Samfund

Michelle Obama gæster Royal Arena til april

Den tidligere præsidentfrue kommer til Danmark næste år som et led i promotionturnéen for sin biografi 'Becoming'.  Ben Stansall / Ritzau Scanpix

Tidligere præsidentfrue Michelle Obama kommer til København i 2019. Eventen sker i samarbejde med Heartland.

Tidligere præsidentfrue Michelle Obama kommer til Royal Arena den 9. april i forbindelse med sin globale bogtour, der startede i 2018.

Det sker i en event, arrangeret af Heartland med titlen: "Becoming: An Intimate Conversation with Michelle Obama".

- Michelle Obama har været på listen over drømmepersonligheder på Heartland, siden vi startede festivalen, skriver Ulrik Ørum-Petersen, direktør for Heartland, i en pressemeddelelse.

- Vi er derfor taknemmelige over, at hun har valgt at gæste København som kun én af seks byer i Europa på sin tour.

Ifølge pressemeddelelsen vil begivenheden byde på Michelle Obamas "refleksioner om de erfaringer og begivenheder, både offentlige og private, der har formet hende fra barndommen på South Side i Chicago til hendes år som en leder".

Billetprisen vil ligge mellem 3450 kroner og 300 kroner.