30 ansigter, du husker fra TV 2 - her er de i dag

Samuel Rachlin, første ansigt på TV 2, nyhedsvært og korrespondent fra 1988-1994 og igen fra 1998-2007.

Hvor er du i dit liv lige nu?
Jeg bor stadig i Washington, hvor jeg rejste til, da jeg blev korrespondent. Her har vi boet i snart 30 år, men også med en base i Danmark. I de seneste ti år har jeg skrevet bøger og indimellem lavet journalistik. Blandt andet en klumme til Berlingske, og så optræder jeg på TV 2 engang imellem, hvis der foregår noget i Rusland. Det største, der er sket privat , er, at jeg har fået to børnebørn.

Hvad husker du fra TV 2s opstart?
Der var elektricitet i luften. Det var jo mediehistorisk, at vi skulle bryde med DRs monopol og med den faste form, danskerne havde været vant til i alle årene med TV Avisen. Vi indførte en friskere og mere uformel journalistik, hvor vi kom tæt på seerne. En af de store forskelle var, at vi fra begyndelsen brugte telepromptere. Det betød meget, fordi vi kiggede seerne i øjnene lige fra de første ord.

Hvordan var det at være det første ansigt på TV 2?
Jeg husker, at hele holdet var samlet ude i midtergangen, og stemningen var mættet med nerver. Men jeg synes selv, jeg tog det i stiv arm. Der var selvfølgelig adrenalin, og det skal der da også være. Jeg tog min sædvanlige løbetur om morgenen, og det var fint til at dulme nerverne. Det havde jeg gjort i mange år på det tidspunkt.

Bliver du stadig genkendt?
Det er jo tv-mediet på godt og ondt. Ens billede prenter sig ind i folk, og det bliver altså hængende i forbløffende mange år. For det meste er folk venlige, rare og sjove. De husker mig både for det, jeg lavede fra Washington og fra min rolle som vært i studiet.

Bengt Burg, vært for ’Lykkehjulet’ fra 1989-2000.

Hvad laver du i dag?
Jeg er ambassadør for kosttilskudsfirmaet Wellvita, og så har min kone og jeg vilmedhonning.dk, som importerer trøfler til restauranter og har grossistsalg af honning.

Derudover bruger jeg min stemme til mange ting. Jeg laver en del lydindtaling blandt andet for museer. Hvis du går ind på et museum og får nogle hørebøffer på, som du kan gå rundt med, så er jeg måske i røret der. For nylig har jeg også indtalt en app til landbrugsmedhjælpere, så de kan tage telefonen med i stalden, og så fortæller jeg dem, hvad de skal gøre. Det var ret sjovt at lave.

Hvad husker du fra tiden med ’Lykkehjulet’?
Når man har været på en arbejdsplads hver dag i 12 år, så er spørgsmålet meget stort at svare på. Men noget af det, jeg indimellem tænker på, er, at det dengang virkelig var ”tv til tiden”. Så når ’Lykkehjulet’ blev sendt kl. 18.30, skulle der ikke laves om på det. Stort set halvdelen af Danmarks befolkning havde indstillet sig på, at de skulle se ’Lykkehjulet’ der. Så vé det familiemedlem, som ringede op og forstyrrede i løbet af den halve time!

Er der en bestemt episode, der har gjort indtryk?
Jeg kan huske, at vi lavede en fejl, hvor vi alle sammen røg på røven! Det var, da navnet Povl Dissing skulle gættes, og det blev også gættet. Problemet var bare, at Povl staves med ”v” og ikke med ”u”. Så der fik vi virkelig problemer. Det var først, da programmet blev udsendt, at det blev opdaget – blandt andre af Povl Dissing selv. Der blev selvfølgelig kompenseret, og folk fik deres præmier. Men det var en stor sag.

Det viser jo bare, at ét eneste bogstav betyder meget – netop i en bogstavleg.

Isabella Miehe-Renard, vært på 'Eleva2ren' og TV 2 Nyhederne.

Hvad har du lavet, siden du forlod TV 2?
Jeg var på DR i ni år. Da lavede jeg litteraturprogrammet 'Bestseller' på DR og Tema Lørdag. Da jeg forlod tv-branchen, skrev jeg en bog. Den har jeg turneret rundt med og holdt foredrag om. Den handlede om min barndom, og om mine 22 år i tv-branchen. Og så handlede den om en depression, jeg fik. Det var en blanding af de tre ting.

Derudover har jeg været kommunikationsrådgiver i Psykiatrifonden i halvandet år.

Hvad husker du fra din start på TV 2 i 1988?
Det var det vilde vesten. TV 2 skulle finde sig selv, og vi medarbejdere skulle finde ud af, hvad den her tv-station skulle være, og hvad den kunne. Det var en sjov tid, fordi der var så kort fra ideer til beslutninger. Alle gik og brainstormede. Alle gik og talte om, om vi overhovedet ville udkomme. Men vi udkom med det hele.

Hvorfor blev 'Eleva2ren' en succes?
Vi troede, 'Eleva2ren' var et forsøg, men det endte med at køre i otte år. Formen var amerikansk. Vi ville have debat, og politikerne skulle ind, hvis der var en skandale. Samtidig var der underholdning og musik, og derfor blev det meget udbredt.

Peter Palland, kendt fra dokumentarserien ’Er jeg da helt gak, mor’ fra 1991 og siden andre serier sammen med Morten Jensen.

I maj 2018 døde Morten Jensen pludseligt, hvilket har påvirket Peter Palland meget. Følgende er et interview, lavet af TV 2-journalisten bag programmerne, Nick Horup, som har talt med den nu 42-årige Peter:

Hvad laver du i dag?
Peter bor stadig i Ringsted og arbejder i køkkenet på Regnbuen. Han er sammen med sine venner, og fritiden bruges på musik, sport og film. Hansi Hinterseer er det helt helt store idol for Peter, han har stort set samtlige cd´er med schlager-sangeren og har også været til flere koncerter med ham i Danmark.

Hvad betyder det for dig at have medvirket i TV 2-programmerne?
Peter er glad for at have været med i programmerne. Han har fået mange venner gennem programmerne, og især er han glad for at have fået en trofast ven i fodboldstjernen Martin Jørgensen, som han har løbende kontakt med. Han er også glad for sammen med sin ven Morten Jensen at have været med til at vise, at man kan rigtig meget, selv om man har Downs syndrom.

Bliver du stadig genkendt for programmerne?
Peter bliver i dén grad genkendt. Ligegyldigt hvor han kommer i Danmark, genkender folk ham, og rigtig mange vil gerne have en autograf. Nogle gange kan det være lidt overvældende, for eksempel ved Cirkusrevyen i sommer, hvor statsministeren bad om at få taget en selfie sammen med Peter. Men heldigvis er alle, der henvender sig, søde, og folk roser Peter for det, han har været med til.

Se alle 'Morten og Peter'-programmerne på TV 2 PLAY her.

