Samfund

Mindekoncert for Kim Larsen aflyst i Aarhus

Kim Larsen sov stille ind søndag morgen omgivet af sin nærmeste familie. Det skete efter længere tids sygdom. Han blev 72 år.

Kim Larsens død har medført adskillige mindebegivenheder rundt omkring i landet.

En af dem skulle have været en koncert på Store Torv i Aarhus 5. oktober. Arrangørerne bag havde søgt om tilladelse hos politiet og Aarhus Kommune og forventede mellem 10.000 og 20.000 deltagere.

Det blev dog et nej fra politiet med den begrundelse, at en sådan koncert kræver en sikkerhedsplan, og at der var for kort tid til at få det i stand.

Det skriver Lokalavisen og Aarhus Stiftstidende.

- Det er f..... ærgerligt, men jeg kan jo godt forstå, sikkerheden skal være i orden, siger Steffen Petersen fra Aarhus, som har arrangeret mindekoncerten sammen med Jannie Sicko.

Havde lavet aftaler med bands

Han fortæller, at han allerede havde lavet aftaler med to bands med stor tilknytning til Kim Larsen.

Selvom mindekoncerten ikke bliver til noget, bliver der stadig rig lejlighed for aarhusianske fans af den afdøde nationalskjald til at mindes ham i Aarhus.

I stedet for mindekoncerten på Store Torv har Steffen Petersen og Jannie Sicko nemlig arrangeret et mindeoptog 5. oktober med en hyldest efterfølgende.

- Kim Larsen har betydet så meget for mig. Jeg har altid lyttet til hans musik. Vi vil mødes for at sige det sidste farvel til ham, ligesom de gør i blandt andet Odense og København. Hvis de kan, kan vi også gøre det i Aarhus, siger Steffen Petersen til Aarhus Stiftstidende.

Bisættelse i stilhed

På en begivenhed på Facebook oplyser arrangørerne, at optoget vil starte fredag 5. oktober klokken 19 på Rådhuspladsen i Aarhus.

Her vil viceborgmester i Aarhus Camilla Fabricius (S) holde en tale, hvorefter forsamlingen vil gå ned gennem Strøget, hen ad Kannikegade og ned ad Skovbys Gade. Ruten fortsætter langs åen, til venstre ad Skolegade og slutter på Storetorv ved Domkirken.

PRESSEMEDDELELSE
 Odense, 30. september 2018 På vegne af Larsen-familien skal jeg med stor sorg meddele, at Kim Larsen...

Posted by Kim Larsen on Sunday, September 30, 2018

Kim Larsen sov stille ind søndag morgen omgivet af sin nærmeste familie. Det skete efter længere tids sygdom. Han blev 72 år.

Kim Larsens bisættelse vil finde sted i absolut stilhed og helt privat, lød det i en pressemeddelelse fra musikerens impresario, Jørn Jeppesen.