Samfund

Folketinget skal kigge på forbud mod omskæring

Et borgerforslag om et forbud mod omskæring har fået mere end 50.000 underskrifter og skal til Folketinget.

Et borgerforslag om forbud mod omskæring af raske børn er blevet godkendt til at blive taget op i Folketinget. Det skriver dr.dk.

Forslaget nåede i juni de krævede 50.000 støtter, og det er siden blevet behandlet af Folketingets Lovsekretariat.

Sekretariatet har vurderet, at forslaget ikke strider imod Grundloven.

- Det er således muligt for lovgivningsmagten – hvis der måtte være et politisk ønske herom – inden for rammerne af grundlovens paragraf 67 at indføre et forbud mod omskæring af drenge under en bestemt alder, skriver Folketingets Lovsekretariat ifølge DR.

Historisk skridt

Ifølge interesseforeningen Intact Denmark, der er imod omskæring af raske børn, forventes forslaget at blive taget op i Folketingets åbningsuge i oktober.

- Det (at forslaget bliver stillet) er vi glade for. Det er et lille stykke danmarks- og verdenshistorie, at vi nu er klar til at tage dette skridt, siger Lena Nyhus, forkvinde foreningen til DR.

Debatten om omskæring af specielt raske drengebørn har længe raset. Tilhængere argumenterer for, at barnet selv skal have lov til at bestemme, og at omskæring kan give varige men.

Modstandere af et forbud mener, at retten til at omskære børn under 18 fortsat bør være hos forældre, og at det er en del af religionsfriheden at lade religiøse ledere omskære børn.

Partier skal tage stilling

Ifølge en rundspørge, som DR lavede i april, har langt de fleste af Folketingets partier enten ikke taget stilling eller planlægger at fritstille sine medlemmer ved en eventuel afstemning.

Omskæring i Danmark og det meste af Nordeuropa er sjælden og oftest forbundet med religiøse tilhørsforhold.

Ifølge en artikel i den britiske avis The Economist fra 2016 bliver over 50 procent af drengebørn i USA omskåret mod to-tre procent i Finland og Storbritannien.

- Omskæring blev først populær sent i det 19. århundrede som en formodet kur mod onani og sundhedsproblemer fra hovedpine til tuberkulose.

- Efter Anden Verdenskrig blev det i USA associeret med hygiejne og rigdom, skriver The Economist i artiklen.