Line Baun Danielsen, vært på 'Sportsnyhederne', 'Sport i 2’eren' og TV 2 Nyhederne fra 1988 til 2001.

Hvad laver du i dag?
Efter 28 år på tv-skærmen er jeg startet på et nyt kapitel, som skal være det sidste i mit arbejdsliv. Jeg blogger, og så er jeg kommunikationsrådgiver, hvor jeg træner ledere i at være på tv. Derudover holder jeg foredrag om, hvordan man iscenesætter sig selv, når man træder op på skamlen og holder et oplæg. Det handler om, hvordan vores udseende og kropssprog spiller ind i vores møde med andre mennesker.

Hvad husker du fra din start på TV 2 i 1988?
Jeg blev ansat på mit glatte ansigt. De var på spanden, for de stod og manglede en kvindelig sportsvært. Min opgave blev at tegne TV 2 Sporten udadtil sammen med Morten Stig Christensen.

Hvorfor blev 'Sport i 2’eren' så populært?
Vi fik et folkeligt gennembrud i det øjeblik, programmet løb over danskernes tv-skærm. Vi havde mellem 1 og 2 millioner seere hver søndag. Succesen skyldtes, at vi skulle være i øjenhøjde med seerne. Det var folkelighed fremfor intellektualitet. Vi var ikke for fine til både små og store sportsgrene. Vi havde svømmebassiner, traktorer, faldskærme og karatekonkurrencer i studiet. Og et live-publikum på lægterne.

Susanne Utzon, korrespondent i Spanien fra 1989-1993 og siden ansat på TV 2 Nyhederne fra 1993-2008.

Hvor er du i dit liv lige nu?
Jeg er i Italien, nærmere bestemt den i centrale del, i Umbrien. Hvor jeg bor nu og arbejder som journalist og er korrespondent for Kristeligt Dagblad.

Hvad husker du fra den tid?
Mange ting. For jeg var jo vært og korrespondent på TV 2 i omkring 12-13 år. Jeg var også meget ude at rejse. Jeg kan huske, at jeg stod på kajen i Hong Kong og så den britiske tronfølger Charles sejle ud af havnen, da briterne overlod Hong Kong til Kina. Jeg har været med Uffe Ellemann-Jensen på rundrejse i Jugoslavien, mens der var borgerkrig, hvor vi fløj rundt i et Herkules-fly og besøgte de krigende dele af den republik, der var i opløsning. Jeg har stået på taget af en skyskraber i New York og fortalt om finanskrise, jeg har været i Venezuela, jeg har været på Cuba.

Hvad skete der lige efter, du stoppede på TV 2?
Det sidste, jeg lavede for TV 2 Nyhederne, var, at jeg var i USA i tre år som korrespondent, hvor jeg boede i New York, og sådan som jeg husker det, så tog jeg et fly fra Newark-lufthavnen og fløj direkte til Rom og holdt en lang ferie, hvor jeg kørte rundt i Italien. Jeg trængte til at slappe af.

Bliver du stadig genkendt?
Det gør jeg faktisk, men heldigvis mere og mere sjældent. Det var mest i de første år efter TV 2. Jeg kan, se, at der stadig er nogen, der kigger efter mig, men de kan heldigvis ikke længere huske, hvor de har set mig før. Det er meget sjældent, at nogen kommer med bemærkninger. Nu bor jeg jo i Italien, og der er ikke nogen italienere, der kender mig, heldigvis.

John Sundstrøm, studievært på TV 2 Nyhederne og London-korrespondent fra 1988 til 1996.

Hvad har du lavet, efter du forlod TV 2?
Jeg ville gerne være videoreporter, men det kunne jeg ikke få lov til på TV 2. Men jeg havde hørt, at det var noget, chefen på Bornholm gerne ville have. Jeg kørte derfor en tur rundt på Bornholm med ham, og inden vi nåede Rønne igen, var vi enige. Jeg var journalist og videoreporter på TV 2 Bornholm i to og et halvt år.

I 1998 manglede de en studievært til programmet ’Set & Sket’, som blev optaget på TV Syd i Kolding, og det sagde jeg ja til. Jeg har været på TV Syd indtil for tre år siden, hvor jeg gik på pension.

Når man har været reporter i 50 år, så slipper man det sgu ikke fra den ene dag til den anden. Så jeg fandt et par fyre fra en lokal tv-station, som syntes, de godt kunne bruge mine erfaringer. Så i dag er jeg studievært, reporter og fotograf på den lokale tv-station i Kolding Canal6000.

Hvad husker du fra din tid på TV 2?
Der var pionerånd. Det var selvfølgelig også en periode, hvor vi vidste, at det gjaldt om at bevise, at vi var noget værd. Vi var opkomlingen, der skulle sammenlignes med DR.

Henriette Honoré, fik sit gennembrud med programmet ’Udfordringen’ fra 1992 til 1995. Hun var også vært på ’Fredag i farver’ og ’Danmarks værste bilist’.

Hvad laver du i dag?
Jeg er vært for programmet ’Sådanmark’, der bliver sendt på TV 2-regionerne. Vi laver de gode nyheder om danskerne, og så har vi gæster i programmet, der er aktuelle med eksempelvis en bog eller et standup-show.

Hvad husker du især fra ’Udfordringen’?
’Udfordringen' var så anderledes et program, det var et engelsk format. Humlen var, at man skulle løse en given opgave et sted i landet på tre dage. Og så skulle jeg ud og banke døre ind hos folk, der kunne hjælpe med projektet.

Er der noget, du særligt husker fra programmet?
Vi lavede blandt andet en hjælpe-cd til fordel for Sarajevos børn i samarbejde med Dansk Flygtningehjælp. Overskuddet gik blandt andet til genoprettelse af sønderbombede skoler.

Vi fik også lavet en handikaplift på en strand til folk i kørestol og et Blå Kors-værested. Programmet handlede om gode mennesker, der havde lyst til at hjælpe.

Nina Klinker Stephensen, vært for det seer-interaktive computerspil med trolden ”Hugo” i ’Lykkehjulet’ fra 1990-1996.

Hvor er du i dit liv lige nu?
Jeg er selvstændig journalist, primært inden for boligstoffet, og så har jeg taget hul på et nyt kapitel og en gammel drøm: Jeg har genoptaget studielivet på Københavns Universitet og læser historie ved siden af mit øvrige virke.

Hvad husker du fra tiden på ’Eleva2ren’?
Jeg har taget meget læring, gode minder og varme venskaber med mig, men hvis jeg skal nævne én ting, er det sportslagkage fra konditoriet La Glace. Hver gang, programmet havde haft over 1,5 millioner seere, fik vi sportslagkage på redaktionen. Det betød, at vi spiste sportslagkage næsten hver mandag i flere år. Det definerer meget godt, hvad ’Eleva2ren’ repræsenterede i de år, og det er der ikke mange programmer, der kan matche i dag.

