Filippinske chauffører bor i containere bag pigtråd i Danmark

Chaufførerne bor i en stor lejr i Padborg - hyret af en dansk vognmand.

Udmarvende arbejdsdage i lastbilen og kummerlige boligforhold.

Sådan ser virkeligheden ud for en lang række filippinske chauffører, der kører lastbil i Europa for den danske vognmand Kurt Beier. Filippinerne er indkvarteret i en lejr hos vognmandens afdeling i den sønderjyske by Padborg nær grænsen til Tyskland.

Det skriver Fagbladet 3F.

De bor bag pigtråd i containere, sover på skummadrasser på gulvet, laver mad udenfor og har i alt fire toiletter.

Kritiserer forhold

Fagbladet 3F har talt med en række af de filippinske lastbilchauffører. De er meget utilfredse med deres forhold hos den jyske vognmand – og oplyser, at der er i alt omkring 200 chauffører tilknyttet lejren i Padborg, som bor der på skift.

- Vi blev lokket til Europa med løfter om gode jobs. Vi er dybt chokerede over de svinske forhold, vi bliver budt, siger en filippinsk chauffør, der ønsker at være anonym, fordi han er bange for ellers at blive fyret.

Flere af chaufførerne fortæller, at de fryser i lejren.

Chaufførerne oplyser, at de arbejder sammen to og to. Og at de typisk er på arbejde i lastbilen i 18 timer ad gangen. I ni af timerne kører den ene chauffør lastbilen, mens den anden sidder ved siden af i førerhuset.

Hul i lovgivningen

Kurt Beier udnytter et hul i lovgivningen. Filippinerne får opholds- og arbejdstilladelse i Kurt Beiers datterselskab i Polen. Når de har fået arbejdstilladelse i Polen kan de frit tage videre til andre lande – som Danmark – og tage arbejdet helt lovligt.

Ifølge arbejdsmarkedsforsker Jonas Felbo-Kolding fra FAOS på Københavns Universitet kan de enkelte lande selv regulere, hvor mange mennesker fra tredjelande de vil lukke ind i landet for at løse behovet for arbejdskraft.

- Der er ingen tvivl om, at transportbranchen i Danmark er under stort pres. Tidligere hyrede arbejdsgiverne polske og rumænske chauffører. Den rolle kan på sigt i stadig højere grad blive overtaget af borgere fra tredjelande, siger Jonas Felbo-Kolding.

De filippinske chauffører er formelt set ansat i et polsk datterselskab. Fagbladet 3F er kommet i besiddelse af et dokument, hvor transportfirmaet selv oplyser, at det 28. marts 2018 beskæftigede 293 personer.

Tager sagen op i EU

Medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU Rina Ronja Kari besøgte selv for nylig lejren i Padborg. Hun mener, at lejren ligner noget fra de værste slumkvarterer i Indien.

Hun understreger, at hverken den danske lovgivning eller EU-lovgivningen er stram nok til at forhindre udnyttelsen af filippinere og andre udlændinge.

- Jeg tager Padborg-sagen op i EU-Parlamentet og viser dokumentationen frem. Det kan forhåbentlig få mine EU-kolleger til at indse alvoren. Lejren i Padborg er præcis et eksempel på, at reglerne i dag er helt forkerte, og vi har brug for at stramme dem meget op. Den slags udnyttelse skal stoppes fuldstændig, siger Rina Ronja Kari.

Afviser kritik

Direktøren for Kurt Beier Transport A/S, Karsten Beier, afviser, at chaufførerne bor i slum – og oplyser, at firmaet overholder alle love og regler.

De filippinske chauffører siger til os, at der bor 200 nede i lejren?

- Nå, dem vil jeg gerne have navnene på, siger Karsten Beier.

Så du mener ikke, at der bor 200?

- Nej. Der bor mellem 2 og 25 vil jeg skyde på. Det kører op og ned.

Karsten Beier ønsker ikke at kommentere kritikken fra filippinske chauffører, 3F og Rina Ronja Kari.

Direktøren ønsker heller ikke at kommentere chaufførernes lønforhold.