Samfund

Homoseksuelle hanpingviner kidnappede unge i zoo

Ungen kom i sidste ende tilbage til forældrene efter hjælp fra Odense Zoos dyrepasser.

En pingvinunge blev mandag kidnappet af et par homoseksuelle hanner i pingvinanlægget i Odense Zoo.

Det skriver DR Fyn.

Optrinnet fandt sted, da forældreparret i et kort øjeblik var uopmærksomme på deres lille pingvinunge, hvilket fik de to hanpingviner til at se deres snit til at hugge babypingvinen.

Hjælpsomme hanner

Det er imidlertid ikke et særsyn, at pingviner stjæler en unge.

Det fortæller Sandie Hedegård Munk, der er dyrepasser i Odense Zoo, til mediet.

- Hanner får ikke nogen unger, for de lægger jo ikke æg. Så det er en rigtig god øvelse for dem at passe de her unger. De er også tit meget hjælpsomme. Hvis nu hannen glemmer at passe ægget, så kan vi altid give det til sådan et par.

Og det var netop, hvad der skete i Odense Zoo.

Ungen kom i sidste ende hjem til sine forældre Video: Hans-Henrik Busk Stie

For da Sandie Hedegård Munk blev opmærksom på kidnapningen, valgte hun i første omgang at lade de homoseksuelle hanner passe på ungen, da den befandt sig i trygge rammer.

Dyrepasser forhindrede tumult

Samtidig skulle dyrepasseren passe på, at forældreparret ikke kom i karambolage med de to hanner i forbindelse med kravet om at få deres stjålne pingvinunge tilbage.

Tirsdag blev det så alvor i pingvinanlægget, da pingvinungens biologiske forældre meldte deres ankomst hos hanpingvinerne.

Hannen og hunnen kunne nemlig høre deres unges 'pippen' og krævede den tilbage - til stor utilfredshed for det homoseksuelle par.

Men inden der opstod direkte tumult, trådte dyrepasser Sandie Hedegård Munck imellem de stridende parter og hjalp ungen over til dens retmæssige forældre.

Skrukke hanpingviner

Alt håb er dog ikke ude for det homoseksuelle pingvinpar.

For Sandie Hedegård Munck har efterfølgende givet dem et uudklækket æg fra en enlig morpingvin, som ikke selv magtede at ruge på ægget, fortæller DR Fyn.

Det er imidlertid ikke første gang, at hannerne har fået skruk.

I 2012 overtog parret et æg fra en hungpingvin, der havde lagt to æg, og derfor kun tog sig af det ene.

Og de to hanpingviner fra København er ikke slet de første pingviner af samme køn, der har fundet sammen - eller endda overtaget æg fra hunner. I 2009 udrugede to hanner et æg i den zoologiske have i Bremerhaven i Tyskland og opfostrede efterfølgende ungen. Den tyske park havde dengang tyve humboldtpingviner, hvor af seks dannede par med en pingvin af samme køn.