Hvad skete der lige efter? 
Jeg gik til DR, før 'Eleva2ren' sendte for sidste gang. Her var jeg vært på quiz-programmet 'Stjernetegn' på DR1 i nogle år, før jeg kom til DR2 og lavede filmmagasinet 'Sofarækken'. Og så besluttede jeg at være fuldtidsmor i en periode. For jeg fik aldrig holdt barselsorlov med nogle af mine børn, og de har begge som babyer været med på job. Så da 'Sofarækken' stoppede, besluttede jeg, at nu gjaldt det mit afkom i de næste år.

Hvad tænker du, når du husker tilbage? 
Jeg tænker først og fremmest på engagement. ’Eleva2ren’ var drevet af et højt energiniveau og en utrolig stor arbejdsglæde. Der var højt til loftet, og det er ganske enkelt den sjoveste og mest givende arbejdsplads, jeg har været en del af. 

Bliver du stadig genkendt? 
Jep, det sker nok et par gange om ugen. Mine børn talte om det forleden, og den ene sagde til den anden: ”Har du prøvet at gå bag mor, når vi har været i Jylland? Så stikker folk hovederne sammen, når hun er gået forbi”. Det er vist tiden med Hugo, de fleste husker, tror jeg.

Lars Bom, spillede hovedrollen som landbetjenten Christian Torp i ’Strisser på Samsø’.

Hvad har du lavet siden ’Strisser på Samsø’?
Jeg har bare haft en masse at lave lige siden, både i film og på teater. Det var jo mit gennembrud som skuespiller, og det afstedkom en masse job bagefter.

Lige nu er jeg i gang med prøver på forestillingen ’Drengen, der vil være vægtløs’ på Folketeatret, hvor jeg spiller en håndværker. Og så har jeg selv skrevet en forestilling, som jeg håber bliver en realitet i 2019. Den er jeg i gang med at prøve at finde en platform for.

Hvad husker du især fra optagelserne til ’Strisser på Samsø’?
Vi kickstartede en ny guldalder for danske tv-krimiserier. Det var første gang, man kom over 2 millioner seere. Vi lå og sloges med landsholdet om de bedste seertal.

Jonas Gülstorff, vært på ungdomsprogrammet 'Puls' fra 1997-1999.

Hvad lavede du, efter at du stoppede på 'Puls'?
I 1999 holdt jeg en velfortjent pause. Jeg blev så kontaktet af Thomas Villum, og han ville have mig med i ’Kærlighed ved første hik’. Jeg brugte ti år på at være med i 'Anja & Victor'-filmene, og det gav mig penge til at være musiker samtidig.

I dag er jeg vært på et radioprogram, der hedder ’Sangskriver’ på P3. Alligevel er "Jonas fra Puls" noget af det største, jeg har lavet, fordi det er noget, folk husker så godt.

Hvad husker du bedst fra din tid som vært på 'Puls'?
At jeg var 17 år, da jeg fik det her job. Da jeg begyndte at lave det, var det første gang, der var en ungdomsvært, der faktisk var ung. Det kunne jeg mærke, at de unge kunne relatere til. Inden da havde de fleste været oppe i 20’erne.

Bliver du stadig genkendt fra 'Puls'?
Ja, det er det, der er så sindssygt. "Jonas fra Puls" er blevet helt ikonisk. Jeg bliver stadig konfronteret med det et par gange om ugen her 20 år efter.

Vagn Simonsen, journalist på TV 2 Nyhederne fra 1988-2008.

Hvor er du i dit liv lige nu?
Jeg er pensionist og bruger meget tid på havearbejde og andre praktiske ting. Indimellem laver jeg stadig journalistik og forsøger at afsætte historier til Lokalavisen. Derudover underviser jeg i tysk en gang om ugen for pensionister i Ældresagen, og så leder jeg en syngegruppe, hvor jeg spiller klaver til. Jeg er også aktiv i menighedsrådet og distriktsrådet. Og så er jeg vinterbader her i Ishøj, hvor jeg har boet i over 50 år.

Hvad husker du fra tiden på TV 2?
Det var jo sådan, at TV 2 oprindeligt blev startet, fordi man ville have nyheder fra provinsen også. Jeg lavede en del historier fra Jylland, og jeg kan huske, at jeg engang gik i en lyngmarsk sammen med kameramanden og sagde: ”Tænk, at vi får penge for at gå her!” Jeg følte mig meget privilegeret. Også fordi jeg fik lov til at beskæftige mig med kulturstoffet. Jeg lavede ofte de lidt skæve indslag, som afrundede Nyhederne på en blød måde.

Er der en særlig episode, du tænker tilbage på?
I 1989 var jeg i Berlin for at dække murens fald, fordi jeg interesserer mig for det tyske sprog. Her snakkede jeg med folk fra både Øst- og Vestberlin, blandt andet på Alexanderplatz og ved Brandenburger Tor. Jeg kan huske, at jeg mødte en østtysk kvinde, som så helt ked ud af det. Hun fortalte, at hun var bange for at blive arbejdsløs efter murens fald. I Østtyskland var der arbejde til alle, uanset om man havde uddannelse eller ej. Hun frygtede, hvad der ville ske, når reglerne blev ensrettet. Det gjorde indtryk på mig.

Hvad skete der lige efter, at du stoppede på TV 2?
Jeg fik mere tid til at gå på universitetet og kunne færdiggøre min kandidatuddannelse i tysk. Jeg fandt forskellige indtjeningsmuligheder, blandt andet ved at undervise i folkeskolen. På det tidspunkt havde jeg sparet op til pension og kunne egentlig bare trække mig tilbage. Men det var jeg ikke parat til.

Niccié og Nicolé Jølst, spillede nissepigerne Mille og Molly i ’Pyrus i alletiders eventyr’ fra 2000.

Hvor er I i jeres liv i dag?
Vi bor begge to stadig i nærheden af vores barndomshjem i Idestrup lidt uden for Nykøbing Falster. Jeg (Niccié alias ”Molly”, red.) er flyttet til Toreby på Lolland sammen med min kæreste og er lige nu på barsel for andet år i træk, med mit andet barn. Ellers arbejder jeg som sosu-assistent i et demens-afsnit på et plejehjem, der ligger bare en kilometer fra, hvor mine forældre bor.

Jeg (Nicolé, red.) har også to børn og er lige blevet gift i lørdags (den 22/9, red.). Vi bor stadig i et hus i Idestrup, og jeg er lige begyndt at arbejde på vagtcentralen hos Falck, hvor min mor arbejder. Min morfar har også arbejdet der, og min far har været underleverandør for Falck, så det er nærmest gået i familiearv hos os.

Hvad husker I fra dengang i Pyrus-julekalenderen?
Det er svært at sige, for vi var kun syv år dengang, og vi har talt så meget om det sidenhen. Men det, vi mest tænker tilbage på, er, at det hele var som en leg for os, og at vi hyggede os godt i kulisserne på settet. Vi var dog meget generte første gang, vi skulle møde Pyrus, fordi han var så stort et idol for os. Men der gik ikke lang tid, før vi slet ikke kunne slæbes væk fra ham.

