Løkke om svindel med udbytteskat for 410 milliarder: - Helt ufattelig griskhed

Statsministeren udtalte sig om skattesagen, efter det torsdag kom frem, at svindlen er foregået i mindst ni lande i Europa.

Sagen om svindel med udbytteskat, der har kostet den danske stat mindst 12,7 milliarder kroner, breder sig nu i Europa. 

Det skriver DR og Politiken torsdag. 

Personerne bag sagen, som blev kaldt 'danmarkshistoriens største skattetyveri', viser sig også at have haft fingrene i andre statskasser rundt omkring i Europa. 

I alt anslås det, at der internationalt er blevet begået skattetyveri for mindst 410 milliarder kroner.

Og det er noget, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ser med stor alvor på.

- Jeg er bekendt med sagen, og det er en helt ufattelig griskhed. Vi vil forfølge de skyldige, til den sidste krone er betalt tilbage.

- Det, at man nu kan afdække, at det faktisk ikke kun er et dansk men et globalt problem, gør jo sådan set bare min harme større, siger statsministeren til TV 2.  

Løkke udtaler, at svindelsagen sammen med hvidvask-skandalen hos Danske Bank får ham til at tænke over, hvad landene i EU kan gøre for at skabe et tættere samarbejde. 

- Det her er bagsiden af, at verden er blevet mindre. Og svaret på det er tættere internationalt samarbejde, lyder det fra Lars Løkke Rasmussen. 

Banditter i habitter

Samlet set er skattesvindlen foregået i mindst ni forskellige lande i Europa. 

Det kan godt være, de går i habit, men kriminelle er, hvad de er

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V)

Det konkluderer undersøgelsen, som er foretaget af DR og Politiken i samarbejde med 17 andre europæiske medier.

Når en udenlandsk virksomhed har aktier i et dansk selskab, betaler virksomheden dansk skat af aktiernes udbytte. Denne skat kan virksomheden få tilbagebetalt. Ifølge DR og Politiken gik skattetricket i starten ud på at få tilbagebetalt udbytteskatten to gange. 

Men bagmændene stoppede ikke her. Ved at bruge falske dokumenter kunne virksomhederne nemlig få tilbagebetalt udbytteskat af aktier, de aldrig havde haft. Således fik bagmændene gradvist udbetalt flere og flere af borgernes skattekroner fra lande i Europa.

- Afsløringerne bekræfter vores billede af et meget organiseret setup, siger Steen Bechmann Jacobsen fra Skattestyrelsen til Politiken.

square to 16x9

- Hvis man skal slå de her internationale svindlere ned, bliver man nødt til at fjerne mulighederne for at lave den her type svindel og for at lave hvidvask, mener Lars Løkke Rasmussen. 

- Det kan godt være, de går i habit, men kriminelle er, hvad de er.

Løkke: - Samarbejde er løsningen

Løkke vil skabe et tættere samarbejde i EU for at bekæmpe sagerne om økonomisk kriminalitet, som har udviklet sig til skandalesager. Han nævner, ud over svindelsagen om udbytteskat, også hvidvasksagen hos Danske Bank

Ifølge Løkke er EU en del af løsningen på problemerne med økonomisk kriminalitet. Derfor mener han, at Danmark skal gå ind i det europæiske samarbejde omkring Bankunionen.

Bankunionen omfatter fælles regler for bankerne i EU, fælles banktilsyn og fælles afvikling af nødlidende banker.

Man tror jo snart ikke sine egne ører og øjne

Pelle Dragsted, økonomi - og erhvervsordfører for Enhedslisten

Løkke påpeger, at han ikke samler på argumenter for, at Danmark skal være med i Bankunionen.

- Virkeligheden tegner et meget klart billede af, at der er brug for et tættere samarbejde. Blandt andet derfor har vi i Danmark sat en analyse i gang, så vi i 2019 kan tage stilling til, om Danmark skal gå ind i Bankunionen, lyder det fra statsministeren.

Enhedslisten og DF: Bankunionen er ikke løsningen

At Danmark går ind i Bankunionen, er ikke en løsning på problemet, mener Enhedslisten og Dansk Folkeparti.

- Der er brug for, at vi ser på vores banker. For det er det, der er så utroligt og ufatteligt: at det er store, europæiske banker, der bevidst har medvirket til at svindle og stjæle milliarder fra de europæiske skatteborgere.

- Man tror jo snart ikke sine egne ører og øjne, siger Pelle Dragsted, økonomi - og erhvervsordfører for Enhedslisten.

Han mener imidlertid, at der er brug for internationalt samarbejde. 

- Men vi synes hos Enhedslisten ikke, at løsningen er, at Danmark bliver meldt ind i Bankunionen. Det vil betyde, at danske skatteydere kommer til at hænge på regningen, hvis store, europæiske banker krakker, lyder det fra Pelle Dragsted. 

Ifølge erhvervsordføreren er vi nødt til at kigge på strukturen i finanssektoren og på, at bankerne kan operere så frit og internationalt, som de kan i dag. Det er således ikke nok at føre tilsyn med bankerne, mener han. 

- Jeg er meget bekymret for, at danskerne vil komme til at hænge på regningen for lignende skandaler i fremtiden, hvis Danmark bliver medlem af Bankunionen. 

Ligeledes mener Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær, ikke at Bankunionen er løsningen. 

- Det her handler ikke om fælles bankregler. Det handler om skatteregler, som er blevet udnyttet i forskellige lande.

- Den bedste måde at stoppe udnyttelsen af skattereglerne, er at ændre skattereglerne - og ikke nødvendigvis at lave fælles bankunion, siger Dennis Flydtkjær til Ritzau.