministerrådet.
Det oplyser Miljø- og Fødevareministeriet til TV 2.
Det forventes, at forbuddet mod engangsplastik vil træde i kraft fra 2021.
Miljøvenlige materialer vejen frem
- Der er virkelig tale om et ambitiøst tiltag, og fra dansk side bakker vi op om direktivet, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) i en pressemeddelelse.
- For få uger siden præsenterede jeg regeringens plastikhandlingsplan, og det nye direktiv er et kæmpe skridt i opgøret med overflødig plastik.
- Vi må skubbe på udviklingen af produkter af mere miljøvenlige materialer, siger han.
Få et overblik over fem af de vigtigste punkter i regeringens plastikhandlingsplan i bunden af artiklen.
Plastikdirektivet skal være med til at begrænse de store mængder plastikaffald, der ender på strande i Europa og på verdenshavene.
Konkret skal forbuddet mod engangsbestik, tallerkener, vatpinde og sugerør af plastik medføre, at mængden af plastikaffaldsgenstande på europæiske strande reduceres med 17 procent.
Lettet over aftale
Aftalen glæder også den danske EU-parlamentariker Margrete Auken (SF), som har arbejdet for at få direktivet igennem.
- Det er på tide, at vi ser alvoren i øjnene og gør op med vores enorme forbrug af engangsplastik. Derfor er jeg lettet over den aftale, vi står med i dag.
- Vi må og skal mindske vores forbrug, så vi ikke fortsætter med at brødføde de kæmpe plastiksupper i havene og kvæle dyr med vores brug-og-smid-væk kultur, siger hun.
EU-direktivet stiller også krav om, at producenter af for eksempel cigaretfiltre, engangskopper og indpakningsposer skal tage ansvar for at indsamle og affaldsbehandle deres produkter.
I praksis betyder det, at tobaksproducenter kommer til at betale regningen for de cigaretskod, som bliver smidt i det offentlige rum.
- Jeg hæfter mig ved, at det er blevet en europæisk og i høj grad en global dagsorden at få gennemtænkt vores forbrug af plastik. Det er et verdensomspændende problem og derfor giver det rigtig god mening, at vi nu får indført nogle fælles europæiske regler, siger Jakob Ellemann-Jensen.