Ekspert advarer mod mulig overvågning fra kinesisk gigant i Danmark

Forsvarets Efterretningstjeneste og forsvarsministeren mener, at Danmark skal være opmærksomme på Huawei og mulige sikkerhedsmæssige udfordringer.

En række lande har på den seneste tid udtrykt bekymring over, at den kinesiske telegigant Huawei spionerer via sit teleudstyr, der indgår i blandt andet mobilnetværk rundt om i verden.

Og nu beskyldes Huawei for at kunne udgøre en sikkerhedsrisiko for Danmark.

Advarslen kommer fra forsker Andre Ken Jakobsson fra Center for Militære Studier ved Københavns Universitet.

- Det er en stor frygt for den vestlige verden, i hvor høj grad Kina kan få adgang til private og sensitive oplysninger, siger han til TV 2.

Fakta om Huawei

  • Hauwei er verdens næststørste producent af smartphones. Kun Samsung er større.

  • Firmaets ejes ifølge egne oplysninger af medarbejderne.

  • Direktøren har tætte forbindelser til det kinesiske styre.

  • Både USA, Australien og New Zealand har afvist at bruge Huawei i deres nye 5G-netværk.

  • Firmanavnet Huawei udtales "Wah-way".

Vigtig spiller på dansk telemarked

I Danmark spiller Huawei en stor rolle på telemarkedet.

I 2013 valgte TDC kinesiske Huawei som leverandør til sit 5G-telenetværk, og da teleselskabet står for både at drive og udbygge TDC's mobilnetværk, kan fortrolige danske oplysninger dermed potentielt ende i Kina.

- I 5G-netværket kommer der så meget ny information, der kan bruges til overvågning, siger Andre Ken Jakobsson.

TDC har ikke ønsket at stille op til interview, men skriver i en mail til TV 2, at man ”følger danske myndigheders anbefalinger”.

Huawei sælger også smartphones til de danske forbrugere.

Vi skal naturligvis kunne være helt trygge ved de udenlandske selskaber, som leverer til det danske telenet

Claus Hjort Frederiksen, forsvarsminister, Venstre

Frygt for spionage

USA har længe advaret mod at handle med den kinesisk tech-gigant, og også den engelske efterretningstjeneste siger, at Huawei kan udgøre en sikkerhedsrisiko.

Af frygt for spionage, og for at det kinesiske styre skal få fortrolige oplysninger igennem en bagdør, når man udbreder det nye 5G-netværk, har teleselskabet British Telecom derfor i denne uge valgt at pille udstyr fra Huawei ud af sit netværk over de kommende to år.

Derudover har både New Zealand og Australien nedlagt forbud mod, at det kinesiske selskab leverer udstyr til landets mobilnetværk.

Onsdag blev Huaweis finansdirektør, Wanzhou Meng, anholdt i Canada med henblik på udlevering til USA. Hun mistænkes for at have været med til at bryde USA's sanktioner over for Iran.

Det skal konkret være sket ved, at Huawei har omgået sanktionerne ved at videresælge udstyr fra den amerikanske virksomhed Hewlett-Packard til Iran.

Kina siger, at Wanzhou Meng ikke har krænket nogle love i Canada eller i USA og har krævet hende løsladt omgående.

Efterretningstjeneste: - Opmærksomme på Huawei

Herhjemme holder Forsvarets Efterretningstjeneste et vågent øje med den kinesiske teleleverandør.

Det skriver chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen, i en mail til TV 2.

- FE er helt opmærksom på og tager mulige forbindelser mellem den kinesiske stat og store kinesiske selskaber alvorligt.

- Vi er af samme grund meget opmærksomme på et selskab som Huawei - og særligt når det gælder den kommende udbygning af 5G-netværket i Danmark, og vi vil være parate til at kræve iværksættelse af de foranstaltninger, der skønnes nødvendige for at sikre sikkerheden i telenetværket, lyder det fra FE's chef.

Michael Aastrup Jensen, der er udenrigsordfører for Venstre, kræver samtidig, at Justitsministeren går ind i sagen og får foretaget en undersøgelse af den kinesiske tech-gigants forhold herjemme.

Skal ikke være naive

TV 2 har også forholdt forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) til bekymringerne omkring Huawei. Han oplyser i et skriftligt svar:

- FE og Center for Cybersikkerhed er meget opmærksomme på den dynamik, der er mellem den kinesiske stat og kinesiske virksomheder, som Huawei. Dette gælder især de sikkerhedsmæssige udfordringer for vores teleinfrastruktur, der kan opstå i den forbindelse.

Han uddyber:

- Vi skal naturligvis kunne være helt trygge ved de udenlandske selskaber, som leverer til det danske telenet.  Vi har brug for konkurrence, så vi får de bedste løsninger til gavn for danskerne. Det gælder også på telemarkedet, hvor den nye 5G-teknologi snart bliver introduceret i Danmark. Men vi skal heller ikke være naive.

- Jeg er derfor meget tilfreds med, at der er en god dialog mellem Center for Cybersikkerhed og TDC i denne vigtige sag, lyder det fra forsvarsministeren.