Samfund

Iransk efterretningstjeneste forberedte attentat i Danmark: Truslen er ikke elimineret, siger PET

PET's chef, Finn Borch Andersen, kom på et pressemøde med nye oplysninger i sagen, der lukkede Danmark ned fredag 28. september.

Irans efterretningstjeneste har planer om et attentat mod enkeltpersoner i Danmark.

Det var årsagen til den store politiaktion, der fredag 28. september lukkede Danmark ned. Det siger PET's chef, Finn Borch Andersen, på et pressemøde tirsdag og understreger, at truslen ikke er ovre.

- Der er kort sagt tale om en sag, der handler om en iransk efterretningsvirksomhed, da de efter vores opfattelse planlagde et attentat i Danmark, siger Finn Borch Andersen.

Han forklarede, at PET i samarbejde med blandt andet den svenske (SÄPO) og norske efterretningstjeneste (PST) har undersøgt den bemærkelsesværdige sag.

Planlagde attentat

En norsk statsborger med iransk oprindelse blev anholdt 21. oktober. Manden blev anholdt i Sverige, bekræfter SÄPO over for Sveriges Radio.

Han er nu sigtet for at have sat "iransk efterretningstjeneste i stand til at virke i Danmark" og for at have taget del i forberedelserne til attentatet.

PET konstaterede, at en person fra 25. til den 27 september, altså i dagene op til den store politiaktion, havde observeret og fotograferet mod ASMLA-lederens bopæl, og at personen havde i sinde at videregive sine oplysninger til den iranske efterretningstjeneste, det skriver PET i en pressemeddelelse. 

Derfor blev den norske statsborger varetægtsfængslet i isolation den 22. oktober foreløbigt til den 8. november 2018, skriver PET.

- Det er en usædvanlig og alvorlig sag, siger Finn Borch Andersen.

Manden nægter sig skyldig i anklagerne.

Personer under politibeskyttelse

Den norske mand er i samarbejde med Københavns Politi blevet varetægtsfængslet frem til 8. november, oplyste PET's chef på pressemødet.

Tre personer fra den iranske gruppe ASMLA i Danmark er under politibeskyttelse, efter PET i foråret blev opmærksom på konkrete trusler mod de pågældende personer.

- Det er et meget omfattende efterretningsarbejde, der har fundet sted, siger Finn Borch Andersen og uddyber:

- Men der er ikke nogen trussel mod andre personer end dem, der er under politibeskyttelse, slår Finn Borch Andersen fast.

Truslen om et attentat i Danmark er dog ikke elimineret endnu.

- Vi opretholder et meget højt sikkerhedsniveau, lyder det fra chefen for PET, der ellers ikke ønsker at kommentere på de igangværende, konkrete planer for efterretningstjenesten.

Der er nedlagt navneforbud i sagen, og straffesagen mod den anholdte person vil blive afholdt for lukkede døre.

Hyldede blodigt angreb i Iran

Den iranske gruppe ASMLA er en forkortelse for Arab Struggle Movement for the Liberation of Ahwaz, der kæmper for, at et område i Iran bliver selvstændigt.

Medlemmer af gruppen i Danmark bliver undersøgt for deres aktivitet i forbindelse med et blodigt angreb, der fandt sted i Iran 22. september, hvor 25 mennesker blev dræbt.

Den blodige hændelse har ASMLA offentligt hyldet, og politiet mener, at dette kan være motivet for de iranske attentatplaner herhjemme.

Midt- og Vestsjællands Politi vil stå for denne efterforskning, fortæller Finn Borch Andersen på pressemødet.

Samuelsen: Fuldkomment uacceptabelt

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) har efter PET's pressemøde hurtigt været ude og fordømme de iranske planer om et attentat på dansk jord.

- Fuldkomment uacceptabelt, lyder det fra Samuelsen.

Han oplyser, at regeringen vil tage skridt over for Iran og gå i dialog med vores europæiske partnere om yderligere tiltag.

Udenrigsministeriet vil komme med yderligere detaljer i sagen på en pressekonference i aften klokken 18.30.

PET vurderer, at Iran har planlagt attentat i Danmark. Fuldkomment uacceptabelt. Regeringen vil reagere over for Iran og...

Posted by Anders Samuelsen on Tuesday, October 30, 2018

Også justitsminister Søren Pape Poulsen (K) kritiserer i skarpe vendinger PET's oplysninger.

- I Danmark står vi vagt om vores demokrati, vores frihed og vores tryghed. Gennem dygtigt efterretningsarbejde har PET anholdt en norsk statsborger af iransk oprindelse.

- Der er tale om en meget usædvanlig og meget alvorlig sag. Denne sag er fuldstændig uacceptabel, og det vil regeringen gøre helt klart over for Iran, siger Pape Poulsen ifølge Ritzau.

Politiet lukkede Danmark ned

Det var en decideret menneskejagt, der fredag 28. september satte Danmark på den anden ende.

Politiet valgte at lukke for al trafik på Storebæltsbroen og Øresundsbroen, og flere færge- og togafgange blev aflyst i forbindelse med den storstilede aktion.

Alle biler på vej væk fra Sjælland og deres passagerer blev gennemsøgt grundigt af kampklædt politi.

Politiaktionen skyldtes PET's frygt for et angreb mod enkeltpersoner, da en svensk indregistreret Volvo udviste en mistænkelig adfærd og stak af fra politiet i nærheden af de personer, som PET vurderede var truet på livet.

Den efterlyste Volvo var en udlejningsbil, der var meldt stjålet, og politiet agerede ud fra et 'worst case scenario'.

Det viste sig dog, at Volvoen ikke havde nogen forbindelse til truslen mod iranerne.

I stedet var politiet massivt til stede i landsbyen Espe på Sydfyn, hvor politiet fredag aften og lørdag 29. september afspærrede et større område og undersøgte et mistænkeligt forhold på en landejendom med kampklædte betjente.

Finn Borch Andersen oplyste på dagens pressemøde, at denne del af politiaktionen udelukkende havde med jagten på Volvoen at gøre.