Fodbold

Ny DBU-kampagne sætter fokus på råbende forældre

Forældre skal opføre sig bedre, når børnene spiller fodbold. DBU vil have fokus på respekt og god opførsel.

Det er fint at leve med under fodboldkampene, når lille Victor eller Sophie løber på banen.

Men det er forkert, hvis engagementet ender som øredøvende og småaggressive tilråb rettet mod både dommere, modspillere og for den sags skyld egne poder.

Derfor sætter Dansk Boldspil Union (DBU) sammen med lokalunionerne ind med en kampagne, der sætter fokus på god opførsel, respekt og måske endda lidt gylden tavshed på sidelinjen.

- Vi vil gerne have, at forældre og trænere og ledere holder op med at dirigere, styre og kritisere, mens der spilles, siger Lau Petersen, der er Fair Play Ambassadør for DBU.

Slikkepinde lukker munden

Kampagnen går under navnet  ”HUSK Respekten – også udenfor banen”, og den er iværksat med god grund. 

En ny rundspørge viser, at 20 procent af klubbernes trænere, dommere og spillere har oplevet, at forældre råber nedsættende til spillerne under fodboldkampene.

Morten Nymark, der er ungdomstræner i Greve fodbold, kender problemet. Både fra sig selv og andre.

- Det sker nok en gang i mellem, at man kommer til at hæve stemmen. Det er jo rigtig, rigtig svært. Men jeg er blevet bedre til det med årene. Også fordi man kan se, hvad det gør, siger han til TV 2.

- Det værste, det er, at vi ender med nogle børn, som står og græder. Fordi de bliver simpelthen forvirrede og kede af det, siger Morten Nymark.

Afstemning

Råber du også højt under børnenes fodboldkampe?

Det sjove skal i fokus

Hos DBU er hensigten i høj grad at beskytte børnene og sætte det sjove i fokus. Og det er sjældent sjovt, når de voksne råber.

- Det er i virkeligheden for at beskytte børnene, at de skal have det sjovt – og det har man ikke hvis man har to, der råber hver sin ting. Hvis du har set nogle forældre, der råber en ting, træneren, der råber en anden ting. Barnet ved godt, at hvis jeg gør som træneren siger, så bliver min far sur – gør jeg som min far siger, så bliver træneren sur, siger Lau Petersen. 

Sammen med andre ambassadører tager han til børne- og ungdomskampe ud for at dele såkaldte “hold mund-slikkepinde” ud.

- Det er for at huske, at de skal ikke sige så meget til spillerne. Det en god måde at sørge for, at munden er lukket på dem, lyder det fra fodboldambassadøren.