Samfund

Delfin på sjældent besøg i Danmark

Det er første gang, denne type delfin er nået så langt ind i Limfjorden.

Aalborg har de seneste dage fået sig en ny seværdighed:

En delfin, der har taget turen ind gennem Limfjorden og nu boltrer sig i vandet omkring Limfjordsbroen, der forbinder Aalborg og Nørresundby.

Der er tale om en delfin af arten ’almindelig delfin’, slår eksperterne bag hjemmesiden hvaler.dk fast. Trods navnet er den ’almindelige delfin’ alt andet end en almindelig gæst i de indre danske farvande.

Det er første gang, arten er observeret så langt inde i Limfjorden.

Delfinen blev første gang set i Limfjorden før weekenden, men i første omgang var der usikkerhed om, hvorvidt der er tale om en ’almindelig delfin’ eller et eksemplar af den nært beslægtede art ’øresvin’, der er lidt større og oftere ses i danske farvande.

Biologerne bag hjemmesiden hvaler.dk har nu fastslået, at der faktisk er tale om en 'almindelig delfin'. Arten er udbredt omkring de britiske øer, og den ses jævnligt i Vesterhavet og sjældnere i de indre danske farvande. 

- I Danmark som sådan bliver 'almindelig delfin' en stadig hyppigere gæst, som observeres hvert eneste år i sund og bælter og langs kysterne. Tidligere var den et sjældnere syn, men måske på grund af ændringer i klimaet er den blevet en stort set permanent gæst. Det er dog første gang, den er observeret så langt inde i Limfjorden, men det er en naturlig konsekvens af, at der er kommet flere i det hele taget, siger biolog Carl Kinze fra hvaler.dk.

Han gætter på, at delfinen har slået sig ned ved havnekajen, fordi den kan finde føde i form af stimefisk der.