Samfund

Minister til kamp mod falske jomfruhinder: En myte at kvinder skal bløde

Det skal fremover være forbudt for læger at medvirke til at rekonstruere jomfruhinder.

Ellen Trane Nørby (V) fremsætter lovforslag, der forbyder konstruktion af kunstige jomfruhinder.

Det skal fremover være forbudt for læger at medvirke til at rekonstruere jomfruhinder.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) fremsætter i hvert fald et forslag i dag, der straffer klinikker, der udfører sådanne indgreb, med bøder.

På den måde håber hun at aflive myten om, at kvinder skal bløde efter deres første samleje.

- Jomfruhinden, som noget, der sprænger, første gang man har sex, er en myte, der grundlæggende har været brugt til at undertrykke kvinder igennem århundreder, siger hun til Ekstra Bladet.

Minister vil ikke sidestille med brystoperation

Der findes få klinikker herhjemme, som i dag tilbyder at rekonstruere en jomfruhinde.

Men det skal der altså sættes en stopper for, mener ministeren. Hun mener ikke, at man kan sidestille indgrebet med eksempelvis brystoperationer, der heller ikke har et medicinsk formål.

- Jeg synes, der er markant forskel på, at man selvstændigt træffer et valg, om man vil have Botox i ansigtet, eller man vil have forstørret sine bryster, og det, at vi ved, at rekonstruktion af jomfruhinden er et middelalderligt, kvindeundertrykkende indgreb, siger hun.

Jomfruhinden brister for nogle kvinders vedkommende, inden de har sex første gang.

Derfor er en bristet jomfruhinde ikke nødvendigvis tegn på, at kvinden har haft sex, ligesom det heller ikke er sikkert, at kvinden bløder, når det sker.