Er der en særlig episode, der har gjort indtryk?
Vi var begge meget benovede over, at Sonja Oppenhagen var med i et enkelt afsnit af julekalenderen. Vi havde set hende i ’Min søsters børn’-filmene, hvor hun spillede storesøster Rikke. Hun var utroligt sød over for os og lærte os blandt andet en dans.

Hvad skete der lige efter jeres medvirken i julekalenderen?
Lige efter de sidste optagelser tog hele familien på ferie sydpå til Isla Margerita (i det caribiske hav, red.). Det var i december, og de første afsnit af julekalenderen var blevet vist på tv. Det betød, at vi blev genkendt i lufthavnen og omringet af børnefamilier, som ville have autografer og tage billeder af os. Det var meget hyggeligt, men derefter holdt vi op med at sætte vores hår op i rotte- eller hestehaler, så vi ikke lignede Mille og Molly så meget.

Bliver I stadig genkendt?
I dag er der ikke nogen børn, der genkender os. Vi har jo ændret os meget, også efter at vi begge er blevet mødre. Så det er mest voksne, som genkender os på grund af vores efternavn. For eksempel i dagplejen, hvor vores børn bliver passet.

Lene Illum Josefsen, mor til Emma i dokumentarserien ’Årgang 0’. Familien forlod serien i 2015.

Hvor er du i dit liv lige nu?
Jeg har en butik, hvor jeg arbejder deltid, fordi jeg har den sammen med en anden. Det er et reolmarked, som vi kalder ”Standind”, hvor folk lejer sig ind for at sælge deres ting. Det er hårdt at være selvstændig, men sjovt.  Emma har indimellem hjulpet til i butikken, men det er hun holdt op med, efter at hun fyldte 18 år. Hun ville gerne tjene flere penge, så hun arbejder i hjemmeplejen i Tarm i weekenderne, mens hun går i 2.g. Her i sommer startede jeg også som afløser i hjemmeplejen. Som et forsøg har jeg fået lov til at afprøve min pædagoguddannelse lidt af, samtidig med at jeg laver det almindelige plejearbejde.

Hvad husker du fra jeres medvirken i ’Årgang 0’?
Umiddelbart husker jeg bare, at det var meget overvældende, da programmerne rigtigt kom i gang. Altså, fra år 5 og 6. Det var aldrig vores intention at være med i programmerne for at blive kendte. Men lige pludselig vidste alle, hvem vi var, og det har nok været det mest overraskende ved det.

Hvad tænker du, når du husker tilbage?
Det har været fyldt med sjove oplevelser. Vi har snakket med mange sjove mennesker og gør det stadigvæk. Det giver nogle gode oplevelser, for folk har jo tit en historie at fortælle. Og så har vi jo fået nogle fantastiske venskaber med de filmfolk, som er kommet i vores hjem gennem 15 år. Det har jo været de samme næsten hele vejen igennem. Så vi har haft besøg af venner, når der blev filmet. Det var rigtig svært at sige farvel til.

Bliver du stadig genkendt for programmet?
Der kommer jo en del turister i min butik. En del af dem siger, at de har læst om den i Billed-Bladet, og at de derfor var nysgerrige for at se den. Der kommer også stadig folk hen til mig og siger, at de synes, det er vildt trist, at vi er holdt, og at de savner os i programmet. Så bliver man da lidt glad, for det betyder jo, at vi har gjort et indtryk.

Anja Steensig, vært for ’Roomservice’ og deltager i ’Anja og B.S. på afveje’ i 2001. Var lige begyndt som vært for ’Go’ aften Danmark’, da hun stoppede på TV 2 i 2002.

Hvor er du i dit liv lige nu?
Helt overordnet er jeg et rigtig godt sted, hvor jeg føler, at jeg er kommet på rette hylde. Det, jeg laver, er, at jeg formidler kærlighed. Det gør jeg gennem foredrag og en-til-en sessioner som det, jeg kalder ”hjerte-mentor”. Jeg hjælper mennesker med at komme ind til det sted i sig selv, hvor de kan leve fra hjertet. Selve mentor-delen startede jeg op i 2017. Men processen hen imod det begyndte i 2011, hvor jeg selv røg ind i en ordentlig omgang stress og derefter en depression. Det ændrede mit liv i dén grad, så det endte med at blive en kæmpestor gave, som jeg gerne ville give videre til andre. Desuden er jeg begyndt at læse teologi på Københavns Universitet. Ikke for at blive præst, men for at blive klogere på kærlighed.

Hvad husker du fra din tid på TV 2?
Det, der står stærkest i erindringen, er mine oplevelser i ’Anja og BS på afveje’. Det var jo et program, der var ekstremt udfordrende at lave. Så jeg lærte rigtig meget om mig selv ved at lave det. Jeg fik nogle erfaringer med, hvad jeg egentlig var i stand til, og hvor mine grænser gik. Jeg fik en helt ny forståelse af, hvor meget magt vi egentlig selv har over, hvad der foregår i vores hjerne. Hvor meget man kan flytte sig. Så det åbnede helt klart en dør i forhold til det, jeg beskæftiger mig med nu.

Er der en særlig episode, du husker?
På turen med BS var der et tidspunkt, hvor jeg skulle gå ned i en våge i isen med fuld oppakning og med ski på. Det er noget af det mest sindssyge, jeg har gjort i mit liv! Det var indbegrebet af alt, hvad jeg var rædselsslagen for. Jeg var bange for vand, mørke og alt muligt dengang. Men jeg fandt ud af, at selv om jeg var sindssygt bange, kunne jeg faktisk godt. Så det var en enorm sejrsrus at komme op fra det der hul igen.

Hvad skete der lige efter?
Jeg stoppede kort efter, at jeg var begyndt som vært på ’Go’ aften Danmark’ sammen med Hans Pilgaard, og det gjorde jeg, fordi jeg var blevet gravid. Så jeg gik simpelthen på barsel. Og efter min barsel hørte jeg ikke fra TV 2 igen, så jeg endte med at sige ja til et værtsjob på TV3 i stedet for. Det var et boligprogram, der hed ’Åbent hus’.

Bliver du stadig genkendt?
I virkeligheden bliver jeg mest genkendt for min tid som sportsvært på DR, før jeg kom til TV 2. Men ellers er det nok ’Anja og BS på afveje’, som folk husker bedst af de TV 2-programmer, jeg har været med i. Dengang det blev sendt, var det sjovt nok mest børn, som genkendte mig for det. I dag er der stadig folk, som vender sig om efter mig på gaden. Jeg opdager det bare ikke så tit selv, det er mest, hvis jeg følges med nogen, at de ser det.

Niels Brinch, ansat af TV 2 Nyhederne siden 1988 først som reporter og siden som krigskorrespondent. Fra 1993-2016 desuden vært for krimimagasinet ’Station 2’.

