Beboere samler ind til bus - skal køre udlændinge fra Lindholm til Christiansborg

I samarbejde med TV2 ØST

Private naboer til det kommende udrejsecenter på Lindholm vil selv betale busrute, så øens beboere kan komme væk.

Den meget omtalte ø Lindholm i Stege Bugt skal fra 2021 huse en stor gruppe kriminelle, udvisningsdømte udlændinge. Og det er ikke noget, der vækker begejstring i den lille havneby Kalvehave, hvor færgen til Lindholm lægger til.

Byens beboere har startet en indsamling, så Lindholms kommende indbyggere kan blive kørt gratis med bus til København i stedet for at hænge ud i Kalvehave.

- Bussen skal køre her, hvor færgen kommer ind, fortæller Dorte Gro fra initiativet ’Hjælp Kalvehave’, der står bag indsamlingen.

Initiativtagerne har regnet ud, at det vil koste 60.000 kroner om måneden at drive en daglig busrute, der kan køre de beboere på Lindholm, der kommer til Kalvehave med færgen, videre til S-toget eller helt til endestationen udenfor Christiansborg i København.

Indsamlingen er allerede godt i gang. Målet er, at 300 tegner sig for at betale 200 kroner hver om måneden. Det vil skaffe de 60.000 kroner om måneden, der kan sikre busrutens eksistens.

Allerede nu er initiativgruppen næsten halvvejs i mål, idet man har fået 142 af de nødvendige 300 tilsagn.

- Det er et enormt indgreb i Kalvehaves lille samfund, at der hver dag kommer til at være op imod 100 beboere, som så ikke ved, hvad de skal foretage sig. Det er bedre at stå sammen og protestere nu, hvor det er på tegnebrættet, i stedet for først at gøre det, når der er lagt millioner i investeringer ude på øen, siger Dorte Gro.

Færgen fra Lindholm

Den netop indgåede finanslovsaftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti betyder, at der fra 2021 skal bo op mod 125 udlændinge på tålt ophold, udviste kriminelle, fremmedkrigere og kriminelle afviste asylsøgere på Lindholm.

Deres eneste forbindelse til omverdenen bliver de to små færger, der går mellem Lindholm og Kalvehave. Derfor forudser initiativgruppen ’Hjælp Kalvehave’, at den lille havneby på den sjællandske kyst bliver det sted, hvor mange af Lindholms beboere vil hænge ud om dagen, fordi de ikke har råd til at rejse videre.

Beboerne i Kalvehave har dog ikke tænkt sig at presse nogen til at hoppe på bussen.

- Der er nogen, som har spurgt, om vi vil bruge vold for at få de her ombord på bussen, og det vil vi selvfølgelig ikke. Det er et frivilligt initiativ, og det er frivilligt, om man vil tage bussen, siger Dorte Gro.

Udtryk for utryghed

René Christensen er finansordfører for Dansk Folkeparti, der står bag planen om at flytte gruppen af udlændinge til Lindholm. Han siger, at han forstår baggrunden for beboernes initiativ.

René Christensen, finansordfører for Dansk Folkeparti
René Christensen, finansordfører for Dansk Folkeparti Foto: Tv Øst

- Jeg tager det ikke så seriøst, det her med bussen. Men jeg tager det meget seriøst, at borgerne er utrygge i området. Det kan jeg godt forstå. Det er nogle forhærdede kriminelle, som kommer til at skulle bo på Lindholm.

- Der skal vi selvfølgelig sørge for, at der er den sikkerhed til stede, og sørge for, at der er opsyn med denne gruppe mennesker, som selvfølgelig også i dagtimerne vil kunne færdes i Kalvehave. Det skal vi selvfølgelig have styr på, siger René Christensen.