Samfund

En smilende Obama blev budt velkommen af danskerne

Den tidligere amerikanske præsident blev mødt med jubelråb fra danskerne.

Forventningsfulde danskere fra hele landet valfarter i dag til Kolding for at se og høre den tidligere præsident Obama tale på Syddansk Universitet i Kolding.

Hovedpersonen selv ankom til stedet omkring klokken 11.15, hvor de mange fremmødte danskere, som ikke havde fået billet til talen, var mødt op for at hilse den tidligere præsident velkommen.

Således blev Barack Obama mødt med jubel og glade tilråb, da han gik ud af sin bil og vendte sig om og smilende vinkede til de fremmødte et kort øjeblik, inden han gik ind for at holde tale. 

TV 2 kan desværre ikke transmittere talen, hvilket har været et krav fra Obamas folk.

Men TV 2 News-vært Allan Silberbrandt, som var TV 2s USA-korrespondent fra 2002 til 2010, havde billet til talen. Han dækkede blandt andet Barack Obamas berømte indsættelsestale.

Han mener, at Obama under sin tale i Kolding i dag levede op til sine berømte retoriske evner.

- Man blev mindet om, hvad normalitet er i amerikansk politik. Hvordan det plejer at være, når en præsident udtaler sig. Det var velformuleret, det var gennemtænkt og uden fornærmelser til højre og venstre. Det var en diplomat og en trænet juraprofessor, fortæller Allan Silberbrandt.

På andre områder skuffede ekspræsidenten dog.

- Han var til gengæld ikke så animerende, som man normalt ser, når præsidenter optræder. Det var meget mere afdæmpet, gennemtænkt og også tænksomt. Der var ikke den elektriske stemning, som der ellers kan være, siger Allan Siberbrandt.

Mens Obama henvendte sig til de fremmødte erhvervsledere med råd om lederskab og til de studerende omkring at tage ansvar i verden, så omtalte ekspræsidenten på intet tidspunkt sin efterfølger på posten, Donald Trump.

- Ét sted nævnte han, at verden har forandret sig. Men ikke på en polemisk måde. Han diskuterer ikke Trumps fremgangsmåder og valg, siger Allan Silberbrandt.

Landede i aftes

Klokken 19.04 torsdag aften landede Obama på Flyvestation Skrydstrup, hvorefter han blev kørt væk i en mindre bilkortege.

Klokken 11.45 var han så klar til en 'Q&A'-samtale med forretningsledere, udvalgte studerende og andre fremtrædende personer i byen under overskriften ’A Conversation with President Barack Obama’ – en samtale med præsident Barack Obama.

Videre til Amsterdam

Barack Obama indledte sin Europa-turné i Oslo onsdag. Torsdag besøgte han Helsinki, og efter fredagens tale i Kolding flyver han videre til Amsterdam.

Det er udelukkende erhvervsledere, fremtrædende personer fra lokalområdet og 200 udvalgte studerende fra SDU, som får lov at deltage.

Seancen varer omkring 60 minutter og vil blandt andet handle om lederskab. Ti heldige borgere i byen skal dog også med. De vandt billetter, som kommunen havde stillet til rådighed. De dyreste VIP-billetter koster 17.500 kroner.

Fredagens besøg er fjerde gang, at Barack Obama besøger Danmark.

Rufus Gifford: - Det bliver ikke bedre

Og ikke kun danskerne har store forventninger til dagens taler. Også den tidligere amerikanske ambassadør i Danmark Rufus Gifford har taget turen til Kolding for at høre sin tidligere chef tale.

Han fortæller til TV 2, at han for et par uger siden blev kontaktet af Obamas folk, som fortalte, at den tidligere præsident planlagde et besøg i Danmark.

Den tidligere amerikanske ambassadør i Danmark glæder sig over præsidentens besøg. Video: Marie Jensen

- De foreslog, at jeg kom med. Og det ville jeg selvfølgelig med glæde. Desværre kom han ikke til Danmark, mens jeg var ambassadør, så jeg tænkte, "hvorfor ikke komme og se min tidligere chef tale i mit tidligere hjem", siger Rufus Gifford.

- Jeg er spændt. Det bliver ikke bedre. At høre hans perspektiv på både amerikansk politik, amerikanske forretninger og den amerikanske rolle i verden.

- Hans synsvinkel er selvfølgelig meget anderledes end den nuværende regering i USA. Jeg tror, hans stemme er meget værdifuld i en tid, hvor der er så meget splittelse og ubehageligheder i vores politik.

Trods stort hemmelighedskræmmeri om Obamas rute til Kolding kan TV SYD nu afsløre, at han for et øjeblik siden er landet i Skrydstrup. Video: TV Syd

På spørgsmålet om, hvad Obama får ud af at besøge Kolding - udover en masse penge - svarede den tidligere ambassadør med et smil:

- Han er oprigtigt glad for Danmark. Han elsker landet, det har vi talt om. Det her er en mulighed for ham for at se landet og møde folket og høre fra dem. Jeg håber, at han forlader landet med det samme perspektiv på landet, som jeg har.