Samfund

Dansk film om ubåden Kursk åbner festival: - De tog den beskidte beslutning

Den danske instruktør Thomas Vinterberg har verdenspremiere på sin nye film: - Der er den mulighed, at jeg er den eneste, der synes den er god.

Torsdag aften har Thomas Vinterbergs nye film ’Kursk’ verdenspremiere, når den er åbningsfilm på Toronto Film Festival i Canada.

Med premieren i Canada er filmen så international, som den næsten kan være. Emnet er en ulykke i Rusland, instruktøren er dansk og hovedrollerne spilles af en brite og en franskmand. Dertil kommer, at filmen er engelsksproget, men er optaget i Norge og delvist Rumænien.

- Jeg tror faktisk det er lykkedes at lave en film, som er stor og voluminøs, men som stadig er min egen, siger Thomas Vinterberg selv, da TV 2 mødte ham før verdenspremieren i Toronto.

- Der er jo muligheden, at jeg er den eneste, der synes den er god. Men jeg synes den er god. Jeg er ret glad for den film, siger han.

Filmen handler om ulykken ombord på den russiske atomubåd Kursk i august 2000, der kostede alle de ombordværende 118 besætningsmedlemmer livet.

De fleste døde i minutterne efter to store eksplosioner ombord, der skete i forbindelse med affyringen af en torpedo. Eksplosionerne fik den 154 meter store atomubåd til at synke og lægge sig på havbunden på 108 meters dybde.

Fanget i en luftlomme

Thomas Vinterbergs film koncentrerer sig om 23 af de russiske søfolks skæbne. I modsætning til deres kammerater døde de ikke øjeblikkeligt, men blev fanget i en luftlomme i ubåden, hvor de senere døde enten af iltmangel eller i en brand.

Man ved fra notater, som en af de overlevende kradsede ned, at de 23 i hvert fald var i live fire timer efter eksplosionen. Der er dog også teorier om, at enkelte søfolk kan have været i live i flere dage, før de omkom på grund af iltmangel.

Kort om Thomas Vinterberg

THOMAS VINTERBERG

Den danske filminstruktør Thomas Vinterberg er 49 år.

I 90'erne var han en af initiativtagerne til den danske dogmefilm-bevægelse. Hans første dogme-bidrag var 'Festen', der anses for en af de bedste danske film nogensinde.

Siden har han lavet dansksprogede film som 'Jagten' og 'Kollektivet' samt engelsksprogede film som 'Dear Wendy'.

De blev aldrig reddet ud, blandt andet fordi Rusland afviste at modtage hjælp fra udlandet til et redningsforsøg. De russiske myndigheder sagde fejlagtigt, at alle ombordværende var døde indenfor de første minutter efter eksplosionen.

- De har meget store militære liggende i denne båd. Og hvad vejer så tungest? De tog altså den beskidte beslutning at lade dem sidde dernede. Det falder mig for brystet. Jeg kommer fra en anden tankegang. Jeg kommer fra Vesten, hvor man altid vil redde menneskeliv, siger Thomas Vinterberg.

En form for inspiration

For ham er det historien om den beslutning, der har noget at sige biografgængerne i dag:

- Der er så stor mistillid landene og kontinenterne imellem lige nu, at en historie om muligheden for at redde liv, hvis to kontinenter rækker hånden ud overfor hinanden forhåbentlig kunne være en form for inspiration, siger han.

Filmens hovedroller spilles af britiske Colin Firth ('Kongens store tale') og franske Leá Seydoux ('James Bond – Spectre') og på den internationale rolleliste er også danske skuespillere som Lars Brygmann og Bjarne Henriksen.

Det er endnu ikke fastlagt, hvornår filmen får premiere i Danmark.