Samfund

Kvindelig imams injuriesag mod tre politikere skal vurderes i landsretten

Martin Henriksen mener, det er noget rod, at den offentlige debat nu skal behandles ved domstolene.

Sagen om anklagerne fra Naser Khader (K), Martin Henriksen (DF) og Marcus Knuth (V) mod Sherin Khankan tager nu en ny drejning.

Den kvindelige imam, der til daglig leder den sociale organisation Exitcirklen, stævnede tilbage i marts de tre folketingspolitikere, fordi hun mente, de havde fremsat injurierende og æreskrænkende påstande mod hende. 

Den sag har Københavns Byret nu valgt at henvise til landsretten, hvor man ikke blot skal tage stilling til, hvorvidt straffelovens paragraf om injurier er overtrådt, men også rent principielt skal vurdere, hvor grænsen for ytringsfrihed går i den offentlige debat, når man er politiker.

Det skriver Berlingske

Byretten begrunder afgørelsen med, at sagen har samfundsmæssig relevans, fordi den angår politikeres ytringsfrihed i den offentlige debat, men også i hvilket omfang man som deltager i den offentlige og politiske debat er beskyttet af ytringsfriheden - herunder hvad man bør tåle i ytringsfrihedens navn.

Beskyldt for ikke at tage afstand til stening og sharialov 

Kontroversen mellem parterne har sit udspring i en mail, som de tre blå politikere skrev i et forsøg på at få frataget Exitcirklen den økonomiske støtte, organisationen var blevet tildelt via satspuljemidlerne.

Exitcirklen arbejder via samtaler med ofre for psykisk vold og social kontrol, og projektet blev sidste år tilkendt en støtte på 680.000 kroner. Det er denne støtte, Naser Khader, Martin Henriksen og Marcus Knuth har forsøgt at få annulleret.

I en mail sendt til ordførere fra SF, De Radikale og Alternativet, begrunder de tre politikere ønsket om annulleringen med, at Exitcirklens ledere, Sherin Khankan og Khaterah Parwani, "har forsvaret piskeslagsstraffen for utroskab" og nægtet at "afvise sharialov".

Sherin Khankan har hele tiden afvist beskyldningerne. Hun kalder dem løgnagtige og vil derfor have oprejsning i retssystemet.

En velkommen mulighed, siger advokat

Til Berlingske udtrykker Poul Hauch Fenger, der er Sherin Khankans advokat, at han er tilfreds med, at sagen nu får principiel karakter. 

- Vi ser afgørelsen som en velkommen mulighed for, at vi i en tid, hvor tonen i den politiske debat er skarpere end måske nogensinde før, får et strafferetligt og menneskeretligt eftersyn af, hvor grænser går for den politiske ytringsfrihed, siger han.

Hverken Marcus Knuth eller Naser Khader har ønsket at kommentere sagen over for avisen. Til gengæld oplyser Martin Henriksen, at han står ved sine ord. 

- Så er der nogen, der mener, at man skal føre den demokratiske debat ved domstolene, og det er jo noget rod, men det er sådan, man har ønsket, det skal være, uddyber han.

Hvornår retssagen skal finde sted er endnu ikke fastsat.