Samfund

Kvinde og lille pige dræbt i ulykke - dreng hårdt kvæstet

De dræbte sad i en bil, der blev påkørt af en mandlig bilist. Han er blevet sigtet for uagtsomt manddrab.

To personer har søndag mistet livet i en alvorlig ulykke ved Hodsager mellem Holstebro og Herning.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi, der fik anmeldelsen klokken 10.39.

Ulykken skete på Hodsagervej mellem Feldborgvej og Viborgvej, da to biler stødte sammen.

Ifølge politiet har vidner oplyst, at den ene bil holdt og ventede på at dreje til venstre ad Brogårdvej fra Hodsagervej, da den anden bil påkørte den bagfra.

I den påkørte bil sad en voksen kvinde og tre børn. Den 41-årige kvinde og en syvårig pige blev dræbt på stedet, oplyser politiet.

En niårig dreng er svært tilskadekommen, mens det tredje barn, en syvårig pige, er lettere tilskadekommen.

Den anden bil bliv kørt af en 24-årig mand, som meldes lettere tilskadekommen.

Her ses den 24-årige mands bil. Han er sigtet for uagtsomt manddrab, efter han påkørte den anden bil bagfra.

Han er blevet anholdt og sigtet for uagtsomt manddrab, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi. Han vil blive fremstillet i grundlovsforhør mandag.

Politiet oplyser søndag aften, at de pårørende nu er underrettet.

Politiet oplyser klokken 15.39, at der er genåbnet for trafik på Hodsagervej efter ulykken.