Hvad laver du i dag?
Jeg sidder og skriver analyser og kommentarer til tv2.dk, blandt andet omkring terrorisme, efterretningstjenesten og militære emner. Men meget lidt om kriminalitet. Efter at have været 25 år på ’Station 2’, må det ligesom være nok.

Hvad husker du fra din tid på ’Station 2’?
Ja, hvis vi går helt tilbage til programmets start den 18. september 1993, så var der på det tidspunkt nærmest ”anarki” på TV 2. Forstået på den måde, at der var korte kommandoveje, og man hurtigt gik fra idé til handling. Jeg foreslog at lave et kriminalmagasin sammen med Jes Dorph, som jeg havde haft et godt samarbejde med på Frederiksborg Amtsavis, hvor han var elev, og jeg var uddannet. Dét sagde ledelsen ja til. Og så fik vi startet ’Station 2’ op, og det gik meget hurtigt hen og blev en succes. Samtidig var jeg udlandsreporter og dækkede krigene på Balkan.

Hvad skete der efter, at du stoppede som vært på grund af tiltagende hæshed?
Lige i starten var jeg redaktør på ’Politirapporten’, og derefter begyndte jeg at skrive. Jeg har fået lov til at fordybe mig i et stofområde, som interesserer mig meget, og som jeg har været optaget af i de seneste 25 år. Så det er jeg meget tilfreds med.

Er der en episode, du husker særligt tydeligt fra ’Station 2’?
En af de mest spændende oplevelser var tilbage i 1996, da vi fulgte et par med et lille barn, som smuglede ni kilo kokain gennem København. De kom fra London og boede på et hotel ude på Vesterbrogade. Vi fulgte narkotikaafdelingens arbejde på tæt hold. Det viste sig, at parret havde skjult kokainen i sådan nogle store dåser med tørmælk. Vi havde fulgt masser af spændende sager, men den her var lidt ud over det sædvanlige, fordi vi kom så tæt på politiets arbejde. Blandt andet var vi med, da de bar en kæmpe båndoptager op på et hotelværelse og aflyttede rummet, hvor ægteparret boede.

Bliver du stadig genkendt?
Ja, når man har lavet tv i så mange år - og vi havde jo en periode på 10-12 år, hvor der var over én million seere til hvert program - så prentes ens ansigt jo ind i folks hoveder. Der er mange, som ikke lige kan huske, hvor de genkender mig fra. Der er også nogen, der kommer hen og siger noget. Som regel er det pænt, men der er også nogen i de kriminelle kredse, som kalder en for ”stikker”. Det er primært på grund af programmet ’Efterlyst’, som de fleste kriminelle følger med i.

Peter Kær, vært for ’Mandagschancen’ i 1995 og ’Hvem vil være millionær?’ fra 1999-2001 og 2003-2006.

Hvor er du i dit liv lige nu?
Jeg er cand.mag. i kunsthistorie og kulturformidling, så det er det, jeg arbejder med. Blandt andet arbejder jeg sammen med mange museer, oplysningsforbund og Statens Museum for Kunst, som jeg har et stort projekt med her til december. Og så laver jeg kunstcaféer, hvor det handler om at favne kunsten i øjenhøjde. Jeg er direktør i egen virksomhed, og jeg er kommet et sted hen, hvor jeg kun gider at lave noget, som jeg selv synes er interessant.

Da jeg stod midt i ’Hvem vil være millionær?’, tænkte jeg, at det var meget godt at kunne stille spørgsmålene, men hvad med at kende lidt mere til svarene? Det handlede for mig om at vægte fordybelsen. At vægte svarene mere end spørgsmålene.

Hvad husker du fra tiden med 'Hvem vil være millionær'?
Jeg var vært i sammenlagt fem år, og så syntes jeg, der skulle andre til. Men det, jeg husker mest, var, at det var et fantastisk godt hold, der producerede udsendelserne. Jeg vil altid tænke tilbage på TV 2 som en god arbejdsplads. I og med at jeg var den første vært, var jeg jo med til at udforme programmet i en dansk version. Men som vært måtte jeg af forsikringsmæssige årsager hverken kende spørgsmål eller svar. For der kørte nogle sager i England, hvor nogen havde forsøgt at snyde sig til mange penge.

Hvad skete der lige efter, du stoppede på TV 2?
Der blev jeg headhuntet til Danmark Radio som vært på ’Aftenshowet’. Jeg har jo været med til at starte rigtig mange programmer op, og derfor er jeg flere gange blevet hyret ind som den erfarne kraft. Efterhånden fik jeg dog behov for at skifte til noget med mere fordybelse. Jeg begyndte at læse kunsthistorie allerede under det sidste år på "Millionæren".

Er der en særlig episode, du husker fra Millionær-quizzen?
Den første gang, der var tæt på at blive udbetalt en million kroner i programmet, så var der en repræsentant fra England, der blev fløjet ind for at sikre, at alt gik rigtigt til. Præmierne var forsikret i England. På det tidspunkt var der en deltager fra ugen før, som havde svaret rigtigt på spørgsmålet til en halv million og nu havde chancen for at vinde en hel million. Men det gjorde han ikke. Så den engelske repræsentant kunne flyve fløjtende hjem igen, for nu behøvede de ikke at udbetale den helt store præmie alligevel.

Bliver du stadig genkendt?
Ja, jeg bliver jævnligt genkendt. Og det er enten for "Millionæren" eller for dengang, jeg lavede børne-tv på DR og havde en pil igennem hovedet i et program, der hed ’Tv pil’. Jeg har jo været på skærmen med mellemrum fra 1986 og helt frem til sidste år på DRK, hvor jeg lavede nogle kunsthistoriske programmer. Men det er heldigvis for det gode. Folk begynder ikke at slå på mig. De er meget smilende.

Erik Peitersen, blev nummer to i 'Vild med dans' i 2005 og vært på ’Roomservice’ og ’Huset’.

Hvad laver du i dag?
Lige nu laver jeg nogle tv-programmer med Christine Feldthaus på DR. Vi laver u-landsformidling, hvor vi tager ud og besøger nogle mennesker i den tredje verden. Vi sætter fokus på, hvordan såkaldt fattige mennesker bor, kontra hvordan rige mennesker bor, og hvor stor forskel der er i de lande, hvor man ingenting har.

Hvad husker du fra din tid på TV 2?
Jeg havde været bag kameraet i mange år, og bygget masser af kulisser. Da jeg blev spurgt, tænkte jeg, at det kunne være meget sjovt at komme foran kameraet ud fra en naiv forestilling om, at jeg måske kunne bruge folks genkendelse af mig til at sælge mine malerier. I stedet fik jeg prædikatet handyman, og det har ikke en skid med kunst at gøre. Det var morsomt og tragikomisk, at jeg ikke kunne komme ud af den rolle. Jeg har aldrig haft noget ønske om at være handyman.

