Tysk efterretningschef sår tvivl om højreekstremes jagt på udlændinge

Efter sine udtalelser er efterretningschefen blevet beskyldt for at sympatisere med det højrenationale parti AfD og gå højrefløjens ærinde.

Siden en videooptagelse, der skulle vise højreorienterede aktivister jagte og overfalde tilfældige udlændinge, i sidste uge spredte sig på nettet, har urolighederne i den tyske by Chemnitz været i søgelyset hos både medier og politikere.

Videoen har fungeret som benzin på det bål, der lige nu brænder i debatten om den tyske asylpolitik og utilfredsheden med selv samme.

Men nu udtrykker chefen for den tyske efterretningstjeneste tvivl om videoens ægthed. Det skriver tyske Bild.

- Jeg deler den skepsis, der har været om, at højreradikale har jagtet udlændinge i Chemnitz. Efterretningstjenesten har ingen pålidelig information om, at de omtalte jagter har fundet sted, siger Hans-Georg Maaßen til Bild.

Indvandrerkritikere demonstrerer atter fredag.
Indvandrerkritikere demonstrerer atter fredag. Foto: Franz Fischer / Ritzau Scanpix

"Ingen menneskejagter her"

Udmeldingen kommer i forlængelse af, at ministerpræsidenten i delstaten Sachsen, Michael Kretschmer, onsdag offentligt fortalte, at der ikke havde fundet nogen form for menneskejagt af udlændinge sted i byen.

- Ingen forsamlinger, ingen menneskejagter, ingen pogromer (voldelig forfølgelse af religiøst eller etnisk mindretal, red.), lød det fra Michael Kretschmer.

Og nu bakker Hans-Georg Maaßen altså op om denne fremlægning.

- Baseret på min forsigtige vurdering er der god grund til at tro, at det drejer sig om bevidst misinformation, muligvis for at aflede offentlighedens opmærksomhed fra mordet i Chemnitz, lyder det med henvisning til knivdrabet på en tysk mand, der har antændt protesterne i byen.

"Vi er folket", står der på en banner båret under fredagens demonstration. Foto: John Macdougall / Ritzau Scanpix

Modsiger Merkel

Både ministerpræsidenten og efterretningsbossens udmeldinger står i stærk kontrast til de ting, den tyske kansler, Angela Merkel, tidligere har udtalt om urolighederne i Chemnitz.

- Vi ser had, vold og nærmest en ’hetzjagt’ i gaderne, og det hører ingen steder hjemme i et land som vores.

- Vi har videooptagelser, der viser, at der foregik målrettet chikane, at der var optøjer, at der var had på gaderne, og det har ingensteder hjemme under vores lovgivning, udtalte hun forleden.

Ifølge Bild har regeringen fredag ikke modtaget nogen henvendelser fra efterretningschef Hans-Georg Maaßen om videooptagelsernes uægthed.

Usikkerhed om efterretningschefens motiver

Mens Angela Merkel ikke har nogen støtte at hente hos hverken efterretningschefen eller politikerkollegaen i Sachsen, er der til gengæld opbakning at hente andre steder i det politiske billede i Tyskland.

Anton Hofreiter, som er formand for Die Grünen, kritiserer nemlig efterretningschefen for hans udmeldinger.

- Hvis Hr. Maaßen kommer med sådanne påstande, skal han utvetydigt bevise dem. Alt andet ville være uansvarligt.

- Det er et slag i hovedet på alle dem, der er blevet overfaldet, siger han til TAZ Newspaper ifølge The Guardian.

Også Katja Kipping, der er leder af det socialistiske parti Die Linke, er ude med riven. Særligt, fordi det for nylig er kommet op til overfladen, at Hans-Georg Maaßen flere gange er mødtes med medlemmer fra det højrenationale AfD.

Møder, han ikke har kunnet forklare.

Han går højrefløjens grundlovsfjendtlige ærinde

Katja Kipping, Die Linke

En trussel mod grundloven

I en pressemeddelse fra Die Linke udtaler Katja Kipping i skarpe veninder blandt andet, at Hans-Georg Maaßen er gået fra at være ”en beskytter af grundloven” til at ”sympatiserer med AfD”.

- Han går højrefløjens grundlovsfjendtlige ærinde og giver støtte til deres systematiske ’fake news’-kampagne om, at der ikke har været nogen vold eller andre kriminelle handlinger.

- Man ved snart ikke, hvem der udgør den største trussel mod vores forfatning. Det grundlovsfjendtlige AfD eller den påståede beskytter af grundloven Maaßen, lyder det fra partilederen.

Drabet på en 35-årig startede det hele

De omtalte heksejagter skulle være sket i forbindelse med, at tusindvis af demonstranter – heriblandt flere formodede højreekstremister – har vandret gennem gaderne i Chemnitz.

Demonstrationerne er en reaktion på drabet på en 35-årig tysk mand. Han blev under en byfest stukket ihjel af to, der menes at være asylansøgere fra Irak og Syrien.

Flere viste deres sympati med den dræbte 35-årige ved at lægge blomster på gerningsstedet.
Flere viste deres sympati med den dræbte 35-årige ved at lægge blomster på gerningsstedet. Foto: John Macdougall / Ritzau Scanpix

Drabet har fået adskillige demonstranter på gaden for at vise deres utilfredshed med den tyske asylpolitik, og flere gange er demonstranterne kommet i karambolage med moddemonstranter, journalister og byens politi.

AFP beretter desuden, at der under demonstrationerne er blev råbt racistiske og nynazistiske slagord, ligesom der også er blevet heilet undervejs.

På gaderne igen 

Fredag aften marcherer indvandrerkritiske demonstranter atter i gaderne i Chemnitz. 

Over 200 indvandrerkritikere er mødt op, mens moddemonstranter befinder sig i en anden del af den tyske by. 

Det tyske politi er her igen til stede for at undgå optøjer mellem parterne.