Kort efter afsløring af fødevarefusk - Domino's lukker syv butikker
Kæden har ikke oplyst årsagen til lukningerne.
Pizzakæden Domino's har den seneste tid lukket syv af kædens forretninger i Danmark.
Det viser dokumenter fra Fødevarestyrelsen, som B.T. har fået aktindsigt i.
- Det er et ret voldsomt antal, og det understreger bare, hvor store problemerne har været i Domino’s, siger Camilla Udsen, seniorrådgiver i fødevarepolitik hos Forbrugerrådet Tænk, til avisen.
Lukningerne kommer, efter pizzakæden i TV 2-programmet 'Operation X' blev afsløret i at fuske med datomærkningen af fødevarer.
I den forbindelse besøgte fødevarekontrollen alle Domino's 31 adresser 7. juni. På 15 af dem var der rod med datomærkning i forskellig grad, og i 21 pizzariaer gav fødevarekontrollen sanktioner.
Lukninger 10. og 15. oktober
Lukningerne er ifølge B.T. sket henholdsvis 10. oktober, hvor forretninger i Ballerup og på Vesterbro i København blev lukket, og 15. oktober, hvor forretninger i Næstved, Taastrup, Viborg, Køge og Aarhus V. blev lukket.
Da 'Operation X' tidligere i år undersøgte forholdene i Domino's Pizza, sendte de blandt andet en muldvarp på arbejde i pizzakædens forretning på Østerbro i København, hvor muldvarpen via sms fik besked på at skifte datoen ud, da noget bacon og noget grøn peber var blevet for gammelt.
Muldvarpen afslørede flere lignende forhold i forretningen på Østerbro, som ikke er blandt dem, Domino's nu har lukket.
Til gengæld har Domino's lukket en forretning på Vesterbro, hvor 'Operation X' afslørede rotteekskrementer på gulvet som en del af de dårlige hygiejniske forhold.
Kontroller afslørede problemer
Efter en række lignende oplevelser, kontaktede 'Operation X' Fødevarestyrelsen, som sendte sit rejsehold afsted, der gennemførte razziaer i 30 af kædens forretninger og i kædens hovedkvarter i Roskilde.
I 15 butikker ud af 30 kontrollerede blev det konkluderet, at mad var blevet for gammel, der manglede datomærkater, eller at datomærkaten var misvisende, så alderen på maden ikke kunne fastlægges.
- Vi så nogle steder, at der var sat flere datoer ovenpå hinanden, og når vi så kontrollerede datoen på kassen og sammenholdt med fakturaen, hvornår varerne var leveret, så var der en uoverensstemmelse, sagde Michael Rosenmark, chef for Fødevarerejseholdet.
I alt fik 21 ud af 30 butikker sanktioner – primært som 'indskærpelser'. To butikker fik 'påbud', og en fik 'forbud'.
B.T. har siden tirsdag forsøgt at få en kommentar fra Domino's til, hvorfor forretningerne er blevet lukket, men det har ikke været muligt.