Nyt DSB-skilt skal udskiftes - sendte forkerte signaler
Test-piktogram dumpet og erstattet af en mere politisk korrekt variant.
Piktogrammet af en talende kvinde med et barn på armen stående ved siden af en tavs mand markerer i øjeblikket familiezonen i en række DSB-tog.
Det har skabt debat på Dansk Kvindesamfunds Facebook-side, som har et billede af skiltet med en undren:
- Hvordan skal vi nu tolke det piktogram? Kvinderne passer børnene, kvinder taler meget, kvinder skælder ud, mænd er passive i familielivet. Det er en ommer, DSB! skrev de i et opslag på Facebook med et billede af piktogrammet.
I kommentarsporet er der også flere bud på, hvordan skiltet nu skal tolkes: En transseksuel med kjole og et barn på armen, der står ved siden af en kvinde med bukser. Et andet bud lyder på, at kvinden har fået indbygget wifi.
Opslaget er siden blevet slettet, men nåede inden at få tæt ved 600 kommentarer og 87 delinger.
- Det udstiller en stereotyp og forældet kønsopfattelse, siger næstforkvinde i Dansk Kvindesamfund Helena G. Hansen til TV 2.
Ikke en opfordring til diskussion
Overfor TV 2 forklarer underdirektøren hos DSB, Aske Wieth-Knudsen, at skiltet er sat op i omkring 17 tog som en test, men at de i forvejen var ved at blive udskiftet.
- Det bad jeg om for et par måneder siden, da jeg godt kunne se, at de kunne sende forkerte signaler, og at nogle måske ville opfatte dem anderledes, end de var tiltænkt. Det ønskede jeg selvfølgelig ikke, siger han.
Et forkert signal kunne ifølge underdirektøren være, hvis nogen tager piktogrammet som en opfordring til at diskutere familiekonstellationer.
- Dem er der så mange forskellige af i dag, og der ligger ikke som sådan noget politisk i, at barnet kun sidder hos kvinden - der er ingen bagtanker, siger han og tilføjer, at der har stået både mænd og kvinder bag designet.
Forældet
Helena G. Hansen understreger da også, at de hos Dansk Kvindesamfund hverken er vrede, rasende eller harcelerende over skiltet, som de tværtimod griner lidt af.
- Vi vil blot pointere, at det er en kedelig, forældet og kønsstereotyp måde at fremstille kvinder og familieforhold på i offentlig transport, og det vil vi gerne væk fra, siger hun.
De ønsker istedet en mere realistisk og nutidig fremstilling af familier.
Klar med nyt piktogram
Fremover vil DSB-togenes familiezoner blive markeret med et piktogram med to personer - den ene i kjole og den anden i bukser - hver med et barn på armen.
- Billedet skal bare signalere, at det er en familiezone, så der kan godt være lidt larm. Der er ikke noget andet formål. Derfor har vi lavet det om, siger Aske Wieth-Knudsen.
Han kan dog ikke fortælle, hvornår det omdiskuterede piktogram har taget sin sidste tur med DSB, men at de vil blive skiftet ud "i den kommende tid".