Samfund

Medie: Coca-Cola undersøger muligheder for cannabis-drik

En helsedrik med cannabisstoffer på listen af ingredienser og Coca-Cola-mærkat på flasken er muligvis på vej.

Selskabet bag en af verdens mest berømte sodavand overvejer, hvordan man kan lave en udgave med et cannabisstof i.

Det skriver erhvervsmediet BNN Bloomberg. 

Coca-Cola-koncernen har ifølge BNN Bloomberg indledt samtaler med cannabisproducenten Aurora Cannabis Inc. med henblik på en drik med marihuana i. Formålet med samarbejdet er ifølge BNN Bloombergs artikel, at Coca-Cola ønsker at lave en helsedrik, der kan lindre smerter, kramper og betændelser.

Coca-Cola svarer ikke

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har Coca-Cola-koncernen udsendt en pressemeddelelse i forbindelse med historien. Heri svarer selskabet ikke direkte på, hvorvidt den er i gang med udviklingen af et konkret produkt: 

- Ligesom mange andre i drikkevarebranchen holder vi tæt øje med udviklingen af ikke-psykoaktiv Cannabidiol (indholdsstof fra cannabisplanter, red.) som en ingrediens i fungerende helsedrikkevarer verdenen over, skriver Coca-Cola ifølge Reuters. 

- Der er ikke taget nogen beslutning på nuværende tidspunkt. Ifølge Reuters vil et samarbejde mellem Coca-Cola og Aurora være første gang, at en stor producent af ikke-alkoholiske drikke giver sig i kast med at lave et produkt med cannabis.