Samfund

Stifter af omstridt vognmandsfirma er død

Kurt Beier har de seneste år spillet en anonym rolle omkring firmaet Kurt Beier Transport. Det ledes i dag af hans søn Karsten Beier.

Kurt Beier, som er stifter af vognmandsfirmaet Kurt Beier Transport, der den seneste uge er blevet kritiseret for firmaets filippinske chaufførers arbejds- og boligforhold, er død.

Han blev 69 år.

Det skriver Jydske Vestkysten, der uddyber, at Kurt Beier lørdag sov ind på Hospice Sydvestjylland i Esbjerg efter længere tids sygdom.

Firma efterforskes for menneskehandel

Kurt Beiers vognmandsfirma, Kurt Beier Transport A/S, befinder sig lige nu i en alvorlig krise, efter at det er kommet frem, at firmaet har en større gruppe filippinere, der levede under primitive forhold i Padborg, ansat.

Firmaet bliver efterforsket for menneskehandel, og politikere fra flere partier har kritiseret forholdene.

Kurt Beier har dog i de seneste mange år haft en anonym rolle omkring firmaet, der i dag ledes af sønnen Karsten Beier.