Da jeg så også blev kendt som ”dansemus”, så kunne jeg simpelthen ikke administrere det mere. Det var endnu længere fra mit gebet som kunstmaler, og jeg fjernede mig mere og mere fra det, jeg faktisk var god til, nemlig kunsten.

Merethe Kasten, medvirkende i dokumentarserien ’Livet er fedt’ fra 2001-2004 og senere i opfølgeren ’Merethes mave’ i 2006.

Hvor er du i dit liv i dag?
Jeg bliver 47 i denne måned, og så er jeg blevet mormor. "Lillemanden" bliver fem år til februar. Min datter er flyttet hjemmefra, og min søn blev student sidste sommer. Så jeg er sgu også ved at være en halvgammel knaldperle. Jeg er førtidspensionist, og jeg har nogle ting at slås med ved siden af min sårbare psyke førhen. Jeg har fået konstateret fibromyalgi og slidgigt, så jeg er smerteramt hver dag. Jeg passer min familie og lever et stille, tilbagetrukket liv med nogle få nære venner. Vi bor stadig i Fredericia og trives der.

Hvad husker du fra den tid?
Jeg husker meget den varme, som jeg blev mødt af tv-seerne med, al den kærlige, positive opmærksomhed og anerkendelse. Jeg var tv-stjerne på den fede måde, kan man sige i dobbelt betydning. Men jeg husker også nogle lidt mere trælse ting, som jeg har spekuleret over i mange år. For der var nogle, der syntes, jeg var en irriterende medieluder, fordi jeg var så vildt eksponeret. Og jeg har jo aldrig selv ringet og bedt om, at de skulle lave noget med mig. Tværtimod, så er jeg svær at få fat på og siger helst nej tak.

Hvad skete der lige efter 'Merethes mave'?
Jeg kan ikke helt huske det. Jeg ved bare, at jeg fik et stille og tilbagetrukket liv. Jeg har haft en forretning, som gik konkurs. Det har nok været midt under, at 'Merethes mave' blev sendt, men jeg kan ikke huske tidsforløbet. Kun at det var i 2008, jeg røg på førtidspension. Vi var så trætte og udkørte af den enorme eksponering, at vi blev nødt til at trække stikket.

Men jeg har fået 10 gode år efter min maveoperation, og det var ikke sikkert, at jeg var blevet så gammel uden den. Jeg vejede på et tidspunkt 165 kilo, og det kan man dø af! I dag vejer jeg under 100 kilo.

Er der nogle særlige episoder, du husker?
Der var så mange gode oplevelser. Blandt andet da vi var på La Santa Sport i 'Livet er fedt', hvor jeg svømmede to kilometer og fik anerkendelse fra nogle veltrænede atleter. Også da filmholdet var med ude at filme et af mine foredrag, så folk kunne se, at jeg rent faktisk havde nogle kompetencer. Vi, der var med i 'Livet er fedt', fik en stemme i samfundsdebatten, og der var mange gode stunder. Og så er jeg i det hele taget stolt og glad over at være en del af TV 2-familien.

Bliver du stadig genkendt for programmerne?
Ja, hele tiden. Ikke hjemme i Fredericia, for der er de vant til at se mig i bybilledet. Men der var blandt andet en sjov episode på modemessen, hvor Birthe Kjær kom kørende forbi på rulletrappen, og så råbte hun "Heeej!", som om hun kendte mig, og så vendte hun sig om og blinkede til mig. Det er jo lidt sjovt.

Der er nogle, der siger "Nej, du ser godt ud og holder vægten flot". Men jeg er da også blevet konfronteret med det modsatte, hvor folk siger "Nå, du har da rigtig nok taget på igen - det var da spild af tid med den operation", eller "Den hjalp da ikke alligevel". Men jeg ved jo, at det er min lod at være hele Danmarks Merethe. Og så er det bare sådan, det er!

Morten Stig Christensen, vært og chef på TV 2 Sporten og på programmet ’Sport i 2’eren’ fra 1989 til 2007.

Hvad har du lavet, siden du forlod TV 2?
Da jeg forlod TV 2 i 2007, havde jeg en klar fornemmelse af, at min tid der var overstået. Indtil da havde der været en flad struktur, hvor vi kunne udføre ”vanvittige” ideer. Men det gik fra at være pionerernes legeplads til at blive amerikaniseret. Pludselig skulle vi spørge fire mennesker, om vi måtte gøre sådan og sådan med studiet. Den ændring var formentlig nødvendig, men jeg havde svært ved at se mig selv i det.

Jeg havde lavet nogle aftaler om at skrive nogle bøger, men så kommer Dansk Håndboldforbund og tilbyder mig stillingen som generalsekretær, og det job har jeg stadig. Jeg er ikke sådan indrettet, at jeg laver 1- eller 5-årsplaner. Jeg lever meget i det, jeg er i, med meget passion. Jeg ved ikke, hvor jeg er om to eller fem år, men forhåbentlig er jeg i noget, jeg synes er spændende.

Er der én bestemt episode, du især husker fra din tid på TV 2?
Jeg husker især det første halvandet år, da stationen skulle finde ud af, hvordan man hev signaler ned fra luften, og hvordan man fik lyden med. Vi sad med hjertet oppe i halsen hver gang, vi havde en transmission. Det var med lidt sytråd og gaffatape, men det lykkedes hver gang.

Morten Resen, vært på 'Go’ morgen Danmark' fra 2007 til 2016.

Hvad laver du i dag?
Jeg havde ingen plan, da jeg stoppede på TV 2. Jeg vidste bare, at dét, jeg syntes, var fedest at lave, nemlig 'Go’ Morgen Danmark', det kunne jeg ikke holde til mere. Jeg havde haft for mange år med for lidt søvn.

Så lavede jeg en podcast om, hvordan man opbygger en virksomhed. Det blev så til virksomheden Golittle, hvor man kan finde de bedste børnevenlige steder og lave legeaftaler for sine børn. Vi sidder i en kælder, og det er meget langt fra at lave fjernsyn. Det har jeg det fantastisk med, selvom jeg savner dem, jeg arbejdede med på 'Go’ Morgen Danmark'.

Hvad husker du især fra din tid på 'Go’ Morgen Danmark'?
Jeg skulle overtage efter Michael Meyerheim og Jes Dorph Petersen. Det var nogle meget store sko at udfylde for mig som 27-årig.

Derudover husker jeg, at jeg var panisk angst for at lave interviews med politikere i de første år. Mit første interview med politikere var med Søren Krarup og Svend Auken, der skulle diskutere islam. Jeg tænkte, at det ville jeg aldrig klare. Jeg forberedte mig hele natten, og da de mødte mig inden interviewet, prøvede de begge at påvirke mig. Under interviewet lignede jeg en konfirmand, og de røg totalt i totterne på hinanden.

Laura Drasbæk, medvirkede i to sæsoner af dramedy-serien 'Lærkevej' fra 2009..

