Samfund

Danskernes medievaner skrider - derfor lukker DR kanaler

Arkivfoto.

Over en halv million ugentlige radiolyttere skal forberede sig på at miste deres yndlingskanal, og DR slår to af deres TV-kanaler sammen.

Snart er det slut.

De 665.000 danske lyttere, som ifølge tal fra Kantar Gallup Radio-Meter har lyttet til P6 Beat, P7 Mix og P8 Jazz hver uge i 2018, må snart lede forgæves efter deres radiokanal.

I stedet skal radiolytterne til at kigge sig om efter en ny frekvens at tune ind på, hvis de vil høre Depeche Mode, Lukas Graham eller Sonny Rollins. 

Det hele sker som en konsekvens af DR's nye public service-kontrakt, hvor DR skal skære 20 procent af budgettet de kommende fem år - og dermed lukke en række af sine kanaler. Heraf tre af de musikkanaler, som har haft en selvstændig profil.

- Når vi har valgt at lukke netop disse kanaler, er det fordi, at man ikke kan tage 10 procent af "det hele", siger DR's mediedirektør Henriette Marienlund til TV 2.

- DR har andre kanaler, der løfter andre opgaver også på nyhedsfladen. Og derfor har vi valgt at slå ned netop på P6 Beat, P7 Mix og P8 Jazz, fordi de er rene musikkanaler. Udfordringen bliver så at få deres specialer i spil andre steder, for det vil betyde noget for mangfoldigheden, siger Henriette Marienlund.

Lytter mindre til radio

Måles DR's radiokanaler ud fra det samlede antal af ugentlige lyttere, står både P7 Mix, P6 Beat og P8 Jazz nederst på listen - kun afbrudt af P2 Klassisk, der altså har fået lov til at blive

DR's mest populære radiokanaler

  1. P4

    Tallene er et udtryk for alle regionerne. 

    2.917.000 ugentlige lyttere.

  2. P3

    1.853.000 ugentlige lyttere.

  3. P1

    758.000 ugentlige lyttere.

  4. P5

    515.000 ugentlige lyttere.

  5. P7

    473.000 ugentlige lyttere.

  6. P2 Klassisk

    401.000 ugentlige lyttere.

  7. P6 Beat

    100.000 ugentlige lyttere

  8. P8 Jazz

    92.000 ugentlige lyttere

Målt ud fra antal lyttere i 1. halvår af 2018. Kilde: Kantar Gallup Radio-Mete

Men selvom P2 Klassisk er at definere som en snæver kanal, har den overlevet de nedskæringer og justeringer, DR står overfor med det nye medieforlig.

- Med lige netop P2 har vi en kæmpe forpligtelse overfor den klassiske musik. Det er også en kanal, der har eksisteret siden 1925, men nok så vigtigt er det, at det også er hjemsted for både DR's kor og vores symfoniorkester. Det gør det til en meget unik kanal, lyder det.

Allerede i januar kunne DR Medieforskning melde, at danskerne ikke lytter lige så meget til radio, som de tidligere har gjort. Det daglige tidsforbrug var på bare ét år faldet med fem minutter. 

Gider kun at se Ramasjang i et minut

Det er dog ikke kun radio, der er faldet i populariteten.

Danskerne bruger simpelthen mere og mere tid på streamingtjenester, hvor de selv kan bestemme, hvad dagens underholdningsmenu skal bestå af. Resultatet er, at interessen for det traditionelle flow tv er blevet mindre. 

Samlet set gider danskerne kun at sidde foran fjernsynet i 145 minutter om dagen. Det er syv minutter mindre sammenlignet med sidste år, viser tallene fra DR Medieforskning.

Det lyder måske ikke af så meget, men sammenligner man forbruget med tal fra 2012, er danskernes tv-kiggeri blevet 56 minutter kortere.

DR's mest populære tvkanaler

  1. DR1

    23,9 procent af den samlede seerandel blandt danskerne.

  2. DR2

    5,1 procent af den samlede seerandel blandt danskerne.

  3. DR K

    3,0 procent af den samlede seerandel blandt danskerne.

  4. DR3

    2,1 procent af den samlede seerandel blandt danskerne.

  5. DR Ramasjang

    1,6 procent af den samlede seerandel blandt danskerne

  6. DR Ultra

    0,9 procent af den samlede seerandel blandt danskerne

Målt ud fra det 1. halvår af 2018. Kilde: Kantar Gallup Seer-Undersøgelse. 

Også det slår igennem for DR, der har oplevet et fald i seerantallet. 

Den gennemsnitlige dansker bruger således kun 35 minutter dagligt på at se programmer på DR1. Endnu mindre er det dog på DR K og DR Ultra, hvor der kun bruges henholdsvis fire og ét enkelt minut på at se de aktuelle programmer, viser tal fra Kantar Gallup. 

For de børne- og ungdomsorienterede kanaler DR Ultra og DR3 betyder det, at den for fremtiden kun skal findes på nettet. Dér, hvor de unge er i forvejen, lyder argumentet. Og samtidig skal DR 2 og DR K have en skarpere digital profil end tilfældet er i dag.

- Vi kan se, at der er mange tv-seere, der forsvinder fra flow fladen i disse år til fordel for at streame deres indhold. Det tager vi konsekvensen af ved at slå DR K og DR 2 sammen. Tanken er, at de i højere grad også skal producere digitalt indhold, siger Henriette Marienlund, som erkender, at det også handler om at fremtidsorientere statsradiofonien.

 - Hvis vi ikke gør noget nu, får vi ikke fat i de unge og nye målgrupper med de medievaner, de har. Det her kan forhåbentlig vise sig at være et skridt på vejen, lyder det.