Frustreret mor kæmper for at få lov til at låse sin søns tøjskab på bosted

En jysk mor har forgæves forsøgt at få hjælp til den uheldige situation, hendes udviklingshæmmede søn står i på sit bosted.

Henriette Spengler fra Fredericia står i en prekær situation. 

Hendes 21-årige søn Andreas har Downs Syndrom og er udviklingshæmmet. Han bor på et bosted i Hedensted og er omgivet af dygtige pædagoger, som passer godt på ham. 

Men gennem de seneste otte måneder er Andreas, som mentalt er på niveau med et toårigt barn, begyndt at rive sit tøj ud af skabene, smide det i toilettet, tisse på det eller kaste det rundt på arealet uden for bostedet. 

Derfor håber Henriette Spengler på, at sønnens skabe på bostedet bliver låst, så han ikke har adgang til at tage tøjet ud. 

Problemet er bare, at det må man ikke, da man ifølge loven ikke må frihedsberøve borgere. 

- Det er absurd. Jeg har været hele vejen rundt i systemet, og alle, jeg taler med, har stor forståelse for den situation, jeg, Andreas og pædagogerne står i. Men der er ikke hjemmel i loven til, at vi kan få lov til at låse tøjskabet, siger Henriette Spengler, som til daglig er organist i Vejen Kirke, til TV 2. 

Fanget i systemet

Fredericia-borgeren har været i kontakt med flere forskellige instanser. Hun har blandt andet talt med Statsforvaltningen, Socialstyrelsen, Region Midtjylland og den lokale kommune. 

Ingen steder har hun haft held til at overbevise myndighederne om, at der burde være en kattelem i loven, så man kunne låse skabet på bostedet. 

- Jeg føler mig fanget i systemet. Det samme gør pædagogerne ude ved fronten så at sige, som skal stå og rydde op efter Andreas hver dag og vaske tøjet. De gør blot deres arbejde, og jeg kan jo ikke bede dem om at bryde loven. Hvis de satte låse på skabene, så ville der komme et tilsyn, og så ville de skulle stå til ansvar for det, siger Henriette Spengler. 

Henriette Spenglers søn, Andreas, bor på et bosted i Hedensted.
Henriette Spenglers søn, Andreas, bor på et bosted i Hedensted. Foto: TV 2

Søndag fik hun bragt et læserbrev om sagen i Jyllands-Posten. Heri beskriver hun, at hendes søn ikke har noget sprog, intet begreb af tid eller sted og ingen fornemmelse for konsekvenserne af sine handlinger. 

Han gør det med andre ord ikke af ond vilje, når han kaster rundt med sit tøj. 

- Andreas er drevet af impulser. Han tager tøjet ud og ridser og ødelægger det, når han ikke kaster det rundt og tisser på det. Jeg skal købe nyt tøj hele tiden, siger Henriette Spengler. 

Bliver ekspederet videre

TV 2 har været i kontakt med Socialtilsyn Midt, som bekræfter, at de har talt med Henriette Spengler. Socialtilsynet bekræfter også, at loven dikterer, at man ikke må låse skabene på et bosted, da borgere som udgangspunkt skal have adgang til sit tøj.

Henriette Spengler fortæller, at hun, alle de steder hun har været i kontakt med, er blevet behandlet pænt og ordentligt. 

- Men jeg ender alligevel hele tiden med at blive ekspederet videre i systemet. Da jeg talte med Socialstyrelsen, fik jeg at vide, at jeg godt kan søge om tilladelse til at låse skabene i min søns lejlighed, men at jeg med 99 procents sikkerhed vil få et nej. 

- Jeg har det ret stramt med, at personalet og institutionen skal arbejde under så absurde og urimelige vilkår, siger Henriette Spengler, som er frustreret over, at man ikke kan gradbøje reglerne. 

Lovgivningen beskytter de svageste

Men det går ikke at ændre lovgivningen, siger Gaby Juhl, som er chef i Børn og Unge-området i Region Midtjylland.

- Vi kunne godt drømme om en mere fleksibel lovgivning. Men den er indrettet for at beskytte de svageste af vores beboere. Så det vil give nogle andre udfordringer over for andre borgere, hvis vi skal begynde at tolke på lovgivningen.

- På nogle områder er lovgivningen måske lige restriktiv nok, og jeg kan sagtens forstå Henriette, men når vi ikke må låse skabene på hendes søns værelse, så gør vi det altså ikke, siger Gaby Juhl.

Dermed er der ikke meget, der tyder på, at Henriette Spengler kan løse den tilspidsede situation, som hun, hendes søn og de pågældende pædagoger står i. 

- Hvis Andreas boede hjemme hos mig, så ville jeg kunne gøre, hvad jeg vil. Men der er en grund til, at vi har sådan nogle gode bosteder, som vi kan benytte, og han har brug for den hjælp, han kan få. Min dreng er fysisk som en ung mand på 21 år, men mentalt er han på stadie med et spædbarn.

- Jeg forstår ikke, hvorfor vi forsøger at lovgive os ud af alting. Der mangler, mener jeg, tillid til, at folk selv kan tage nogle beslutninger og løse en problematik, som helt åbenlyst ikke giver mening. Jeg er overbevist om, at hvis skabet bliver låst, så vil hans trang til at smide med tøjet forsvinde, siger Henriette Spengler.