Dømt læge: Ikke mit ansvar hvis psykisk syge bruger min manual til dødshjælp

Vejledning er kun tiltænkt personer med kropslig sygdom, fastlår Svend Lings. At psykisk syge også bruger den, ser han som en uundgåelig bivirkning.

Det er ethvert menneskes ret at få hjælp til at tage sit eget liv. 

Det mener den pensionerede læge Svend Lings, som i mere end fire år har vejledt danskere i, hvordan de kan begå selvmord med medicin.

Vejledningen sker både telefonisk og ved brug af en selvmordsmanual, som han har offentliggjort på nettet, og som er rettet mod mennesker med svær, kropslig sygdom. 

Alligevel kan det ikke undgås, at også psykisk syge finder frem til vejledningen. Det fortalte Svend Lings, da han onsdag gæstede talkshowet Lippert på TV 2 NEWS. 

- Jeg trøster og lindrer så godt, jeg kan. Det kan ikke udelukkes, at en, som ikke har en kropslig sygdom, får fat i min liste. Men det ser jeg mest som en bivirkning ved behandlingen, siger Svend Lings, der samtidig fralægger sig ansvaret for denne gruppe af patienter: 

- Min hovedmålgruppe er de mange, hundrede mennesker med kropslige sygdomme, der ligger ude i samfundet og lider. Dem kan jeg ikke ignorere på grund af enkelte, psykiatriske tilfælde. 

Erklærer sig uskyldig trods dom

Få timer inden interviewet blev den 77-årige pensionerede læge idømt 40 dages betinget fængsel for at have hjulpet to mennesker med at begå selvmord

Med assistance fra den pensionerede psykiater Frits Schjøtt har han hjulpet en mand med at planlægge et selvmordsforsøg, som dog mislykkedes. 

I det andet tilfælde har han vejledt en kvinde, der begik selvmord i august. 

Selv bedyrer Svend Lings, at antallet af patienter er langt højere. 

Alligevel erklærer han sig uskyldig i anklagerne. Det er lovgivningen, der har fejlet, ikke ham, lyder det:  

- Min vejledning er en nødløsning. Så længe politikerne ikke vil hjælpe befolkningen og ændre loven, bliver jeg nødt til at træde til, siger Svend Lings.

- Jeg ser det som min borgerpligt. Hvis du oplever skævheder i samfundet, er det din pligt at rette op på dem, fortsætter han. 

Vil ikke være dommer over liv og død

Hans hjælp har dog grænser.

Han ønsker ikke at bistå personer, der lider af psykiske sygdomme, mens han endnu ikke har taget fuldt stilling til, om alle børn bør kunne få dødshjælp. Demente, der ønsker at begå selvmord, ser han ingen problemer i. 

Ifølge Svend Lings bliver han dagligt kontaktet af personer, der ønsker at dø. De fortæller ham om deres smerter, og han gennemgår deres sygejournal. Herefter tager han stilling til, om han vil hjælpe dem. 

- Nøgleordet er medfølelse. I min tid som læge har jeg set så mange lide til ingen verdens nytte. Det er mennesker med kræft- og lungesygdomme, som har vakt en medfølelse hos mig. Det kan jeg ikke ignorere, siger han. 

Onsdag blev den pensionerede læge idømt 40 dages betinget fængsel for at hjælpe to personer med at begå selvmord. Video: Maria Runøe Møller

Men han betragter ikke sig selv som dommer over liv og død. 

- Det er ikke mig, der er dommeren. Jeg er kun en tjener. De folk, jeg hjælper, har selv bedt mig om det, siger han.

Svend Lings' dom er betinget med en prøvetid på et år grundet hans alder og personlige forhold.

Han overvejer at anke dommen.