Samfund

Domino's lokker kunder med tilbud efter fødevarefusk: - Det har ingen gang på jord, siger Fødevarestyrelsen

Chef for Fødevarestyrelsens rejsehold kan ikke genkende det billede, Domino's Pizza tegner af forholdene i kædens restauranter.

I forrige uge kunne Operation X på TV 2 afsløre, at Domino’s, Danmarks største pizzakæde, har fusket med datomærkningen og bevidst brugt råvarer, som er udløbet, på deres pizzaer.

Det skete, efter at Operation X-redaktionen i lidt over et halvt år havde undersøgt forholdene i virksomheden. En undersøgelse, der endte med en omfattende razzia fra Fødevarestyrelsens rejsehold og en tildeling af mere end 70 sanktioner til pizzakæden.

Fredag i sidste uge lancerede Domino’s et fremstød, hvor kæden giver 25 procent rabat på sine pizzaer. Samtidig skriver de i en mail til kunderne, at "de helt uacceptable forhold, som er beskrevet i medierne, er foregået i to specifikke butikker tilbage før sommerferien".

Pizzakæden formulerer det med andre ord på en måde, så det kan forstås som om, at problemet med datomærkningen og råvarerne er et isoleret problem. Men det har ikke gang på jord, siger Michael Rosenmark, der er chef for Fødevarestyrelsens rejsehold. 

- I 'Operation X' filmede de i to butikker, men jeg sad i samme program og fortalte om andre kontroller, hvor vi gav sanktioner, og andre medier har skrevet om forholdene hos Domino's. Jeg kan ikke genkende det billede, Domino's tegner i den e-mail, siger han til avisen BT.

Påbud om at smide mad ud 

Siden starten af juni har Fødevarestyrelsens Rejsehold besøgt alle Domino's 31 pizzarestauranter fordelt over hele Danmark.

I 20 af butikkerne var der rod med fødevarernes datostempler og temperaturer, oplyser Fødevarestyrelsen, som på kontrolbesøg både har givet påbud om at destruere varer, om lukning af butikker samt uddelt 14 bøder. 

Flere steder fik restauranterne påbud om at smide maden ud med det samme. Det grelleste eksempel var i Holbæk, der fik en bøde på 10.000 kroner og blev bedt om at destruere 7,7 kilo shawarma, bacon, kylling, kødboller, skinke og champignoner.

Der var også problemer med rengøringen i otte af de restauranter, som Fødevarestyrelsens rejsehold besøgte.

Flere steder fandt de beholdere med madrester i, mens der andre steder var smidt gamle karklude sammen med opvask.

- Det er på ingen måde acceptabelt, at man ikke gør ordentlig rent. Det er dér, kunder for alvor kan blive syge, siger Michael Rosenmark til BT. 

Tidligere har Domino's fået flere elite-smileys. Men efter Operations X's afsløringer har Fødevarekontrollen uddelt masser af bøder og påbud. Video: Kasper B. Andreasen

Holdbarhedsdatoer blev forlænget

Under arbejdet med Operation X-programmet fik redaktionen en muldvarp i en Domino's-butik.

Sideløbende med muldvarpens opdagelser talte Operation X med flere end 25 tidligere ansatte i Domino's med grundigt kendskab til pizzakæden. Mange havde enten selv forlænget holdbarhedsdatoer på råvarer eller set andre gøre det.

I programmet forelagde Operation X-vært Morten Spiegelauer kritikken for Domino's direktør, Carsten Falk.

Han understregede i et svar på mail, at omdateringer er et klart brud på Domino’s procedurer, og at han har valgt at suspendere butikscheferne i de to Domino’s-butikker, hvor muldvarpen fra Operation X var ansat.

Domino's klager over Fødevarestyrelsen

Videre skrev Carsten Falk, at der aldrig har været nogen sundhedsmæssig risiko for fødevaresikkerheden. 

Den udmelding kunne chefen for Fødevarestyrelsens rejsehold ikke erklære sig enig i.

- Efter at Fødevarestyrelsen blev kontaktet af Operation X i begyndelsen af juni, har vi i flere tilfælde fundet alvorlige overtrædelser af fødevarelovgivningen. Eksempelvis har Fødevarestyrelsen konstateret rotter i to butikker, det ene sted massivt. Begge virksomheder blev på den baggrund lukket midlertidigt, lød det fra Michael Rosenmark i en kommentar til TV 2.

Domino’s har siden klaget over flere af Fødevarestyrelsens afgørelser, lige som man i en mail til BT siger, at man efter Fødevarestyrelsens kontrolbesøg har iværksat en lang række tiltag for at forbedre forholdene i kædens restauranter.

Efter TV 2s omtale af sagen har Domino's endvidere udsendt en pressemeddelelse.

Se programmet om Dominos's snyd med datomærkning af fødevarer her