Samfund

Rigshospitalet lukker barselsstuer - familier skal ud senest fire timer efter fødslen

- Det gav en kæmpetryghed at kunne blive et ekstra døgn på barselstuen, siger forældre, der selv har prøvet det.

I fremtiden skal førstegangsfødende på Rigshospitalet, der føder uden komplikationer, tage hjem fire timer efter fødslen.

Det har Rigshospitalet skrevet ud til de familier, der er tilknyttet fødeafdelingen. Med virkning fra 17. december lukkes de særlige barselsstuer på patienthotellet, og alle fødsler uden komplikationer skal ske ambulant.

- Muligheden for at blive 24 timer på en barselsstue erstattes af et tilbud om et hjemmebesøg af en jordemoder, skriver Rigshospitalet i brevet.

Foreningen Forældre og Fødsel kalder lukningen for et tilbageskridt for de fødende kvinder og deres familier:

- Man burde give forældrene mulighed for at vælge. Nogle kan klare at tage hjem umiddelbart efter fødslen, og andre kan ikke, så der burde være et varieret tilbud til de nybagte forældre. Jeg bryder mig ikke om, at man skal være ude fra hospitalet senest fire timer efter fødslen. Så står man måske der klokken to om natten og skal have babyen ud i en autostol på et tidspunkt, hvor man bare har brug for at sove, siger formanden for Forældre og Fødsel, Birgitte Halkjær Storgaard.

En lignende ordningen med ambulante fødsler til førstegangsfødende foregår også på Nordsjællands Hospital, hvor de bliver tilbudt hjemmebesøg af en jordemoder op til to gange, hvis det er nødvendigt. 

Sidste runde besparelser

Besparelsen på Rigshospitalet kommer bare to år efter, hospitalet under stor dramatik lukkede sit daværende barselshotel. Lukningen fik dengang hospitalets fødselschef, Morten Hedegaard, til at sige op i protest.

Barselshotellet blev erstattet af en mere skrabet model – fem barselsstuer på patienthotellet, hvor førstegangsfødende kunne vælge at blive i 24 timer med mulighed for at få rådgivning fra jordemødre.

Det er så den mulighed, der bliver skåret væk nu.

Forældre beklager lukningen

De forældre, der har været glade for tilbuddet om at blive på patienthotellet, er kede af Rigshospitalets beslutning:

- Vi var virkeligt glade for at kunne blive og ringe efter hjælp fra en jordemoder, hver gang jeg skulle amme. At der var én, der kunne svare på alle de dumme spørgsmål. Det gav en kæmpetryghed. Og dagen efter var vi klar til at tage hjem, siger gymnasielærer Anne Sofie Nørrelykke, der fødte sin søn på Rigshospitalet sidste år.

Det gav en god tryghed, at der var kompetent personale lige udenfor døren

Frederik Nielsen, tidligere bruger af barselshotel på Rigshospitalet

Det samme siger Frederik Nielsen, der også fik lov at blive et par dage, da hans kone fødte i 2013.

- Det gav en god tryghed, at der var kompetent personale lige uden for døren. Min kone havde problemer med amningen, og der var det altså dejligt, at der stod et sødt personale klar med tips og tricks på højt niveau. Den ro havde vi ikke haft, hvis vi skulle være taget hjem efter fire timer og havde været overladt til at ringe ind efter gode råd, siger Frederik Nielsen, der arbejder i finanssektoren.

40 procent tager hurtigt hjem

Ifølge Forældre og Fødsel er det meget forskelligt, hvor længe førstegangsfødende kan blive på landets hospitaler.

- På Herning-Holstebro Sygehus er det op til de førstegangsfødende forældre selv, om de vil tage hjem eller blive liggende på en barselsstue. Og der kan man se, at cirka 40 procent vælger at tage hjem nogle timer efter fødslen, mens resten ønsker at blive i hvert fald natten over, fortæller formanden for Forældre og Fødsel, Birgitte Halkjær Storgaard.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Rigshospitalet torsdag aften.

Til gengæld har flere partier allerede taget afstand fra lukningen:

- Problemet er, at Rigshospitalet er presset til det her. Det er ikke egen fri vilje. Det er på grund af dårlig økonomi i regionerne og i vores sygehusvæsen, siger Flemming Mortensen, der er socialdemokratisk sundhedsordfører.

-  Jeg synes det er helt uanstændigt at sende førstegangsfødende hjem efter fire timer. En fødsel er jo både fysisk og psykisk krævende, og det skal være en god og dejlig oplevelse, og man skal være tryg, hvis man skal have amningen til at fungere, siger May-Britt Kattrup, der er sundhedsordfører for Liberal Alliance.

De to sundhedsordførere er til gengæld ikke enige om, hvor ansvaret skal placeres.

Flemming  Mortensen forklarer problemerne med manglende penge fra regeringen, mens May-Britt Kattrup skyder skylden på den socialdemokratisk ledede Region Hovedstaden.

I et skriftligt svar til TV 2 forklarer Rigshospitalet beslutningen således:

- Vi har valgt at lukke barselsstuerne på Patienthotellet, fordi de ikke har været brugt i det forventede omfang. Belægningsprocenten er kun 44 % i gennemsnit. Dvs. der er dage, hvor der slet ikke har været barslende i sengene. Dette ser vi ikke som en hensigtsmæssig udnyttelse af ressourcer. 

- Rigshospitalet har stadig et velfungerende barselstilbud, der sikrer, at alle fødende, der har behov for behandling og særlig støtte efter fødslen, bliver indlagt på et af de to barselsafsnit.