Samfund

Nedim Yasar sagde farvel til bandelivet: Jeg ser mig stadig over skulderen

På tirsdag udkommer en bog om Nedim Yasar, der måtte kappe alle bånd, da han forlod bandemiljøet.

- Gå hele vejen, for du kommer aldrig til at fortryde det igen.

Sådan siger den tidligere bandeleder Nedim Yasar til TV 2.

På tirsdag udkommer "Rødder - en gangsters udvej" om hans kriminelle karriere, blandt andet som leder af banden 'Los Guerreros' - og hans vej ud af bandemiljøet. Nu vil han gerne bane vejen for andre, der gerne vil forlade bandelivet.

Skulle være far

Han fortæller også, at det var udsigten til at blive far, der fik ham til at bryde med banden og gå ind i et exit-program.

- De jeg fik at vide, jeg skulle have en søn, blev jeg bange for, at han ville se på mig, som jeg så på min far. Så måtte jeg vælge; vil du gerne have en søn, der vokser op og synes, du er en sej far, og som melder sig ind i bandemiljøet og laver kriminalitet for at få din anerkendelse; eller vil du gerne ud af miljøet, så din søn kan se på dig på en anden måde og så respektere dig for det menneske, du nu er, og ikke som bandemedlem, siger Nedim Yasar.

Hård vej

Men det har været en hård vej at gå for det tidligere bandemedlem.

- Det er snart fem år siden, han besluttede sig for at finde vejen ud og ind i det samfund, der trods alt stod parat til at gribe ham og hjælpe ham med at komme videre. Han er nået langt, men han er stadig på vej. Hver eneste dag skal han vælge sit nye liv frem for sine gamle vaner og løsninger, skriver Marie Louise Toksvig, forfatter til "Rødder - en gangsters udvej", i forordet til bogen.

Selv fortæller han til TV 2, at han i starten fortrød, at han havde forladt bandelivet, og at han tit følte sig ensom. Han blev også udsat for trusler.

- Jeg har haft beskyttet adresse lige siden, og jeg er blevet rykket rundt under exit-programmet, siger Nedim Yasar, der fortæller, han stadig kigger sig over skulderen i dagligdagen.

- Bare da jeg kørte herover, var der en bil, der kørte forbi og stoppede og lavede uvending og kørte tilbage. Jeg kiggede hurtigt, og jeg kunne mærke, min puls kom op, men det var bare en familie, der var kørt forkert. Jeg kan godt mærke, at jeg stadig er obs på, hvad der foregår omkring mig, men jeg prøver ikke at tænke for meget over det, siger Nedim Yasar.

I oktober fortalte han TV 2 ECHO om sin vej ud af bandemiljøet, og han opfordrede andre unge til også at bryde ud af banderne.

Nedim Yasar er også en fast del af panelet på Radio 24syv's kriminalmagasin "Politiradio", hvor Marie Louise Toksvig er vært.