Samfund

Mindekoncert for Kim Larsen var tæt på at blive aflyst

Ifølge DR's underholdningschef var scenen ved at brase sammen bare få timer før koncerten.

Omkring 35.000 danskere var søndag aften med til at sige farvel til den afdøde nationalskjald Kim Larsen ved en stor mindekoncert på Rådhuspladsen i København.

De var mødt op for at synge med på klassikere som 'Langebro', 'Midt om natten' og 'Kvinde min'.

Men faktisk var koncerten tæt på at blive aflyst, skriver DR mandag på sin hjemmeside.

- Da jeg mødte søndag morgen, fik jeg at vide, at scenen var ved at brase sammen, fortæller DR's underholdningschef, Jan Lagermand Lundme.

Ifølge DR var det en af de kæmpestore højttalere på siden af scenen, der var ved at styrte ned.

Ophæng var ved at knække

Derfor blev lydprøverne afbrudt og området foran scenen afspærret bare få timer inden mindekoncerten.

- Højttalerne vejer omkring tre tons, og det ophæng, der bar den ene af dem, var ved at knække. Hvis den var røget ned, havde vi virkelig været på den, og det havde været mega-farligt, siger Jan Lagermand Lundme til DR.

Ved hjælp af en stor kran lykkedes det dog folkene bag koncerten at få styr på sikkerheden i løbet af en times tid, så mindekoncerten kunne afvikles som planlagt.