Samfund

Anima til kamp mod Arla i ny kampagne

Anima kræver mere åbenhed fra Arla og vil have lov til at filme dyrenes forhold i den danske mælkeproduktion.

Dyreværnsorganisationen Anima opfordrer i en ny kampagne til, at Arla slår stalddørene op og lader Anima filme køernes forhold i mælkeproduktionen.

Fakta om Animas undersøgelse

Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov.

Der er i alt gennemført 1004 CAWI-interview med danskere i alderen 18+ år i perioden 3.-5. oktober 2018

Kritikken fra Anima går blandt andet på, at en kalv tages fra dens mor kun 12 timer efter fødslen.

Kampagnen ‘12 timer med mor’ er baseret på en YouGov-undersøgelse, der viser, at over halvdelen af danskerne ikke kender til de mest basale dele af mælkeproduktionen.

Arla kalder Animas annoncekampagne odiøs og påpeger, at 250.000 danskere årligt besøger Arlas mælkeproducenter.

- I sidste ende er det op til landmændene selv, om de vil åbne dørene for, at Anima kan komme ind og filme dyrenes forhold. Når det er sagt, så følger vores landmænd lovgivningen på området, der siger, at kalve skal tages fra moren efter 12 timer i konventionelt landbrug og efter 24 timer i økologisk landbrug, siger Kasper Ibsen Beck, der er kommunikationsdirektør hos Arla, til TV 2.

- I naturen ligger nyfødte kalve og gemmer sig i høet i de første uger, efter de er født. Her har de kun kontakt til koen, når de dier og er gennemsnitligt i kontakt med hinanden i en halv til en hel time i løbet af et døgn. Herefter søger de naturligt over i flokken med de andre kalve. Al forskning viser, at det er det bedste tidspunkt at skille kalven fra sin mor for at undgå stress hos dyrene.

Annoncerne er blandt andet indrykket i Politiken og Jyllands-Posten samt en række regionale aviser.

Afstemning

Tænker du over dyrene velfærd, når du drikker mælk?

- Intet naturligt ved at tvangsfjerne en kalv

I annoncerne, der er udformet som et åbent brev, inviteres Arla også til at indgå i en åben, offentlig debat om de ”dyrevelfærdsmæssige udfordringer, der eksisterer i mælkeproduktionen”, som Anima kalder det.

- Mælkeindustrien har i årtier malet et misvisende glansbillede af produktionen. Forbrugerne har krav på at vide, hvordan deres mælk produceres - også de mindre flatterende sider. De bør blive belyst og debatteret, og derfor inviterer vi nu Arla til at indgå i en offentlig debat og slå stalddøren op for os alle, siger Thorbjørn Schiønning, der er kommunikationschef i Anima.

Han tilføjer:

- Der er intet naturligt ved at tvangsfjerne en kalv fra sin mor. Dyrene føler angst og afsavn - og de vil kalde på hinanden i op til flere dage.

Mere stress jo længere tid ko og kalv går sammen

Peter Raundal er specielkonsulent i SEGES, Landbrugets Videnscenter. Han bekræfter over for TV 2, at Arla følger lovgivningen på området:

- Flere forskningsresultater og ekspertvurderinger viser vigtigheden af, at koen og kalven er sammen i de første timer efter fødslen, hvor koen slikker kalven for at stimulere dens sanser og sætte gang i fordøjelsessystemet.

Hvorfor siger lovgivningen i Danmark så lige 12 og 24 timer?

- Det er en afvejning af, at adskillelsen stresser kalvene mere, jo længere tid de går sammen med deres mor. Ko og kalv knytter naturligt nok et tættere bånd, hvis de går sammen i flere dage. Det er svært at sige, om 12 og 24 timer er det optimale, men det er netop for at undgå stress hos dyrene, at man vælger denne relativt tidlige adskillelse, siger Peter Raundal.

Arla havnet i stormvejr

En række danskere har efter Animas annoncekampagne kritiseret dyrenes forhold på Arlas Facebook-side.

Kasper Ibsen Beck fra Arla afviser, at der skulle være tale om en shitstorm, som Anima kalder det:

- Vores Facebook-side engagerer en masse mennesker, der interesserer sig for fødevarer og dyrevelfærd. Det ser vi ikke som en shitstorm. Vi ser det mere som en mulighed for forbrugerne til at diskutere disse emner, og så er det en mulighed for os til at vise, hvordan man driver mælkeproduktion i Danmark.