Hvor er du i dit liv lige nu?
Jeg bor alene med mine sønner. Den ene er dog på efterskole lige nu. Og så indlæser jeg rigtig mange lydbøger. Det er faktisk det, jeg lever af for øjeblikket. 

Hvad husker du fra tiden, hvor 'Lærkevej' blev optaget?
Jeg synes bare, der var en virkelig sjov tid. Vi havde det rigtig skægt med at lave den. Og vi kunne godt lide materialet. Det er jo dejligt at lave noget, man er begejstret for, og det synes jeg, vi alle sammmen var. Og så var det et rigtig godt hold, der var en god stemning, og det hele var ukompliceret på en eller anden måde.

Vi var meget overraskede over, at det blev en serie, som mange mindre børn var rigtig glade for. Der har været mange tilbagemeldinger fra børn. Det var simpelthen så mærkværdigt. Den er aldrig lavet til børn og den er heller ikke særlig børnevenlig. Men jeg tror, det er humoren i den. Den havde et kæmpestort børnepublikum. Så jeg har især fået kommentarer fra børn. Er blevet stoppet meget. Og mange af mine børns venner har set den. Det virker som om, næsten alle kender den.

Hvad skete der lige efter de sidste optagelser til serien?
Så lavede jeg 'Vild med dans', tror jeg. Det var nok lige, da anden sæson af serien sluttede. Det åbnede op for, at jeg sagde ja til utroligt mange ting, som jeg ellers ikke har gjort før. Alle mulige tv-programmer. Jeg prøvede at være vært for 'Vis mig dit køleskab' sammen med Gorm Wisweh. Det var ikke lige noget for mig, Men så havde jeg da prøvet det. Jeg fandt i hvert fald ud af, at det ikke var derfor, jeg var blevet skuespiller.

Husker du en særlig episode?
Jeg husker mest samarbejdet. At sidde i sminken og snakke med de mennesker, jeg havde det godt med. Jeg grinede af Claus Riis Østergaard, som altid er underholdende - selv klokken fem om morgenen. Og så delte jeg garderobe med Sarah Bousnina, som var helt ung, da hun startede, vist nok 15 år. Hun kom fra Fyn og var flyttet ind hos sin moster i København under optagleserne. Dét med at se hele branchen gennem hendes øjne for første gang, gjorde et stort indtryk på mig.

Bliver du stadig genkendt for 'Lærkevej'?
Nej, det tror jeg ikke, jeg gør. Tit så siger folk: "Hvor er det nu, jeg kender dig fra? Kan du ikke lige sige noget?" Og når jeg så nævner 'Lærkevej', så husker de den.

Allan Tornsberg, dommer i ’Vild med dans’ fra 2005 til 2012.

Hvad laver du i dag?
Jeg bor i New York City, og det gjorde jeg også, da jeg var med i 'Vild med dans'. Det var det, der var svært.

Efter jeg har forladt ’Vild med dans’, træner jeg hovedsageligt mine elever i New York. Jeg rejser også rundt i hele verden for at undervise og for at dømme turneringer. Jeg dømmer de mest prestigefyldte turneringer som ’British Open’, verdensmesterskabet og 'Asian Tour'.

Derudover ejer jeg også selv en stor turnering i New York, der hedder ’Empire’, og som bliver afholdt hvert år i august.

Hvad husker du fra din tid som dommer i 'Vild med dans'?
Det glædede mig, at de professionelle dansere var så professionelle, som de var. Når man er bag kulisserne, kan man se, hvor vigtig en brik de har i det store puslespil. Det glædede mig at se, hvordan de bragte den professionalisme, som de har lært i danseverdenen, ud i det her tv-program. Og det gælder alt fra at håndtere et udfordrende spørgsmål fra en reporter til, hvilket lys de gerne vil have i deres cha-cha-cha-nummer.

Kaare R. Skou, politisk reporter på TV 2 fra 1989 til 2011.

Hvad laver du i dag?
Jeg er gået på pension. Jeg har skrevet tre bøger, og jeg skriver stadig. Og så har jeg tre forskellige foredrag, jeg holder. Det ene handler om, hvordan politik bliver til på Christiansborg. Det andet er om EUs historie, og det tredje handler om, hvad der står i Grundloven. Til efteråret skal jeg i gang med en større freelanceopgave for tv-kanalen DK4, det handler også om politik.

Hvad husker du bedst fra din tid på TV 2?
Jeg husker et vist mål af anarki. Man kan også kalde det, at der eksisterede en flad struktur. Når en chef havde besluttet noget, kunne man altid få en anden til at omgå det.

Benyttede du dig af det?
Skal vi ikke lade det ligge.

Er der en bestemt episode, du især husker?
Da Poul Schlüter gik af, og Nyrup kom til, var der en dronningerunde, der trak ud og trak ud og trak ud. Jeg stod og rapporterede i regnvejr på Amalienborg Slotsplads, og der skete ikke rigtig noget. 'Eleva2ren' var færdig, og der var ikke flere programmer. Så der var ikke andet at sende end mig. Det var en ret anstrengende enmandsforestilling, både for mig og for seerne. Men jeg måtte jo fortælle om dronningenrunder gennem tiden. Hvordan det hele startede med Frederik VIII.

Thomas Uhrskov, vært og journalist på programmerne ’På ski’ og ’To på ski’.

Hvad laver du i dag?
Jeg holder en del foredrag om ski og kommunikation. Derudover har jeg et firma med min kone, hvor vi har udviklet og sælger et økologisk middel, som reducerer risikoen for at blive bidt af flåter. Vores ældste datter var ved at omkomme, da hun blev bidt af en flåt og fik borrelia af det. Det undrede os, at der ikke fandtes et godt økologisk middel, der reducerede risikoen for at blive bidt.

Hvad husker du fra din tid med programmet ’På ski’?
Da den daværende programredaktør så programmerne, sagde han, at det var Danmarks længste hjemmevideo. Da han så så seertallene, var de faktisk umådeligt gode. Så satte han sig og så programmerne igen og ændrede faktisk opfattelse. Han kom hen og sagde, at han troede, han tog fejl. Programmet brød med nogle dogmer dengang. Der var mange krydsklip. Jeg kunne godt starte med at sige én sætning i Østrig, fortsætte sætningen i Grækenland og så afslutte den i Norge.

Bliver du stadig genkendt for programmerne?
Selvom det er længe siden, så bliver jeg faktisk mindet om dem hele tiden. Der er to spørgsmål, folk altid stiller: Hvad har du gjort af skiene? Og hvor er den gule jakke?

Rosalinde Mynster, spillede hovedrollen Fie i 'Badehotellet' i de første fem sæsoner.

Hvad har du lavet siden, du var med i 'Badehotellet'?
Jeg har spillet med i nogle film, blandt andet ’Christian IV – den sidste rejse’ samt ’I krig og kærlighed’, som jeg skal på presseturné med. Og så skal jeg spille med i forestillingen ’Amadeus’ på Det kongelige Teater. Jeg skal spille Mozarts kone, Constanze.

