Samfund

Borgmester kritiserer socialudvalgsformand for dobbeltrolle: - Han er bolighaj

Politiker i Glostrup Kommune får skarp kritik for at udleje ejendomme, der er erklæret uegnede til beboelse.

Lolland Kommune har flere gange kritiseret flere hovedstadskommuner for at eksportere deres sociale problemer og svage borgere til billigere boliger på Lolland.

I dag kan TV 2 så sammen med flere andre medier afsløre, at en af dem, der har tjent penge på at udleje nedrivningsparate boliger på Lolland, er den tidligere Venstre-politiker Lars Thomsen, der er socialudvalgsformand i Glostrup Kommune.

Tilbage i 2016 afslørede Folketidende, hvordan sagsbehandlere i netop Glostrup Kommune anbefalede borgere på kontanthjælp til at flytte til Lolland. Hertil svarede Lars Thomsen, at man må bo, hvor man har råd til.

Nu møder socialudvalgsformandens dobbeltrolle kritik fra både Glostrups og Lollands borgmestre, som kalder forretningen umoralsk.

- Han er bolighaj og boligspekulant. Den er ikke længere for mig, siger Lollands socialdemokratiske borgmester, Holger Schou Rasmussen, til TV 2.

Han lægger ikke fingre imellem i sin beskrivelse af Glostrups socialudvalgsformand:

- Jeg synes, det er dybt urimeligt. Der er noget etik og moral hos Lars Thomsen, der ikke er i orden.

Erklæret uegnet til beboelse

Lars Thomsen ejer halvdelen af selskabet Anto, der har købt en række ejendomme på Lolland. Ejendomme, hvoraf en del er i så dårlig stand, at kommunen enten har erklæret dem uegnede til beboelse eller har indledt sager om kondemnering, hvor kommunen skal genhuse lejerne.

Lolland Kommune oplyser, at de har kørt eller er i gang med at køre en sag på 13 af de 66 ejendomme, som Lars Thomsen er medejer af.

Ifølge Lolland Kommune er tre lejemål dømt ubeboelige. I to andre boliger er manglerne blevet udbedret. De sidste syv af de undersøgte ejendomme mener kommunen er ubeboelige, men sagerne er endnu uafsluttede. Hertil kommer en sag, hvor kommunen vurderede, at der ikke var grundlag for at indlede en kondemneringssag.

Sidste år flyttede Casper Hansen og hans kæreste fra Vallensbæk ind i et af Lars Thomsens huse på Lolland. Her dukkede skader som skimmelsvamp hurtigt op.

- Folk siger, at det er hårdt at trække vejret her. Altså tung luft. Det har vi vænnet os til, så det er lidt skræmmende, siger Casper Hansen til TV 2.

- Vi klagede en måneds tid efter, vi flyttede ind. For da vi satte varme på, kom der synlige skader frem i huset. Og det blev der så ikke gjort noget ved.

Udlejer afviser kritik

Lars Thomsen afviser dog overfor TV 2 kritikken af, at han skulle udleje ubeboelige huse:

- Den tidligere lejer (af det hus TV 2 besøgte i dag, red.) har kun haft rosende ord at sige om huset. Det, man kan undre sig over, er, hvordan det kan gå fra at et perfekt hus uden problemer for den ene lejer, til det vi ser nu.

- Det er rigtigt, at vi har tre eller fire huse i øjeblikket. Det ene hus er med tre lejligheder. Der er fundet skimmelsvamp under gulvpladerne og inde i en mur. Det er svært at se. Det er jo ikke fordi, at det er dårlige huse. Der er investeret en masse penge i hvert hus, siger Lars Thomsen.

Lars Thomsens egen borgmester i Glostrup, John Engelhardt (V), smed på grund af samarbejdsvanskeligheder partifællen ud af Venstre i maj. Han er forarget over Lars Thomsens metoder, som han kalder amoralske.

Det er ugebrevet NB økonomi og Folketidende, der har gravet sagen om Lars Thomsens dobbeltrolle frem.

Beder Christiansborg om hjælp

Sagen får nu Lollands borgmester til at bede Christiansborg om hjælp, for at undgå lignende sager, hvor kommunen skal genhuse folk. På Christiansborg står moderpartiet klar med støtte.

- Det kan ikke være rigtigt, at kommunerne står fuldstændig magtesløse, mens der er sådan nogle kyniske spekulanter, der køber faldefærdige rønner op og udlejer dem til udsatte familier, siger kommunalordfører Magnus Heunicke (S) til TV 2.

Det har torsdag ikke været muligt at få et interview med boligminister Ole Birk Olesen (LA). Han skriver, at han ikke klar til at ændre loven, og det samme gælder de Konservative.

- Vi synes ikke, at tiden er inde til at pålægge et enormt bureaukrati og ligge det her store ansvar over på kommunerne. Vi synes til gengæld, at det er vigtigt, at kommunerne allerede lever op til de regler, der er i dag, hvor de faktisk har et ansvar for at lukke ned for de ejendomme, der er sundhedsskadelige, siger partiets boligordfører Anders Johansson.