Samfund

To danskere på liste over verdens bedste kokke

René Redzepi fra Noma er nummer 10 på listen over verdens 100 bedste kokke.

Rasmus Kofoed og René Redzepi er på listen over verdens 100 bedste kokke.

Der er blevet plads til to danskere på listen over verdens 100 bedste kokke.

Listen ’Le Chef’ er sammensat ved at spørge chefkokkene på alle restauranter med to eller tre Michelin-stjerner, hvilke fem kokke, de vil pege på som verdens bedste.

René Redzepi, der er køkkenchef på Noma, har fået en 10. plads, mens Rasmus Kofoed fra Geranium lander som nummer 25 på listen.

Se hele listen her.

Direktør for kokkelandsholdet Sten Sloth er ikke overrasket over, at det netop er de to danskere, der er repræsenteret på listen. 

- De er de skarpeste, vi har herhjemme. De laver vidt forskellig mad. Redzepi er meget eksperimenterende, og Kofoed er mere klassisk, men samtidig nytænkende, siger Sten Sloth. 

Restaurant Geranium ligger i København og er den eneste danske restaurant med tre Michelin-stjerner. Rasmus Kofoed vandt i 2011 Bocuse d'Or, der er det uofficielle verdensmesterskab i kokkekunst. Noma har flere gange været kåret som verdens bedste restaurant.

Dansk gastronomi har aldrig været stærkere

Sten Slot mener dog, at der er plads til flere chefkokke fra Danmark på listen. 

- Der er i hvert fald mange boblere, og dansk gastronomi har aldrig været så stærk som nu. Jeg kunne godt forestille mig, at der kom et par stykker mere på listen. Sådan en som Paul Cunningham ville jeg tro, kunne komme på, siger Sten Slot. 

Paul Cunningham er en engelsk kok, der siden 2012 har været køkkenchef på Henne Kirkeby Kro. Henne Kirkeby Kro har siden 2017 haft to Michelin-stjerner. 

- Han er uortodoks og laver fantastisk mad. Det taler for sig selv, at han i løbet af fire-fem år har fået to stjerner til Henne Kirkeby Kro, der ligger uden for lands lov og ret, siger Sten Slot.

Verden set fra Frankrig

Berlingskes madanmelder Søren Frank mener ikke, at listen giver et retvisende billede af verdens bedste kokke og restauranter lige nu. Der er 36 franske kokke på listen. 

- Det er ikke mit verdensbillede. Det er en fransk liste. Det er også kokke fra Michelin-stjerner, der har stemt, og Michelin-stjerner bliver især tildelt i Frankrig. Der er dobbelt så svært at få en Michelin-stjerne i Danmark som i Frankrig, så den her liste er verden set med franske øjne, siger Søren Frank.

Søren Frank mener, at det forvirrer forbrugerne, når der er for mange lister. Han holder sig til Michelin-guiden og 'World's 50 best restaurants' som det bedste pejlemærke. Bag listen over verdens 50 bedste restauranter står det britiske madmagasin Restaurant Magazine, der kårer de ypperste spisesteder på baggrund af vurderinger fra 800 madeksperter fra hele verden.

Plads til flere danskere

Og efter hans vurdering kunne der sagtens være plads til flere danske kokke blandt de 100 bedste i verden.

- Jeg ville pege på Jakob Mielcke eller Nicolai Nørregaard fra Kadeau. Der er en hel håndfuld københavnske restauranter, der ville kunne være med i det game dér, siger Søren Frank. 

- Det giver mening, at Noma og Geranium er repræsenteret. Noma er for mig verdens bedste og mest indflydelsesrige restaurant, siger han. 

Nummer ét på listen over verdens 100 bedste kokke er franske Arnaud Donckele fra restauranten 'Residence De La Pinede'.