Hvad husker du især fra optagelserne til 'Badehotellet'?
Det var meget rart og intensivt at være i det studie, fordi det var så smukt bygget. Det var som at være i et dukkehus, hvor alle detaljerne er fuldstændig på plads. De gamle køkkenredskaber med hånddrevne maskiner til hakkekød og ældgamle grydeskeer. Og den der "Madam Blå"-kande. Man kunne mærke, at mad ikke var masseproduceret dengang, det var et håndarbejde at lave maden. De havde større kærlighed til objekterne dengang, end vi har nu.

Hvorfor er 'Badehotellet' en succes?
Jeg tror, man har savnet noget tv, der kunne samle familien lidt mere. Der er så meget krimi og voldsagtigt. 'Badehotellet' kan flere generationer se sammen.

Trine Panum Kjeldsen, vært og redaktør på 'Station 2'. Desuden vært på TV 2 Nyhederne og på TV 2 Sporten. Hun var på TV 2 fra 1996 til 2014.

Hvad laver du i dag?
Jeg er billedkunstner på fuld tid med eget galleri og atelier i Bagsværd. Jeg arbejder konstant på at udvikle mit ekspressive udtryk, på at blive dygtigere og komme med på nye udstillinger i Danmark og i udlandet. Det er nu fem år siden, jeg sagde mit job op på TV 2, og det var en vild beslutning, men jeg har aldrig fortrudt det. Jeg har skabt et nyt liv med frihed under ansvar. Jeg glæder mig dagligt over selv at kunne bestemme og være tættere på de mennesker, der betyder noget i mit liv, nemlig min familie, mine børn og min mand.

Hvad husker du især fra din tid på TV 2?
Jeg husker et kæmpe engagement. Der var pionerånd, og alt, der kunne lade sig gøre, blev eddermame prøvet af. Jeg var der i de gode år, hvor der var penge og muligheder, for vi var ikke så mange i mediebranchen. TV 2 var de nye og de frække, og man kunne altid gå et skridt mere - dét var meget ånden på TV 2.

Er der bestemte episoder, du husker?
Det, at seerne var så engagerede i kriminalmagasinet 'Station 2', gjorde, at politiet fik opklaret nogle drabssager. Da tænkte jeg, at så kan journalistikken jo noget. Seerne bidragede til, at retfærdigheden skete fyldest. Det var stort.

Rita Knudsen, medvirkede i dokumentarerne 'Da Aage forsvandt' fra 2015, 'Ritas valg' fra 2016 og 'Rita og Aages sidste dans' fra 2017, der omhandlede forholdet til hendes alzheimers-ramte mand, Aage.

Hvad skete der i dit liv, efter at din mand, Aage, døde i 2016?
Jamen, der er sket rigtig meget. Blandt andet fik jeg selv konstateret kræft i tyktarmen og blev opereret for det i 2017. Selv om jeg i første omgang blev raskmeldt, opdagede de sidst i juli i år noget, der lignede metastaser i leveren. Med det resultat, at jeg blev opereret igen, denne gang i leveren. Men så fandt lægerne ud af, det ikke var kræft alligevel. Så der følte jeg, at jeg fik en ny chance, selv om jeg havde været meget igennem.

Det er lykkedes mig at komme ud at gå et stykke af camino'en (pilgrimsrute i Europa, red.) i foråret sammen med en veninde. Det var en fantastisk oplevelse, og jeg håber, at jeg kan komme til Japan også og gå på noget, der minder om caminoen derovre. Lige nu gør jeg, hvad jeg kan for at blive frisk igen ovenpå operationen og går til genoptræning to gange om ugen.

Og så holder jeg foredrag i gennemsnit et par gange om ugen om dét at være pårørende til et menneske med alzheimers-sygdommen. Det har jeg gjort gennem flere år nu, og der er stor efterspørgsel, selv om jeg aldrig har annonceret med det nogen steder. Det spredes udelukkende via mund-til-øre-metoden.

Er der en særlig episode, du husker fra tiden med programmerne?
Ja, jeg var overrasket over, hvor kendt et ansigt jeg blev overalt. Men gudskelov har der kun været positive oplevelser med det. Nogle gange er der nogen, der lige pludselig går over og giver mig et knus og siger: "Tusind tak for et godt program" og den slags. 

Ib Andersen, førtidspensioneret fisker, som er en af de medvirkende i dokumentarserien 'På røven i Nakskov' fra 2015 og i  opfølgerren 'Stadig på røven?' fra 2016.

Hvor er du i dit liv i dag?
Jeg er der, hvor det faktisk går rigtig godt. I efteråret var jeg oppe i Gilleleje og købe en ordentlig fiskekutter. Knægten (Ibs søn, Nikolaj, red.) er blevet færdig på Søfartsskolen og er uddannet som befaren matros. Nu hjælper han til på kutteren. 

Hvad husker du fra de seneste optagelser til 'Stadig på røven'?
Det, som jeg husker bedst, var, at jeg blev sat i spjældet nede i Afrika. Jeg havde været til omskæringsfest for en dreng, og da jeg sammen med fotografen Thomas var på vej hjem igen, filmede han mig på en skrotplads. Og det endte med, at han blev arresteret. Da jeg protesterede, var det mig, der kom bag tremmer i stedet for. Jeg sad der et par dage, før jeg kom for en dommer. Det hele blev filmet, så måske kommer det med i en tredje sæson.

Bliver du stadig genkendt for programmerne?
Ja, det gør jeg hele tiden. Der er mange, der kalder mig for "movie star" og vil have taget selfies sammen med mig. Jeg er også blevet ringet op fra Femern i Nordtyskland, hvor de følger med i programmerne. De spurgte, om jeg ville være guide og vise dem rundt i Nykøbing Falster, Maribo og Rødby. Men jeg kan jo ikke tale tysk, så det måtte jeg sige nej tak til.

Josephine Højbjerg, spillede hovedrollen som nissen Tinka i ’Tinkas juleeventyr’ i 2017.

Hvad har du lavet siden ’Tinkas Juleeventyr’?
Kort efter startede jeg på optagelserne til en film, der hedder ’Hacker’. Det tog to måneder. Nu har jeg netop lavet serien ’Første gang’ til Vi Unges You tube-kanal. Og så er jeg lige startet i 9. klasse, som jeg skal gøre færdig.

Hvad husker du især fra optagelserne til ’Tinkas Juleeventyr’?
Jeg husker, at hele holdet havde et meget tæt sammenhold. Når man er sammen i tre måneder, bliver man virkelig tætte. Især blev mig og Albert (Albert Rosin Harson, red.) tætte, fordi vi også boede sammen.

Er der én bestemt episode, du især husker?
På nogle optagelser skulle jeg sidde med en lille gris, og det var mere besværligt, end jeg havde regnet med. Jeg troede, det var en stille og rolig gris, men dyr er bare sværere at optage med. Når jeg ville gå til højre, ville den til venstre.