Samfund

Børn med leukæmi har et anderledes immunsystem, viser forskning

Statens Serum Institut har undersøgt 178 børn med leukæmi.  Niels Ahlmann Olesen / Scanpix Denmark

Længe har man haft en mistanke om, at børneleukæmi opstår på grund af infektioner i barnets første leveår.

Immunsystemet hos børn, der får leukæmi, er forskelligt fra andre børns, når de bliver født.

Det peger et nyt studie på.

Forskere fra Statens Serum Institut har i samarbejde med Rigshospitalet og det amerikanske University of Southern California undersøgt, om børn, der får leukæmi, fra fødslen adskiller sig fra dem, der ikke udvikler kræftformen.

Forskellige signalstoffer i immunsystemet

Og noget tyder altså på, at det gør de, skriver Statens Serum Institut i en pressemeddelelse. Forskerne har målt såkaldte inflammatoriske markører, der er signalstoffer i immunsystemet.

- Vi har kigget på 178 børn, der i alderen 1-9 år udviklede den hyppigste form for børneleukæmi. Vi har undersøgt koncentrationer af de inflammatoriske markører i blod fra den hælprøve, som man tager på alle danske børn få dage efter fødslen. Disse prøver har vi så sammenlignet med prøver fra 178 raske børn med samme alder, køn, fødselsmåde og andre karakteristika, siger phd.-stipendiat Signe Holst Søegaard fra Statens Serum Institut i pressemeddelelsen.

Forskerne lykkedes med at måle ni ud af de ti inflammatoriske markører, som de havde sat sig for. Og de viste, at otte ud af de ni var afgørende anderledes ved fødslen hos de børn, som ville få leukæmi.

- Nogle markører var højere, andre var lavere, når vi sammenlignede med raske børn. Det tyder på, at barnets grundlæggende immunkarakteristika spiller en rolle i udviklingen af børneleukæmi, siger Signe Holst Søegaard.

For få eller for mange infektioner

Børneleukæmi er en sygdom i immunsystemet, hvor bestemte immunceller fryser fast på et umodent stadie og af den grund ikke fungerer, som de skal. Hvert år bliver op mod 45 danske børn under 15 år ramt af leukæmi, og dermed er det den hyppigste kræftform blandt børn.

Førhen mente forskere, at børneleukæmi opstod, fordi et barn havde fået en overreaktion på infektioner. 

Teorien var, at kræftformen udviklede sig, fordi et barn havde været udsat for for få infektioner, og derfor var dets immunsystem ikke klar til at bekæmpe dem.

Men helt så enkelt forholder det sig ikke.

Mere viden mangler

Senere studier viste, at børn med leukæmi havde haft flere infektioner end gennemsnittet havde haft i de første leveår.

- Vi har længe haft en mistanke om, at den hyppigste type af børneleukæmi opstår på grund af infektioner i barnets første leveår, siger Signe Holst Søegaard, der understreger, at man ikke kan bruge forskningsresultaterne til at forudsige, hvilke børn der vil udvikle leukæmi.

- Måske afspejler vores resultater, at immunsystemet blandt børn, der får leukæmi, ikke har været i stand til at fjerne forstadierne til sygdommen tidligt i livet. Eller måske viser de, at disse børns immunsystem reagerer ekstra voldsomt på infektioner i barndommen, som måske kan udløse leukæmien. Det kræver flere undersøgelser for at komme det nærmere, siger Signe Holst Søegaard.